Dovenskab - magelighed - selvopfattelse - vaner er faktorer, der i denne sammenhæng kan være ganske dominerende. De kan endda føre til æresdrab. Hvis der ikke hos den eller de involverede er en bagved liggende vilje til forholdets beståen, er det en dødssejler. Nogle gange kan det sikkert holde, indtil døden skiller dem ad.
Ægteskabet er ikke længere en nødvendig samfundsinstitution, og det er slet ikke det ultimative krav fra kirken, som det har været i mange hundrede år. Tidligere var det den form, som ikke bare var det juridiske, men også det moralske grundlag for at bo sammen og at gå i seng med hinanden. Der kunne være fysisk kontrol af pigens mødom, og der kunne også være kontrol af, at parret rent faktisk gik i seng med hinanden, hvor en person var til stede for at bevidne det.
Det var ellers kirken, der i middelalderen var den progressive part i forhold til de arrangerede ægteskaber, som indtil da var praksis i samfundene. Med kirken skulle brudeparret, kvinden og manden, give sit samtykke som forudsætning for ægteskabets indgåelse. Det giver kvinden en helt anden status, end når hun som hidtil bare indgår i et bytteforhold mellem to slægter.
Kristendommen var også en progressiv faktor i det
gamle romerrige, hvor pigen var gifteklar som 12-14 årig, og hvor hun
herefter kun forventedes at føde børn, være mor og agere
kærlighedspartner, når manden altså ikke var uden for hjemmet at
tilfredsstille sine behov. Kristendommen gav kvinden en ny position. Først og fremmest blev hun
ikke gift så tidligt, og undertiden fik hun også en uddannelse. Nogle
gange fik hun endda sin egen forretning. Kristne kvinder var derved i
højere kurs end ikke-kristne. Og ægteskabet var helligt.
I dag er det overvejende ovenstående 4 forhold, ud over kærligheden, der binder mennesker sammen, vel at mærke efter at de har fået børn. Hvis kærligheden skal sejre, skal der ændres på alle 4 forhold, eller de vil ændre sig til noget mere dynamisk, hvis begge parter tillader kærlighed at være en aktiv kraft. Det omfatter sproglighed, fysisk interaktion, vilje og accept, som alle indeholder aktiv handling. De øverste 4 forhold er at opfatte som ren passivitet eller at lægge låg på ethvert forsøg på originalitet og livslyst.
Et forhold kan ikke på samme tid være fyldt med normer og fordomme og så være sprudlende. Og en ligevægtstilstand er noget vrøvl. Tingene bevæger sig enten i den rigtige eller den forkerte retning. Hvis det står stille, vil konflikterne før eller siden poppe op.
Der er en mærkelig modsætning i, at kærlighed i en mere traditionel forståelse handler om, hvad man ikke må. Det handler ikke om at berige hinanden, men mere om at begrænse hinanden. Hvad man godt må, er til gengæld ledsaget af betingelser. Ellers er man som ”partner” holdt fast i et normativt greb.