Hvorfor skal mennesker egentlig spærres inde? I skolerne sætter man ikke længere eleverne i skammekrogen. Den hjemlige pædagogik med at smide børn op på værelset, når de ikke makker ret, er vist nok på vej ud. I nyere boligbyggeri tages der udgangspunkt i, at der skal være plads til alle, og at rummene skal indrettes med henblik på at tilfredsstille ikke bare de basale fysiske behov, men også behovene for samvær og kreativitet. Sådan tænkte ingen arkitekter for 50 år siden.
Ved nærmere eftertanke er ufrivillig indespærring af voksne mennesker i lukkede rum en besynderlig handling, som ikke har noget tilsvar i det øvrige samfund. For mig at se er den lige så besynderlig, som da en stor procentdel af de psykiatriske patienter midt i de sidste århundrede fik det hvide snit, fordi det af videnskabsfolk blev opfattet som den helt rigtige behandling.
Man kan undre sig over, at indespærringen ikke er genstand for en offentlig debat, når man i øvrigt betænker de kritiske holdninger, som kendetegner mediedebatten.
Samfundsøkonomisk er der heller ikke noget nogen fornuft ved at sætte arbejdsduelige mænd og kvinder bag lås og slå, hvis de i øvrigt ikke udgør en risiko for samfundet. Voldsdømte, som venter på at afsone deres dom, er vel lige så farlige før som under afsoningen.
De konkrete eksempler fra danske fængsler viser tydeligt, at der ikke bare foretages simpel indespærring. Sideløbende tilføjes den kriminelle den ene krænkende handling efter den anden. Der må skjule sig et magtbegær, eller nogle får gennem deres arbejde opfyldt et behov for at kunne dominere andre mennesker. Så længe offeret er spærret inde, er mulighederne mange for at foretage krænkende indgreb. Og da ingen reagerer, er rammerne vide med hensyn til at være bøddel, hvis man kan undgå synlige men.
Opfattet som institution er volden usynligt indeholdt i bygningskomplekset. Det lader sig ikke påvise ved et eftersyn. Og fortalere for fængslerne kan nemt tilbagevise kritikken, fordi den er vanskelig at påvise. Desuden kan man ikke stole på kriminelle og deres udtalelser. De kan i øvrigt også trues til at tie stille.
Efterskrift: Fodlænker som straffemetode var ikke blevet introduceret i 2004, da jeg afleverede opgaven. Umiddelbart må de være at foretrække frem for indespærring, fordi den straffede kan bevare tilknytningen til sit arbejde og sit hjem under "afsoningen".