Udviklingsmodel for hensyn

Den følgende model er blevet formuleret i den uge i efteråret 2011, hvor jeg rejste med en gruppe i Tibet.

Jeg - du - sandhed - andre - Arne Frost

Modellen opererer med på det vandrette plan to gensidigt udelukkende grupper, idet du altid vil være forskellig fra andre.

Lodret er der på samme måde væsensforskel på jeg og sandheden. Jeg er ikke sandheden, men jeg kan leve af sandheden, ligesom jeg kan søge sandheden, eller jeg kan vide med mig selv, hvad der er rigtigt for mig, eller bare hvad der er sandt.

Vi har lært at skelne mellem subjektivt og objektivt, og at sandheden er en relativ størrelse. Det er den sikkert også i industrisamfundet, hvor den enkelte er reduceret til en brik.

Der tales meget om værdibaseret ledelse og om værdikamp i disse år. Værdien stammer fra min eller vores (din og min) måde at forstå verden på, og hvad jeg (vi) tror på. Religiøse mennesker er funderet i en tro. De er måske urokkelige, og deres tro tilsiger dem evig troskab mod en anden person (du) og i øvrigt et regelsæt mod de andre (elsk din næste som dig selv).

I en sekulariseret verden kan vi ikke finde værdien i Gud. Så søger vi den i os selv. Men vi er ikke sandheden. Derfor er min model en god måske at adskille begreberne på.

Du er den person, jeg er sammen med. Du kan være et tilfældigt andet menneske. Måske bliver dette møde noget særligt! Vi ved det ikke på forhånd.

Venstresiden er naturligvis interessant, alene af den grund, at størstedelen af Jordens befolkning befinder sig der. Så modellen er jo på den måde ganske skæv.

Imidlertid er det i højre side, at størsteparten af mit daglige liv finder sted. Hvis vi ser bort fra de - ikke uvæsentlige - elektroniske signaler, der tager form af andre mennesker på min tv-skærm, ofrer jeg hovedparten af mit "gode liv" i højre side. Her holder jeg fri. Her er jeg sammen med dem, som jeg helst vil være sammen med.

Venstresiden er til sammenligning mere tvangsorienteret. Her tilsiger mit arbejde at være op til otte timer hver dag. Det er også tiden i bilen eller på cyklen til og fra arbejdet, og når jeg gør indkøb. Det er også tiden hos tandlægen eller hos lægen, den professionelle rådgiver eller behandler, måske terapeut.

Jeg vil helst være et sted, hvor jeg ikke er underlagt tvang, hvor jeg i en eller anden form kan udfolde mig selv, eller bare være, herunder også sove.

Kontrollen kan jeg have i højre side. Her har jeg i hvert fald indflydelse og kan være med til at tage beslutninger.

Sammen kan vi udforme vores liv, som vi gerne vil have det, hvis vi i øvrigt har det godt med hinanden.

Der er naturligvis god grund til også at have et godt liv sammen med andre, på arbejde og og i andre sociale sammenhænge. Det kaldes populært for netværk.

Børn og familie er normalt placeret i højresiden. Der er mennesker, der i et livsforløb bevæger sig fra venstre mod højre og omvendt. Det er helt naturligt, at nogle har betydning i en periode, for derpå at forsvinde fra vennekredsen. Der også også mere perifere venner, som hører mere til i venstre end i højre side. Sympatien er i den forbindelse en af de styrende kræfter, især den gensidige sympati.

Modellen med en fysisk midte

Individualitet - socialitet - Arne Frost

Der er mange måder at udvikle modellen på. Her betragtes den lodrette akse som stedet for individualitet og integritet, mens den vandrette er aksen for sociale relationer og interaktion. Den midterste cirkel er det fysiske område, der hvor det hele begynder. I yderpositionerne har vi de mere udviklede former, at du og jeg ikke bare mødes, men taler sammen. I venstre side er det en mere upersonlig kontakt, som ikke har et venskabeligt udgangspunkt. Her er det et godt resultat, hvis det ender med en dialog.

Mødet med et andet menneske begynder normalt med at føle hinanden på tænderne, evt. ved at flirte. Undtagelsen er naturligvis mødet med min mor, hvorfra jeg på et tidspunkt bliver forløst som et individ. Navlestrengen bliver klippet, og jeg begynder på min egen tilværelse. Nogle har mere end andre brug for at lære sig selv at kende. Andre flyder bare med, uden behov for at adskille sig selv fra andre. Dog er puberteten den fase, hvor adskillelsen fra forældrene for alvor sker, og den enkelte skal vælge sin egen livsbane. De mere dybe spørgsmål stilles normalt senere i livet: Hvem er jeg? Hvilken rolle spiller jeg i den store sammenhæng?

Som ung møder vi de første kærester. Vi fascineres af det modsatte køn. Efter at have prøvet i øst og i vest møder vi måske vores livs udkårne. Vi bliver gift og får børn, alt sammen forhåbentlig som konsekvens af kærligheden. Vi er blevet et kød og har videreført slægten. Vi er blevet mangfoldige.

Sideløbende med kærlighedslivet er individet socialt involveret i først et uddannelsesforløb, siden et arbejde.  Der er mange andre sociale aktiviteter. Nogle begynder som en interesse og udvikler sig til et engagement, der gør mig klogere. Den vandrette akse er på den måde et udtryk for alvoren i tilværelsen og konsekvenserne af mine sociale handlinger, både intimt og arbejdsmæssigt eller organisatorisk.

Den lodrette akse er tilsvarende en bevægelse mod stadig mere selvindsigt, samtidig en bedre forståelse af verden. Logisk skal det bevæge sig i begge retninger. Ren spirituel selvindsigt vil have en tendens til narcissisme, mens den sociale konfrontation vil medføre en afprøvning af de begreber, som jeg læste mig til, eller på anden måde har tilegnet mig i et lukket forum. Det sidste er ikke en opfordring til at afprøve sine skrøbelige sider i en kynisk social kontekst. Men det er nødvendigt før eller siden at føre tankerne ud i livet, sammen med andre mennesker, i første omgang måske i en gruppe, som jeg har tillid, svarende til højre side i modellen.

Modellens kvadranter som forskellige intentioner

Kvadranter - forskellige intentioner - Arne Frost

Den vandrette akse er overgangen fra jeg til vi. Den lodrette udtrykker mit ønske om alsidighed. Jeg vil gerne have kærligheden, men vil sandelig også have den mere overfladiske information, der er nødvendig for at vide, hvad der sker ude i verden. Det ene er ikke mere ligegyldigt end det andet, men det rammer forskellige tangenter. På et dybere plan har jeg brug for både tillid og forståelse. Sammen giver det en platform, som vi kan vælge at kalde kultur. Der er faste rammer. Der er en verdensforståelse, som måske flytter sig i disse år, men som dog har en stabil kerne.

Kombinationen af de hårde og de bløde værdier kender vi på hjemmefronten, hvor tv giver de hårde facts. Tilsvarende kan vi godt lide, når vi er ude i det pulserende liv, den hårde virkelighed, at søge ind på de små oaser, på cafeerne, hvor det søde liv får plads. Vi kan ikke nøjes med den ene side af tilværelsen.

Venstre side er også den logiske og nøgterne, kyniske om man vil: forståelse af komplekse sammenhænge, implementering af optimale løsninger. Det er udfoldelse af magt, som af og til er nødvendigt, men jo ikke behøver at være uden menneskelige hensyn.

De øverste kvadranter involverer andre personer, men med jeg som subjekt. Jeg er på aksen.

Tilsvarende er de nederste kvadranter kvalitativt forskellige måder at anskue sandheden på, men med sandheden som den faktor, der udgør den lodrette adskillelse.

Aksen svarer til Martin Luthers adskillelse af tro og viden. Han har ret i, at der er kvalitetsmæssig og afgørende forskel på de to kvadranter.

Den lodrette akse i sig selv handler i høj grad om identitet. Hvem er jeg? eller jeg ved!

Den vandrette akse handler tilsvarende om loyalitet, respekt, tillid o.l., altså om kvaliteten af menneskelige relationer.

Komplekse sammenhænge er dem, som vi normalt forstår som videnskabelige og tekniske. Men det er også en forståelse af kriser. Hvordan er forholdet mellem spisevaner og livskvalitet? Hvordan viser det seksuelle mønster sig i vores livsglæde?

Her er det tydeligt, at mange problemer kan have både en objektiv og en subjektiv indfaldsvinkel, afhængig af min position i koordinatsystemet, og min oplevelse af situationen. Og at det er utilstrækkelig kun at forstå eller behandle en problematik i én kvadrant, hvis ønsket er at komme videre, at vide mere.

Og ikke mindst er det vigtigt at løse et problem mellemmenneskeligt, hvor vi ofte vil fokusere individuelt på det. Det vil især være gyldigt ved livsstilsproblemer, og omfatter alle handlinger fra indtagelse af mad, hvad vi spiser, hvad vi drikker, men også måden vi gør det på, motion og seksuelle vaner.

Med hensyn til det mellemmenneskelige er det oplagt som kompleksitet at nævne rollespillets natur, hvordan det opbygges, og hvordan det vedligeholdes, og måske allervigtigst: hvordan det begrænser i forhold til vitalitet og livsglæde.

Den lodrette akse som skellet mellem os og dem

mure - Arne Frost

Vi er alle dem, der tror på hinanden. Vi er euforien, fællesskabet, danskheden. Vi står sammen mod overmagten. Vi er det arabiske forår, opstanden mod Gaddafi, mod Mubarak. Vi var dem, der styrtede ud på gade den 4. maj 1945. Vi repræsenterer det gode og samles mod den onde overmagt.

Bagefter viser det sig normalt, at fællesskabet ikke er så entydigt endda. Vi er nok også tilbøjelige at betragte det hele som et glansbillede. Vi er de ufejlbarlige, i modsætning til de andre, som er inkarnationen af ondskab.

Det er ikke unormalt, at en fællesskabsfølelse slår ud i en lovgivning, der stadfæster de gode værdier, f.eks. Grundloven, der sikrer os mod overgreb, og at vi kan leve i fred og under ordnede forhold. Her er den lodrette akse en skanse, en sikkerhed, en viden, noget vi kan falde tilbage på og gøre gældende.

Fra gammel tid markeret skellet mellem os og dem med en mur, f.eks. en bymur. I dag er muren det hus, som vi bor i. Her bestemmer vi selv. Her gælder den personlige frihed. Her er der ingen, der skal blande sig, heller ikke hvis vi er lidt voldelige! Nogle gange bliver det for voldsomt, og så er det nødvendigt med en lovgivning mod den svage part.

Men ellers har vi travlt med at definere de andre som nogle, vi ikke vil lege med. Det er f.eks. muslimerne. Kineserne er for mange, russerne ligeså, men muslimerne er en tilpas harmløs gruppe til, og også anderledes, og så er de jo også terrorister!

Det er ikke nyt at kategorisere de andre som umulige. De er hedninge, barbarer, røvere og banditter, indianere. Hvis vilde mennesker er dyr, må vi skyde dem, eller bruge dem samvittighedsløst som slaver. Det var diskussionen, da spanierne erobrede Amerika: ”Er indianere mennesker?” Hvis ikke, gælder den kristne næstekærlighed ikke. Det er det nemmeste, og mest rentable! Nogle fik som ultimatum at bekende sig som kristne, med mulighed for en mere human henrettelse. En lignende retspraksis gjaldt i øvrigt i Europa, da de brændte hekse.

Den vandrette akse som personlighedens integration eller desintegration

Den virkelighed, der ekskluderer = Janteloven, modsat assimilering og accept - Arne Frost

Jeg lever gennem andre, men jeg har også brug for at være mig selv. Det er et konstant samspil, hvor jeg i perioder har brug for at være mig selv, måske ligefrem at leve alene, at udvikle mig på egne præmisser. Andre gange er det samspillet, der er projektet, hvad enten jeg lever i familien, eller på arbejdet, eller i en anden social sammenhæng. Måske gør jeg særlig brug af en god ven, for at han/hun og jeg kan lære os selv og hinanden bedre at kende. Måske foregår denne udvikling og udveksling i et kærlighedsliv.

Af ovenstående er det fremgået, at personer i højre og venstre side jo ikke er stationære, men indgår i et dynamisk samspil. Enten styrer de jeget, eller også er de styret af jeget, eller måske mere sandsynligt er det lidt tilfældigt, hvem der styrer hvem. Det beror meget på attitude og på modenhed, selvfølgelig også vilje til at gøre tingene på den rigtige og mest hensynsfulde måde. Det handler meget om, hvordan min position er, i forhold til mit eget liv, i forhold til andre. Er jeg blot et offer, et siv i strømmen, har jeg nok ikke så meget at skulle have sagt. Men jeg kan også være deltagende og medlevende.

Det er vel et ideal, at den lodrette akse er ligesom en motorvej, med en nærmest direkte guddommelig kontakt, og at der vandret er et konstant flow, som et vandløb, hvor jeg altid har en fin kontakt til andre mennesker, nære som mere fjerne bekendtskaber.

Neuroser er udtryk for manglende kontakt med mig selv. Jeg hviler ikke i mig selv, men lider af en tvangstanke. Måske har en nær person svigtet mig, måske i barndommen. Måske er jeg udsat for chikane, mobning fra venstre side af figuren, fra min omgangskreds: "Du skal ikke tro, at du er noget!" Vi gider dig ikke. Du får måske ligefrem bank, eller der tales ondt om dig.

Alternativet er respekt og åbenhed, og på det mere intime plan gensidighed og ærlighed. Så kan jeg igen trække vejret og slappe af. Jeg kan ikke altid selv gøre noget ved situationen, især ikke når jeg gennem lang tids mobning er blevet reduceret til et nul.

For min egen skyld bør jeg insistere og komme videre. Livet er for godt og for kort til ikke at skulle have noget godt ud af det. Da jeg ikke kan leve isoleret fra andre i al evighed, bliver jeg nødt til at involvere mig privat. Få en kæreste, få venner, måske bare få en god ven at tale med. Isolation er ikke godt, hvis det sker foran en skærm, pc eller tv.

Det gode liv, livsglæden involverer andre. Jeg kan ikke gøre det alene med mig selv som objekt. Måden at gøre det på er selvfølgelig forskellig fra person til person.

At nogle mennesker, f.eks. munke, i perioder leverer isoleret for på den måde at få større adgang til sandheden, vil jeg slet ikke betvivle. Men i et større tidsperspektiv involverer livsglæden menneskeligt fællesskab.

En metafysisk tilgang

Nedenstående model er mere metafysisk. Men den er også et vidnesbyrd om, hvad en god ven eller kæreste kan gøre ved én. Man kan blive rigtig glad og måske også opleve noget rigtig godt sammen. Det kaldes synergi, når to sammen kan opnå mere, end hvis de handlede hver for sig. Tænk bare på den seksuelle interaktion, der kan bevirke, at to bliver til tre eller flere.

Det er naturligvis den fysiske eller verbale kontakt i højre side, som kan have karakter af noget guddommeligt, som kan virke forløsende. Bemærk, at Jesus ofte var i private omgivelser, når han udførte sine undere.

Spiritualitet - Arne Frost

Fra Bibelen og andre religiøse skrifter kender vi profeter og orakler, underlige mennesker, som hævder at være talerør for en gud eller en ånd. Men tit siger de alligevel noget tankevækkende, selv om nutiden har det med at underkende dem. Moses kom ned ad bjerget med to stentavler med de ti bud. Det var ikke alle, der tog ham alvorligt. Det samme kan man sige om Jesus, da han levede. Da han blev henrettet, var der ikke mange, der ikke flygtede, og de fleste hånede ham.

Jesus som et jeg i figuren kender vi alle. Duen ved dåben er et symbol på en åbenbaring. Og Jesu ord kalder vi guddommelige. Han udtrykker visdom. "Jeg er vejen, sandheden og livet!"

På samme måde har andre religionsskabere ageret, og de lader sig også indplacere i modellen. Jesus kunne helbrede med håndspålæggelse eller med ord i en atmosfære af tro eller tillid. "Din tro har frelst dig!"

Omvendt er der ofte skepsis eller mistro i forbindelse med orakler. De kan være manifestation af noget dæmonisk eller djævelsk. Kan man stole på dem? Der er også falske profeter på banen, som kan være et udtryk for forskellig opfattelse af den samme gryende religion.

På et tidspunkt har et flertal lagt sig fast på den rigtige version og ved samme lejlighed kategoriseret de andre, konkurrerende som kætterske. Vi kender mønstret fra alle religioner.

Det er interessant, hvordan mennesker, der har hævdet at være sendebud for noget guddommeligt, igennem tiden er blevet mødt på meget forskellig vis, og hvordan nogle er forsvundet i glemselen, mens andre er blevet ophøjet til religionsskabere.

I øvrigt gælder det om religionen, at den først for alvor får magt og autoritet, når jeg tilegner mig den, når den bliver den integrerede y-akse. Så er udsagnet "Jeg tror!" eller "Jeg er overbevist om ...!" Hos meget troende overvindes den lejlighedsvise tvivl ved bibellæsning, salmesang og gode råd fra trosfæller og autoriteter.

Så længe religionen endnu ikke er inderliggjort, kan den pådømmes ved våbenmagt. Alternativet og mere kristeligt er udbredelse gennem missionsbefalingen. De to har historisk fulgt hinanden ved erobring af nye verdensdele. En anden måde er mere pragmatisk i form af fordelagtige aftaler eller handler eller måske ligefrem politiske fordele ved at konvertere til en anden religion.

I vor tid er åndeliggørelse blevet det nye hit, med en vis ret, idet religionen hos mange har mistet sit tag. Her gælder en anden terminologi, og selv om nogle mener at kunne bygge bro, er det kun overbevisende, når man holder sig på et meget metaforisk eller strukturelt plan.

Udgangspunktet er den samme tilværelse, det samme individuelle liv, men sandhederne lader sig ikke altid forene, når man skal være striks. Og det skal man med sandheden.

Modellens begreber bruges også i dag, i hvad vi med et samlebegreb kalder for den alternative verden, i modsætning til den autoriserede verden med videnskabeligt forankrede og professionelle læger osv. Men der er et skred i forståelsen på vej mod en anerkendelse af eller en renæssance for urgamle tænke- og handlemåder, f.eks. naturmedicin og muligheden for at heale, hvor vi anerkender os selv i et mere universelt energikredsløb.

Andre begrebspar svarende til akserne

Med en terminologi fra østlig filosofi er den vandrette bevægelse i begge retninger, altså mod andre mennesker, nære eller fjerne bekendtskaber, tantrisk. Tantra er at lade tingene ske og at være bevidst om dem, at være til her og nu, at flyde med i livets strøm.

Den lodrette bevægelse i figuren, mellem jeg og sandheden, er yogisk. Her kan jeg bruge min vilje. Her er disciplin et nøglebegreb. Her gør jeg noget aktivt, f.eks. i form at selvkontrol. Her styrer jeg min opmærksomhed. Viljen er min ledsager.Etik og moral

Et andet begrebspar, der med god mening kan kobles på akserne, er etik og moral.

Etik er min måde at møde andre mennesker på. Hvad jeg gør og hvordan jeg gør det. Det foregår på den vandrette akse.

Moral er den bag ved liggende intention. Etik er måden. Moral er holdningen.

Moral er en attitude, der udgår fra Y-aksen, og som påvirker andre, eller som berører andre.

Der kan selvfølgelig også være andre, der har en god eller dårlig moral, men skal vi forstå dem, skal vi have dem op på Y-aksen som jeger.

En moral indkapsler mig, på den gode eller dårlige måde. Moralen gør mig utilnærmelig, eller beskytter mig. Eller negativt korrumperer den mig.

Bemærk udtrykket: den gør noget ved mig. Som om moralen ikke er mig eller mit værk. Men den holder vist ikke i virkeligheden. Hvis jeg vil noget seriøst med tilværelsen, bliver jeg nødt til at gøre moral til noget, som jeg har ansvaret for.

Freudiansk er moralen overjeget, min samvittighed, der hele tiden fortæller mig, hvad der er rigtigt og forkert, hvad jeg må og ikke må.

Virkelighed og realitet - Arne Frost

Den vandrette akse er virkeligheden. Der er altid mere end en person involveret, når noget får status af noget virkeligt, når en fantasi bliver virkelig.

Den lodrette akse er realiteten. Jeg lærer mig selv at kende. Jeg skaber noget, som jeg kan være stolt af. Jeg udvikler mig, fordi jeg vil det. Jeg gør noget på tværs af modstand og andres mere eller mindre velmenende holdninger til, hvem jeg er, og hvad jeg skal være.

Hvis jeg bruger albuerne, vil jeg billedlig talt frem i verden, måske på andres bekostning. Men jeg kan også positivt insistere på at gøre noget alene. Det er den gode stædighed.

Vi kan alternativt skabe noget sammen, få noget op at stå ved fælles hjælp, gøre verden til et bedre sted at leve.

Det er helt oplagt, at y-aksen er området for "at elske sig selv", mens x-aksen er området for næstekærlighed, som jo kan være et vanskeligt begreb at håndtere. Nogle gange er fokus entydigt på hensynet til mig selv, andre gange mere specifikt på en anden eller nogle andre. Det drejer sig naturligvis om at finde en god balance, hvor der er plads til både egeninteressen og andres forventninger og specielle behov.

Empati eller når du bliver til jeg

Lige som et du kan komme mig i møde og overraske mig, kan jeg være imødekommende over for et andet menneske, og måske byde ind med noget nyt. At lytte kan i den sammenhæng være et godt udgangspunkt.

Den empatiske evne udgår fra y-aksen. Det er min evne til at sætte mig i andres situation, nære eller fjerne bekendtskaber. Hvis jeg gerne vil have dem på 2-mands hånd, skal de så vidt muligt over på højre side, f.eks. i et samtalerum, hvor vi har tillid til hinanden.

Mødet med et du kan foregå både i højre og venstre side. I højre side er det en god ven eller kæresten.

Måske er det sværere at sætte sig i en andens sted, når vedkommende er tæt på, fordi der ofte er et rollespil i gang. Vi er vævet ind i hinanden og kan ikke umiddelbart se hinanden, som vi er.

Hvis venstresiden indgår i et professionelt forløb, kan det have karakter af kunde eller klient, måske lærer – elev. Nogle gange betaler jeg eller du for en ydelse, andre gange foregår det i et socialt regi, hvor afregningen foregår gennem skattebetaling eller på en tilsvarende måde, måske gennem en forsikring.

Her bliver du eller jeg normalt håndteret efter en bestemt fremgangsmåde, eller i et bestemt begrebsapparat. Du/jeg er ”syg”, og der stilles en diagnose. Du/jeg er massør og følger en mere eller mindre intuitivt tilgang til kroppen. Måske er det ren teknik. Måske lader jeg kontrollerede følelser råde. Men det er ikke som i højre side en direkte relation. I venstre side ophører rollespillet med behandlingen.

Sandheden tager farve af behandlingsforløbet. Du har måske problemer med thorax og skal som behandling have nogle bestemte tabletter. Lægen går ikke dybere, kigger ikke nødvendigvis på årsagen, og forholder sig ikke til den fremtidige adfærd. Det er ren symptombehandling. Tilsvarende ved lykkepiller som behandlingsform, hvorved patienten sagtens kan blive mere umyndiggjort ved behandlingen, der sjældent tager fat ved ondets rod.

Når der er penge eller en formel autoritet involveret, er "du" altid en af andre og hører dermed til på venstre side. Dermed er der givet en behandlingsstruktur, om ikke andet en relation styret af penge og dermed krav og forventninger: Jeg betaler dig eller kontakter dig og regner med, at du kan gøre noget effektivt ved mig, om ikke andet så give mig en god oplevelse i form af massage, eller et godt råd som terapeut. "Du" kunne i princippet være en hvilken som helst anden. Når behandlingen er slut, er vi færdige med hinanden, og bygger ikke videre på nogen relation.

Der hører projektion med til en sådan relation, hvor relationen til højre ideelt tenderer mod at møde hinanden som dem, vi er, selv om det måske sjældent lykkes. Om ikke andet tilstræber vi at have det godt, eller i det mindste tåleligt, med hinanden. Måske er der et købmandskab involveret. Hvis du hjælper mig med opvasken, gør jeg noget godt for dig til gengæld.

Jeg bliver skuffet, når du ikke indfrier forventningerne, når du ikke er, som jeg forventer, når du ikke er, som jeg tror, du er, når min sandhed om dig ikke længere holder stik.

Hvis vi vil relationen, skal vi stille større krav til os selv og måske hinanden. Der skal arbejde til for at udvikle tillid og et mere ægte kendskab til hvem og hvad vi er.

Kald eller simpel profession

Professionelt - kontakter mod venstre i modellen - bør vi også stile højere og tilstræbe dybde og ærlighed. Det handler ikke mindst om etik. Hvis vi bliver hængende i et begrebsapparat, ligegyldigt hvilket, gror vi fast og kan måske tjene mange penge. Men vi udvikler os ikke. Vi skal udfordre det, som vi kalder sandheden, også når det bare handler om at tjene penge. Vi skal vel ikke tjene penge, hvis det medfører, at andre derved lider nød i den bagved liggende handlingsrække.

Relationer baseret på udveksling af ydelser for penge kan udmærket blive personlige, og nogle gange indeholder de elementer af intimitet, som mange ikke oplever i deres nære relationer. Den professionelle eller faglige behandling kan bibringe personen, uanset rolle, vitalitet. Det handler meget om alvoren hos de implicerede personer, naturligvis også om min parathed til at modtage.

Som et interessant Nota Bene omkring lykkepiller fortalte en amerikansk forsker for nylig, at mens feber er immunsystemets reaktion for at hele kroppen, er depression psykens tilsvarende reaktion, hvor lykkepiller griber forstyrrende ind i forhold til depressionens normale udvikling. Depressionen vil netop have personen til at revurdere sit liv gennem en reduktion i de naturlige vitale funktioner. Det bør psykologer og læger overveje, inden de bare ordinerer piller.

sfærer - Arne FrostMennesker til venstre på aksen kan føle deres arbejde som et kald og gennem deres virke ramme dybere ind i personligheden - "jeg" på den lodrette akse - end relationer til højre for aksen. Normalt vil højresiden dog repræsentere intimitet og nærvær, mens venstresiden er mere formelle relationer, alternativt ligegyldige for de flestes vedkommende.

Der er ikke noget mærkeligt i, at de fleste mennesker uden for mit normale univers er ligegyldige. "Ude af øje, ude af sind" er meget belejligt, da vi ellers ville blive sindssyge. Vi kan simpelt hen ikke rumme så meget. Ingen kan! Næstekærlighedsbuddet befaler at "elske din næste som dig selv", hvor den næste primært handler om de mennesker, som jeg kommer i berøring med.

Det giver ingen mening at elske ubegrænset, selv om det jo kan være ønskeligt. Men det giver mening at begynde i sin egen kreds af bekendte og mere perifere bekendtskaber. Og så har vi jo hver især og mere kollektivt et begreb om, hvad det vil sige at være menneskelig, og hvordan vi bør behandle hinanden. Vi kan bare ikke praktisere det konkret særlig langt uden for os selv, jo ved pengegaver o.l., men her må vi så stole på mellemmændene, og det gør vi naturligvis! Normalt, indtil det modsatte er bevist! Vi stoler på de mellemfolkelige organisationer. Med mindre vi har et større engagement i mere konkrete projekter. Det foregår i venstre side af modellen.

Nogle mennesker har et stort engagement i fjerntliggende projekter. Det er fortrinsvis personer, der ikke har et stærkt nærmiljø, hvilket jo ikke er en kvalitativ karakteristik, snarere en vægtning af interesser.

Med i vores kulturelle bagage har de fleste af os nogle fundamentale begreber om retfærdighed, frihed og lignende, som vi trækker frem, når vi på tv eller gennem andre medier konfronteres med f.eks. urimeligheder. Vi kan bare ikke altid have disse antenner åbne.

Vores normale interesse kredser naturligt om mennesker og vilkår i vores nærhed. Sådan har det altid været. Det nye er, at vi har fået et mere globalt udsyn, og at vi derfor tvinges til eller selv søger det mere universelle.

Nærværende figur fortæller i øvrigt, idet vi genkalder begreberne fra den øverste figur, at sandheden skævvrides, hvis livet alene udspiller sig i det private og intime rum, hvis ikke det afbalanceres med det kollektive, selv om det umiddelbart syner mere overfladisk. Men det er ikke for ingenting, at Jung kalder noget for det kollektive ubevidste, og at de dybeste begreber ikke er private, men almenmenneskelige.

Sandheden findes i den fine overgang mellem det dybt intime og det kollektive ubevidste.

Det er i øvrigt mennesker, der "har kigget dybt" eller "været langt nede", ofte i en samvittighedskonflikt i forhold til andre, som har formuleret de grundlæggende begreber, som vi alle anvender som et del af et kulturelt arvegods. De har været tættere på sandheden end de fleste.

Om at vågne

Vi befinder os nu på den lodrette akse. Det kan sagtens være ved andres mellemkomst, fra højre eller venstre side. Måske er det mest sandsynligt fra venstre side, da noget nyt kaldes til live. Fysisk er det lægen eller jordmoderen ved livets begyndelse, ved fødselen. Senere i livet kan det være hvem som helst. Måske bevæger personen sig i forløbet fra venstre mod højre, som samtidig er mod større individuel bevidsthed.

Den allerførste gang er, når fars sædcelle møder mors æg. Hvornår jeg så første gang får bevidsthed eller inkarnerer, er måske en anden begivenhed, eller to forskellige. Jeg forsøger at forholde mig til, hvad jeg ved. Er det ikke spændende?

Det er ikke sikkert, der er mere bevidsthed i højre side. Men der er mere intimitet og ejerskab. Vi vil gerne have det gode og smukke over i højre side. Vi vil gerne opleve kærligheden.

Om det så kun er momentant. Et blik. En berøring. Et one nights stand. Det tilfører os livsglæde. Et smil på læben. Selvbevidsthed. Noget at bygge på. Selvtillid.

Det vasker ikke vores tøj. Det giver os ikke brød på bordet. Men det giver os det øjeblik af glæde, som vi alle søger efter, og  som vi dybest set lever af.

Det er ikke en forsvarstale for sidespring. Men det giver en del af forklaringen.

Den lodrette akse er området for vores selvbevidsthed. Som man kan fornemme af ovenstående, knytter der sig også et ejendomsbegreb til området. Der er ikke umiddelbart plads til begge dele, da det sidstnævnte er hårdt og lukket, mens selvbevidstheden som udgangspunkt forudsætter en atmosfære af frihed og åbenhed.

Det er interessant, at to mennesker for lovformeligt at kunne dyrke hinanden i gamle dage skulle have velsignelse af forældrene, eller ægteskabet skulle sanktioneres for at kunne erklæres gyldigt. Først efter ægteskabsritualet måtte de elskende dyrke sex. Den lodrette akse var på den måde den rituelle accept, som jo stadig gælder i mange samfund. I nogle samfund løser man problemer omkring den uundgåelige emancipation med at sy en kunstig mødom ind i kvinden, inden hun kan godkendes som jomfru af brudgommens forældre.

Det betyder samtidig, at sandhed i dette paradigme er regelstyret, den samme sandhed, som religioner sanktionerer og i deres skrifter formulerer, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, syndigt. De som hævder det skrevne ord som guddommelig indblæst, de politiske høge, som vi kender fra alle religioner, stiller sig på den lodrette akse med en uomgængelig sandhed, der ikke er til diskussion.

Det er ikke dem, der skal lære os empati.

Empati og hensyn handler om, hvordan vi behandler andre ordentligt, som er modsætningen til at krænke, at gøre overgreb. Det implicerer et sandhedsbegreb. Hvornår rammer vi det egentlige i personligheden på en konstruktiv måde? Hvordan kan vi hjælpe vedkommende ud af en krise, eller hvordan kan vi provokere personen med henblik på at få fingrene ud, at frisætte et positivt potentiale? Det forudsætter en stadig indlevelse og fleksibilitet i forhold til nye muligheder.

Det aktuelle paradigmeskift handler i høj grad om forståelsen af os selv i forhold til andre, og dermed om en udfoldelse af den lodrette akse, i krydsfeltet mellem nære og fjerne bekendtskaber.

Er sandheden da subjektiv?

Vi er nødt til at acceptere en hvilken som helst sandhed, hvis den da er rigtig. Vi skal ud af illusionerne, hvis vi ønsker at forstå det gode liv. Der er en tendens til i New Age terminologien at falde pladask for alt, hvad der bare smager af åndelighed. Og tilsvarende at se stort på, at der er løse ender.

Men ikke alt, der glimrer, er guld!

Enhver trosretning har tendenser i retning af: ”Hvad fatter gør, er altid det rigtige!” Og det er det altså ikke. Hvad guruen siger, skal jeg ukritisk rette mig efter! Vi har set mange negative konsekvenser siden ungdomsoprøret, og en berettiget kritik af fænomenet.

Jeg er altid den nærmeste til at svare på, hvad der er rigtigt for mig. Men det betyder ikke, at jeg altid har ret. Vi er nødt til at leve med denne usikkerhed, hvis vi vil livet. Fordi der findes som sådan ikke en facitliste.

Der er noget, som er rigtig og forkert. Det er noget, som videnskabeligt ikke kan betvivles. Der er også andre forhold, som har mere karakter af religion end af fakta. Klimaet er et godt eksempel på et område, hvor der helt sikkert er uomgængelige fakta og konsekvenser, men hvor vi også oplever religiøse tilgange og til det formål anvender metaforer om dommedag og lignende. Det er svært for menigmand at gennemskue, og vi bliver nødt til at have tillid til videnskaben. Vi er også nødt til at forhold os til interesseorganisationer og økonomiske interesser, når vi skal vurdere validiteten af nogle amerikanske forskeres udgivelser, især dem, der benægter menneskets påvirkning af klimaændringer.

Man kan ikke med en skjult dagsorden finde sandheden, højst en tillempet konstruktion eller en fremtvunget tilståelse.

Videnskab og hjerte - Arne Frost 2012Det er mig, der afgør, hvem jeg stoler på, hvem jeg vil have indenfor, hvem jeg vil være dus med. Det omfatter også tanker og ideer, som jeg tror på, og måske vil bygge videre på.

Vi er bedre tilpas med det, som er i højre side af modellen, end det mere upersonlige, som mere ustruktureret roder rundt ude til venstre. Eller også er det så struktureret, at det er irriterende altid at skulle forholde sig til. Det kan også være så provokerende, at vi tiltrækkes af det, eventuelt fordi det holder vand.

Nærværende model har fokus på sandhedsbegrebet, som kan være en personlig tilgang, højre side, alternativt en videnskabelig tilgang. Vi kan ikke undvære nogle af delene, f.eks. hvis vi bliver syge. Men i mange andre af livets forhold findes der denne dobbelte tilgang, hvor vi på den ene side kan lytte, på den anden side mere kontant lede efter facts. Det vil være forkert at udelukke den ene, hvad vitterligt mange mennesker gør.

Udgangspunktet er nysgerrighed i forhold til det ukendte og oprigtighed i forhold til det velbekendte. Når vi går i dybden, skal vi gøre det ærbødigt. Ærbødighed er måden at søge sandheden gennem mødet med andre. I højre side, hvor vi vi kender kæresten eller familiemedlemmet, er hensyn det nødvendige middel. Når vi møder mennesker, som vi ikke kender, eller kun kender delvist, er blufærdighed midlet, som jeg ikke skal opfattes som et ubetinget hensyn. Nogle gange skal vi sige sandheden, også selv om det gør ondt.

Hvis sandhed skal være et gyldigt begreb, forudsætter hele projektet, at vi er ærlige. Og ærlighed er udgangspunktet for troværdighed, som er vores måde at møde andre mennesker på, hvor vi i figuren bevæger os under X-aksen.

Når vi søger det fællesmenneskelige og ikke bare det private eller det ligegyldigt almene, bevæger vi os lodret ned gennem Y-aksen, eller vi søger at ramme noget essentielt gennem vores egen søgning, alternativt ved at forfølge en teori, der virker overbevisende, svarende til en af pilene i figuren.

Vægtforskydninger

Der er stor forskel på, om den vandrette akse med andre mennesker eller den lodrette med mig og min virkelighed dominerer. Et forkælet barn fylder alt og vil være et godt eksempel på lodret dominans. Men også min forestilling om mig selv kan så at sige fylde alt. Her arbejder jeg med et sandhedsbegreb om mig selv. Her fører jeg enetaler.

I andre sammenhænge er jeg prisgivet andres ve og vel. Nogle gange er jeg i en social sammenhæng bare et fnug. Det kan være situationer, hvor fællesskabet er det vigtigste, hvor vi er nødt til at arbejde sammen om et vigtigt projekt.

Balancen og det aktuelle fokuspunkt er jo ikke givet en gang for alle. Det afhænger af, om jeg har gang i et bestemt, lidenskabeligt projekt, om et potentielt du er på vej ind på scenen, om ny interessant viden dukker op og kræver min eller andres opmærksomhed, om en ny udvikling er på vej et sted ude i verden. Vi flytter os hele tiden, og der skal være fleksibilitet. Nogle gange skal vi lede efter vore fødder og vores indbyrdes forhold. Nogle gange har jeg brug for at hævde mig gennem et arbejde alene. Jeg vil gerne fremstå troværdig og har derfor brug for at formulere mig, eller at vælge tøj til en bestemt lejlighed, måske med hjælp fra en god bekendt. Nogle gange gør vi tingene sammen for at vælge den rigtige fælles løsning.

Loyalitetsbegrebet er interessant i modellen. Jeg omgiver mig med mennesker, som jeg forventer noget af. Hvis de ikke indfrier dem, forbeholder jeg mig ret til at sortere dem fra min omgangskreds. Det er mennesker både i højre og venstre side, hvor jeg vel derved søger at friholde adgangen til min selvrespekt, som er identisk med min adgang til sandheden. Jeg gider ikke mennesker, der ikke gider mig. De ryger dermed ud til venstre, med mindre de er en integreret del af min intimsfære. Så ryger de måske ud til højre.

Hvis jeg på den måde forskanser mig, bliver resultatet nemt en på sigt stivnet personlighed med faste meninger og til gengæld en begrænset personkreds af nære venner og familie. Hvis jeg modsat forbliver social og tilstræber dialogen og samtalen, vil alting forløbe mere smidigt, forudsat jeg bevarer et fast holdepunkt i mig selv. Hvis jeg bare flyder med, forsvinder min personlige substans. Det vil også gå ud over min selvtillid og min selvopfattelse.

Myten som manipulerende sandhed

Tanke- og forestillingslivet har indflydelse på den måde, vi agerer ude i verden. Vi har hver især nogle få grundbegreber, der styrer vores adfærd. I et samfund har vi fælles begreber og forestillinger, som dels holdes ved lige af en stadig mediestrøm, dels er hentet fra den fælles baggrund, som vi kalder kulturen.

Den fælles baggrund er i vores del af verden ikke mindst kristendommen og dens begreber og forestillinger. Lovgivningen baserer sig på Moselovens bestemmelser, selv om mange i dag vil have svært ved at tro det.

Når talen er om verdens skabelse, præsenteres vi for skismaet mellem naturlig evolution og skabelsen som Guds værk. Diskussionen bevæger sig mellem disse alternativer, hvor de bibeltro vælger Guds skabelse som sandheden.

Skabelsen bliver fortalt i 1. Mosebog, Genesis, det første afsnit i Det Gamle Testamente, som er det jødiske bidrag til kristendommen: "I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden". Fortællingen fortsætter lige så konkret og kronologisk med skabelsens forskellige faser. Der er ikke nogen bagved liggende tvivl. Sådan er virkeligheden.

Der er godt nok to forskellige og afvigende skabelsesberetninger, som tekstmæssigt er placeret lige efter hinanden. Det skyldes naturligvis, at der historisk har været to versioner, svarende til to mundtlige fortællinger og traditioner. De bibeltro vil ikke sætte spørgsmålstegn ved uoverensstemmelserne, som der er mange af, men det gør naturligvis bibelkritikken.

Genesis skaber en metafor, som efterfølgende kan bruges som overført betydning. Men udgangspunktet i den meget stringente fortælling er, at sådan skete det. Herved ligner fortællingen så mange andre. Det specielle ved Genesis er, at den er begyndelsen på en religion. Og så er det i øvrigt en meget fint opbygget fortælling, der metaforisk kan anvendes i mange eksistentielle sammenhænge.

Som del af en religion får den status af autoriseret sandhed, som kan kobles, og er blevet det, op på et magtapparat, der både kan bruges til at undertvinge naturen, ja være medvirkende til den globale krise, som vi i dag oplever, men som også i menneskets egen verden bruges til at adskille gode og dårlige mennesker.

Her begynder historien om himmel og helvede, eller begreberne om det gode og det onde i forhold til Gud får en konkret begrundelse, nemlig at Eva fik Adam til at spise af æblet fra Kundskabens Træ.

Myter danner grundlag for vores måde at forstå verden på gennem deres forenkling. Den komplicerede version kan vi ikke på samme måde forholde os umiddelbart til. Derfor siger vi også, at solen går ned i vest, selv om det er noget vrøvl. Det er nemmere og hurtige at sige og at forstå, en hvis vi skal forholde os til Jordens rotation rundt om solen, hvor den samtidig drejer omkring sin egen akse.

Sandheden er som bekendt placeret nederst på den lodrette akse. Derfor har myten stor betydning for os, når den vel at mærke er inkorporeret i vores kultur. Vi kan ikke på samme måde bruge og forstå andre myter, der tilhører andre kulturer. De er mærkelige, underlige, og kollektivt kan vi bruge dem til at tage afstand fra andre grupper. Det er nemmere med myter at gruppere og kategorisere andre, end hvis man alene kigger på hudfarve eller sprog.

Med myten får de og vi en historie. Af og til bør vi kigge os selv i øjnene og spørge, om vores udgangspunkt for at handle er godt nok. Tager vi de rigtige beslutninger, eller er vi styret af nogle røverhistorier, der kan være religiøst begrundet, men som også kan være noget, vi selv har fundet på, for nemheds skyld, eller for at fortrænge. Hvis vi vil sandheden, skal vi være selvkritiske.

Sandhed og tabu

Når jeg ønsker at kende sandheden, skal kroppen med. Viden uden krop forsvinder hurtigt igen, har ingen substans. Det er ikke ensbetydende med, at jeg altid behøver den dybe vejrtrækning for at virkelig at forstå noget. Men det er altså rart selv at kunne føle, når noget er rigtigt, at vide det med mig selv.

C. G. Jung’s skyggebegreb er godt til at beskrive, at vi nogle gange projicerer noget ud på andre, fortrinsvis noget ubehageligt, men det kan også være en idealisering. I min model betyder det, at andre personer bliver projektionsbærere, og at den vandrette akse ikke i tilstrækkelig grad får virkelighedsstatus. Når andre enten er helte eller skurke, vil jeg ikke kunne føre en dialog eller en samtale med dem.

Hvis andre skal være virkelige, skal jeg selv have krop. Jeg skal have det godt med mig selv, og så bliver der også plads til andre.

Når der ikke eksisterer en sådan gennemsigtighed og livsglæde, kan forklaringen være tilstedeværelsen af tabuer, der formørker og hæmmer.

Tabuet er en mental begrænsning, der på den lodrette akse ofte vil være ledsaget af en fortrængning, og en underliggende afsky eller et ubehag.

Det lodrette ben er sandheden, og når den ikke må komme frem, eller den bliver fordrejet, ændrer hele figuren sig, og ikke mindst ”jeg” bliver anderledes.

Kollektivt, dvs. på den vandrette akse, som et fælles anliggende, har tabuet ofte også en sproglig karakter, der popper op i form af ukvemsord om eller direkte mod en eller flere afvigende personer eller afvigende adfærd.

Generelt gælder om tabuer, at de unddrager sig aktuel sproglig erkendelse. Sproget handler i stedet om den projektion, som er tabuets substitut.

Tabuer kan i modellen antage forskellige former, som ikke behøver at være så dramatiske som de følgende, der blot tjener som illustration af forskellige områder i figuren.

På det personlige plan kan de skyldes, at jeg har stjålet eller fik tærsk som barn.

I de nære relationer – til højre på den vandrette akse – kan udgangspunktet være incest eller en voldelig adfærd.

Over for andre – til venstre – kan årsagen være voldtægt eller besøg hos prostituerede.

I de tænkte tilfælde er der lagt låg på. Ingen taler om det, men det vil determinere adfærden hos mig eller hos begge eller hos alle de implicerede. Vi trækker os ind i os selv og bliver utilnærmelige.

Måske er der trusler om vold i det kompleks, som tabuet udgør.

Årsagen kan også være et dødsfald, sandsynligt voldsomt eller ubehageligt, som ikke efterfølgende er blevet sprogligt og følelsesmæssigt bearbejdet.

Det kan også være kollektivt, som en krigsoplevelse eller en større fælles ulykke.

På den måde kan tabuet fylde meget, selv om ingen taler om det.

Tabuet kan have en mere kulturel, kollektiv form som den generelle seksuelle forskrækkelse, der kendertegner vor tid, måske bort set fra særlig fora, hvor seksualitet omtales meget eksplicit.

Måden at håndtere tabuer konstruktivt på er enten tantrisk, sammen med andre, eller yogisk, ved egen vilje eller erkendelse. Normalt vil en konstruktiv løsning skulle involvere andre, f.eks. professionel hjælp, alternativt en rigtig god ven.

Hvis jeg er meget selvbevidst og har viljen, vil jeg normalt kunne komme rigtig langt ved egen hjælp. Faren er naturligvis, at jeg skaber mig en ny fantasi, som jeg herefter lever videre i, men ikke løste nogle problemer.

Overvejelser omkring modellen

Når en konfilkt har varet længe nok, så står du som part til sidst med hjertet - og skal sige ja eller nej til livet. Længere er den ikke. Arne Frost 03.10.2012Der er jo ingen facitlister forbundet med modellen. Som andre 4-delinger kan den kun forstås udogmatisk, gennem nysgerrig tilegnelse, hvor man gerne skulle være lidt klogere bagefter, men uden derfor at være trådt ind i et religiøst univers. Der er kun virkeligheden og livet, som er mulighederne, ikke en ny bundethed i et nyt system. Fri os fra dem!

Et menneske kan godt blive klemt mellem andre mennesker, både de nære bekendtskaber og andre. En person kan på den måde føle sig presset ind i et normsystem, hvor den ene norm afløser og understøtter den anden. I ekstreme tilfælde kan den ydre påvirkning på kort tid bevæge sig fra at blive tilbedt til at blive hadet af alle.

Et klassisk eksempel er Jesus, der rider ind i Jerusalem på et æsel og hyldes af alle, for få dage senere at blive spottet af den samme befolkningsgruppe.

I dag er det måske mere relevant at nævne de mange ensomme mennesker, der føler sig udstødt, måske fordi de ikke blev elsket som barn, eller fordi de er røget ind i en skilsmisse, en fyreseddel, eller fordi de af andre grunde er psykisk nede. De fleste søger en base, hvor de kan være glade og agere ud fra.

Nogle mennesker lærer man bedst at kende face to face. Sammen med andre spiller de roller, men alene sammen kommer man tættere på vedkommende.

I modellen er det i lige så høj grad den vertikale forbindelse som den horisontale, der betyder noget. Hvordan har jeg det med mig selv (vertikalt)? Hvordan er mit samspil mellem andre mennesker, nære som fjerne bekendtskaber (horisontalt)?

Normalt vil der være et samspil. Som barn har man brug for forældrenes kærlighed og accept, men har jo også brug for at mærke sine grænser og at blive irettesat. Denne prægning er primært horisontal, hvor mine egne refleksioner og handlinger ud fra egne bevæggrunde er vertikal. Samspillet og dermed også min forståelse af sandheden involverer både mig selv og de andre.

I barndommen bliver verden i venstre side stadig mere åben, begyndende med institutions ophold, hvor de tidligste barneår tilbringes sammen med de meget nære relationer, først og fremmest mor og far, dernæst søskende og bedsteforældre, alle sammen på højre side. Mødet med jævnaldrende er særdeles udviklende, ikke mindst sprogligt. Enhver form for konkurrence udvikles bedst og hurtigst med jævnbyrdige personer, hvor jeg kan sammenligne med med andre, nogle gange til min fordel, andre gange til en ad de andres. Her lærer jeg mig selv at kende, så mødet giver mig udvidet viden, først og fremmest om mig selv, men dermed jo også om de andre.

Modellens højreside er i relation til min stadigt voksende nysgerrighed i forhold til verden en tryghedsbase.

Samtidig med mødet med andre har jeg en stadig nysgerrighed efter viden. Hvorfor bliver det regnvejr? Hvorfor dit og hvorfor dat? er Spørge-Jørgens måde til tilegne sig verden på? Først forældrene, siden pædagoger og andre, primært voksne byder ind med viden og remser. Og så begynder mange børn jo også at læse selv og ser fjernsyn. Her får jeg, barnet, en vidensbase, en database, som senere i livet kan bruges videnskabeligt, men også som dybere viden, der ikke nødvendigvis er præcis og specifik viden, men kan have form af vished eller en god følelse.

Det er med udgangspunkt i den horisontale akse, at der skelnes mellem subjektiv og objektiv viden, og fordi virksomhedernes krav om effektivitet ikke giver plads til diffus viden. Nogle mennesker har brug for tid alene, ikke mindst for at integrere viden uden at være styret af udefra kommende normer og krav.