At gøre sig tilgængelig for kærligheden

Med et nyt kærlighedsmønster og dermed en ny måde at leve på er der også brug for at justere måden, hvorpå vi taler om seksualitet og kærlighed, og den måde vi lever på. Jeg forudsætter, at vi har indset både nødvendigheden og ønsket, hvis vi har været så heldige at prøve kærligheden på den nye måde.

At gøre sig tilgængelig for kærlighed er et andet udtryk for elskværdighed. Er jeg værd at elske, eller skal jeg først justere min adfærd?

I vores meget præstationsorienterede verden er kærligheden ofte en del af et bytteforhold. Hvis du vil gøre det(te) praktiske, vil jeg til gengæld give dig et eller andet som seksuel ydelse! Kærlighed bliver en handelsvare.

Eller kærligheden bliver en vane, ikke som udgangspunkt en nydelse, styret af lyst. Tidsmæssigt bliver den placeret så sent, at den ikke griber generende ind i aftensmad eller indkøb eller opvask.

Hvis den naturlige gnist bag ved kærligheden forsvinder, risikerer selve kærligheden at bevæge sig samme vej. Så spiser man heller lidt slik, eller den gode oplevelse med et glas vin bliver til en vane, hvor smagen erstattes af den rutinemæssige synkebevægelse, næsten som tvangsonani.

Så vejer man pludselig et par kilo for meget til, at man vil vise sig nøgen. Og så bliver man vist nødt til noget motion eller fitness, men uden at have den oprindelig lyst til livet.

For mange skal indstillingen til ens gøremål grundlæggende justeres. Ellers bliver det hele bare et midlertidigt scoop, der forsvinder igen, fordi det også er krævende at ville kærligheden. Man kan ikke bare gentage sig selv.

Opgaven er logisk også at formulere nye begreber om, hvad der er rigtigt og forkert. Hvad der er spild af tid, og hvad der omvendt bør satses på.

Hvis den gensidige vilje til det gode forsvinder, er der kun rollespillet tilbage.

De reelle eller positive faktorer i den gode flirt og i kærlighedens udvikling er disse:

Elskværdighed er attituden fra hver af de implicerede parter. Vi skal ville kærligheden, både som modtagere og som afsendere. Ellers er det hele omsonst. Vi skal være værd at elske, men vi skal også opføre os elskværdigt.

Attraktionen er det, der tænder. Det er noget medfødt, men i høj grad også resultatet af nogle konkrete handlinger, spisevaner, kondition, tøjvalg, livsindstilling, smil, replikker m.m. Det er måden at møde den anden på, at vise sig for andre, måske også at sige den replik eller levere den berøring, der bryder isen, som på én gang gør stemningen anderledes. Manden og kvinden har forskellige måder at være attraktive på, at kalde på den andens opmærksomhed.

Hvordan jeg har det med mig selv, har naturligvis også afgørende indflydelse på udviklingen af kærlighedsforholdet. Er jeg åben eller lukket? Er jeg glad eller ked af det? Er jeg mand eller kvinde? Har jeg udfoldet denne side af mig selv? Hvad møder jeg selv op med i forhold til den anden? i forhold til verden?

De to sidstnævnte forhold giver os mulighed for at forlænge nydelsen, at nyde hinanden, at være eksperimenterende, kreative.

Det sidste er, hvad to elskende gør, når samværet er allerbedst. Det kan være i sengen, men jo også så meget andet. Det er den lidenskabelige kulmination, men også forspillet og det, der sker bagefter. Vi ser det på film, hvor virkeligheden måske nok er knap så glamourøs, men ikke nødvendigvis intensiteten. Slet ikke når begge parter giver sig hen og er indstillet på kærligheden eller elskoven, eller bare glæden sammen.

Vi kender det måske bedst fra forelskelsesfasen, hvor det unge par dårligt nok ved, hvor meget godt de kan gøre for hinanden, morgenmad på sengen o.m.a.

De fire forhold er afhængige af hinanden, dog således, at de forhold, der står over for hinanden, ikke hænger umiddelbart sammen, men kun virker gennem de faktorer, som de hver især læner sig opad.

Jeg har i mange år søgt efter nogle sammenhænge, som virker i mellemmenneskelige relationer. Her er der fire helt konkrete.

Ligesom jeg i 1979 havde den positive tilgang til livet som et afgørende tema, gælder det også fremgangsmåden her. Hvorfor skal det hele altid være så surt?

Eller hvorfor skal det være den laveste fællesnævner, der i rollespillets hellige navn styrer et kærlighedsliv?

Nydelsen står i modsætning til lidelsen. Vi har selv indflydelse på, hvad vi vil have til at være længst, selv om vi naturligvis ikke bestemmer det.

Den højre side af figuren er den aktive del, hvor jeg eller andre kan være kreativ, innovativ. Den venstre er i modsætning hertil den kontemplative, handler om væren, tilstedeværelse.

Endelig er figurens top min indfaldsvinkel. Har jeg et rent hjerte? Har jeg hjertet med? Opfører jeg mig ordentligt? Har jeg skyklapper på, eller er jeg bevidst om, hvad jeg samtidig fravælger eller fortrænger? Altså er jeg en egoist eller hensynsfuld i min adfærd?

Det øverste felt er måden vi mødes på. Det nederste felt er måden vi er sammen på.

Interaktionen, samværet forløber i en cirkelbevægelse, hvor vi hver især byder ind med noget eller bare glæder os over at være sammen.

Når vi går tæt på de enkelte faktorer eller begreber i figuren, bliver det tydeligt, hvor forskellige de er, eller hvor forskellige områder de dækker.

Når faktorerne i figuren er uden organisk sammenhæng

Når der ikke er sammenhæng mellem de forhold, som i figuren nærmest smyger sig om hinanden, bliver resultatet ikke længere øget intensitet og livsglæde.

Hvert af de fire felter kan herefter beskrives som karikaturer.

I det øverste felt befinder sig en overdrevent høflig og elskværdig person, der gerne siger De til andre, som helst undgår fysisk kontakt. Der kan til nød gives hånd, når situationen byder det.

Til højre er karikaturen kønsbestemt. Når det er en mand, står han hver dag i fitnesscenteret og øver metodisk en opstramning af biceps og triceps, samtidig med at han kigger sig selv i spejlet. Intet må være slapt! Om nødvendigt bruger han medikamenter for at får større muskler. Måske øver han sig måske i scorereplikker.

Når det i stedet er en kvinde i det højre felt, overvejer hun sin næste plastiske operation. Det handler om at se godt ud, og de mænd, der måtte bejle, vurderes nøje på en skala. Hun er i øvrigt i hård konkurrence med andre kvinder.

Forneden har vi en excentriker, som frekventerer miljøer i subkulturen, jo mere ekstremt jo bedre. Tøjvalget er meget kulørt, hårfarven tilsvarende, og kroppen er fyldt med tatoveringer. Nydelse i det dionysiske univers er i højsædet.

Til venstre er det enten en gammel dame med mange katte, der har isoleret sig og med dem lever helt i sin egen verden. Eller også er der en alkoholiker, der aldrig vil kunne overbevise sig selv om, at han/hun ikke har det supergodt. Der er altid nye udsendelser til at slå tiden ihjel med, alternativt romaner eller ugeblade.

Bagsiden af velfærdssamfundet og dets frihedsbegreber er nogle eksistenser, hvis selvopholdelsesdrift er bundet op på en narcissistisk selvopfattelse, kendetegnet ved at være momentan og tilsyneladende. Der er ingen konsistens, ikke noget virkeligt at bygge på.

Samtidig kan det være svært at skelne mellem løgn og sandhed, mellem fiktion og fakta. Der er brug for Viagra, lykkepiller, nye scoretricks, mere tidsfordrivende underholdning, mere bagtalelse. Og i fjernsynet laves der flere og flere udsendelser, der skal kompensere den manglende realisering ude i virkeligheden.

Ensomhedens berettigelse

Fællesskab involverer også ensomhed, hvis der skal være dybde og ærlighed i foretagendet.

Man kan en masse til en vis grad sammen. Nogle gange kan man nå rigtig langt og rigtig dybt. Nogle gange kan en relation vare hele livet, måske flere liv.

Alle vil før eller siden støde ind i ensomheden. Selv ved den mest inderlige religiøse følelse vil der opstå situationer, hvor jeg er alene med mine begrænsninger. Og det kan være ganske lærerigt.

Tilsvarende gælder det med hensyn til relationer, at de har deres begrænsninger. Vi skal udnytte vore fælles muligheder. Men det er en lærerig proces at indse, at vi ikke kan alt sammen. Man kan godt skiftes mellem at være alene og være sammen. Det udelukker ikke hinanden.

Ensomhed i relation til figuren kan bringe tankerne hen på noget religiøst, at klargøre sig for Herren, at være tro mod sig selv, at være klar til at møde sin frelser. For mange giver det god mening, hvor Paradiset så er den evige salighed.

Vi har hver vores tilgang til livet, og det vil være forkert på forhånd at udelukke eller at diskvalificere en bestemt version, fordi den ikke lige passer i mit kram.

Ensomhed er tolerance, forståelsen for at andres måde at møde livet på kan være lige så god som min, men også at jeg altid har ret til at forfølge min egen forståelse af sandheden, fordi jeg vil forblive elskværdig, eller tro mod mig selv.

Man har ikke uendeligt mange skud i bøssen

Det kan være svært at finde og at opretholde kærligheden. Det kan virke som en snæver passage, en nål i en høstak. Der er mange måder at sige det på: en kamel gennem et nåleøje. Der skal en anstrengelse og en god portion vilje til.

På et tidspunkt dør man. Og så er handlemulighederne i hvert fald forpasset. Men forinden er der andre begrænsninger. Det gælder f.eks. om at økonomisere med den seksuelle formåen, eller bedre: at dreje den i en bestemt retning, at ville noget med sin kærlighed.

Jeg har selv indflydelse på, hvad jeg vil bruge livet til, hvem jeg vil være sammen med, og hvordan. Derfor kan jeg jo godt lade mig overraske, lade mig tage på sengen, eller tage andre på sengen! Livet er ikke slut, fordi vi tager det alvorligt!

I ethvert menneskes liv er der øjeblikke, hvor man bliver særligt glad. Det kan være en oplevelse, der før og lige efter ikke oplevedes som noget særligt. Men senere popper den op og presser sig på. Måske var det muligheden for en relation eller en genoptagelse af en relation. Eller bare den opmærksomhed, som ville have betydet, at noget havde udviklet sig helt anderledes.

Man kan ikke spole tilbage på en tidsakse, ud over i forestillingen, og dermed ikke fysisk lave om på fortiden. Men man kan lære af det.

Det vigtigste her og nu er at lære at være årvågen, at være opmærksom på aktuelle muligheder, og glad, når vi oplever noget godt, en ny åbning, måske "bare" et smil. Og så droppe alle de tunge forventninger og krav til hinanden. Tage det stille og roligt. Være glad, fordi nogen gad at smile. Lade være med straks at få ejerfornemmelser, eller at tolke signaler, som om det bare skal være os to.

Det kan sagtens være en ny måde at være sammen på i det gamle forhold, som pludselig bliver muligt. Der er ikke en facitliste, men der vil nemt kunne opstå en palet af muligheder, om ikke andet så den skønne bekræftelse af at være et seksuelt væsen. Og at nogen gider at kigge den vej!

Nye muligheder er ikke pr. definition seksuelle. Det kan være en hvilken som helst type af relationer, også familiemæssige. Men det er måske nemmere at forklare situationen, når den mellemmenneskelige relation er af seksuel karakter.

Kærlighed er indeholdt i alle de relationer, der har bare lidt substans, og som indeholder elementer som god energi, gensidighed og respekt, alle delmængder af de to cirkler ovenfor.

Stagnationen som en realitet

Der findes positioner, også personificeret, som ikke flytter sig. Alle mennesker kan flytte sig, men noget i nogle mennesker er stagneret, forbrugt, som sten uden potentiale. Måske er der sådan noget i alle mennesker. Det kan også være, at det som masse bare er uendelig svært at flytte, at jeg ikke kan gøre det, men andre måske. I hvert fald er det fornuftigt at indstille sig på, at man ikke kan alt, og ikke bør bruge kræfter på alt.

Med andre ord bør man nogle gange sadle om eller flytte retning, om man vil. Det er klogt at beskrive det metaforisk, da det sjældent er en god ide at kategorisere konkrete mennesker ukonstruktivt.

Nogle gange bør man bare komme videre, glemme det umulige og vende sig mod det mulige. Det mulige er bl.a. beskrevet i ovenstående cirkler som positive livsytringer og attituder.

Nogle forhindringer er længerevarende, f.eks. i form af forældre. Man skal bestemt ikke glemme læringspotentialet. Erkendelsen af umulighed og vanskelighed er en vigtig del af enhver udvikling.

Voksenlivet er i modsætning til barndommen karakteriseret ved ikke at have de samme faste bånd. Eller i tilfælde af bånd bør det være den voksne, der har fat i tømmerne, og er med til at bestemme retningen. Som individ har man normalt frihedsgrader, uanset hvor man befinder sig i livet. Og det er en god idé at være bevidst om de positive muligheder og at forfølge dem. Det er dem, der umiddelbart vil kunne udvikle og give glæde i livet.

Alle har pligter og opgaver, der skal løses. Men de kan inddrages i en konstruktiv proces med bevidsthed om nødvendigheden og et samtidigt fokus på det gode liv.

Drop det umulige! Gør det mulige! Hvem ved? Måske skifter det umulige derved karakter og bliver tilgængeligt.

Vandret differentiering

Når kærligheden udvikler sig til ejerskab, forsvinder forbindelsen mellem det øverste og det nederste felt (i den øverste figur). Så bliver forholdet til omverdenen et spørgsmål om høflighed, mens enhver form for glæde er lukket inde i soveværelset, og der vogtes over partnerens blikke uden for hjemmet. Jalousi overmander lynhurtigt enhver situation, der bare lugter at et smil til en person af det modsatte køn. Andre mennesker er konkurrenter, trusler. Ingen af parterne er glade, med mindre magtbegæret giver en form for nydelse. Samtidig bliver sminke nødvendigt for at blive ved med at se godt ud. Uden konkurrence bliver man tykkest på midten.

Resultatet er på sigt en slap og inaktiv krop. Personen bliver doven og lidenskabsløs. Vi har starten på en fedmeepidemi.

Alternativet, menneskehedens redning, er på ny at finde livsgnisten, den seksuelle impuls. Så enkelt er det faktisk. Og så kompliceret.

Vi skal helt ind i de nære relationer for at løsne op, at frigøre. Derfra kan vi starte en reel udvikling. Hvorvidt partneren responderer positivt og svinger med, ved man aldrig på forhånd.

Når der er åbenhed, kan et parforhold blive den base, hvorfra positiv livsudfoldelse tager sit udgangspunkt. Det siger sig selv, at bevægelsen i et forhold ikke i det lange løb kan være ensidig og vedvarende. Der skal to til at danse, eller til at slide hinanden op. Vælg selv!

Jeg tror, at mennesket som et seksuelt væsen, med antennerne ude, med livsglæden i behold, meget nemt forsvinder i et morads af normer og familieforventninger.

Det er afgørende for det gode liv, at der er rum til det, at jeg får lov, eller at vi får lov, at vi har den fornødne tid, at vi opdyrker det, som vi er gode til, at vi forfølger det og udvikler det. Så vil meget andet samtidig ændre sig til det positive.

Det er nødvendigt, at kulturen er venligt stemt, eller bliver det

Det kan også være samfundet, der giver lov, som giver muligheden for at gøre det usædvanlige. Det forudsætter et frit samfund og en levende kultur, alternativt er jeg så speciel, at samfundet kan lide at kunne prale af mig, fordi jeg kan noget særligt, er særlig god til noget.

Selv autoritære samfund har det med at give plads til nørder. I de gamle fyrstedømmer var der plads til en nar. I vore dage skal vi måske give os selv plads. Her regerer Janteloven, der virker, straks man træder ved siden af. Det er slet ikke sikkert, at det er udtalt. Meget ofte virker normerne gennem fortielse. Ingen taler om det, indtil en person efterfølgende reagerer fuldstændig irrationelt.

Inden for virksomhedsstrategi kalder de det for First Mover Advantage, når et produkt lanceres på markedet, uden at de andre når at reagerer, og har succes med det. Det skal man også lejlighedsvis bruge i kærlighedslivet. Det er nemmere at få tilgivelse end at få tilladelse, siger man. Jeg tænker det ikke som en fræk handling, men som en måde at manifestere mig selv, og ikke nødvendigvis at spørge først.

Naturligvis skal man bruge kløgt, og også kende sig selv i et vist omfang. Det er en god ide at være ædru, hvis man aktivt søger det gode liv.

Det perverse opstår, fordi det naturlige liv i mange år har været lukket inde, eller slet ikke har fået lov til at ufolde sig frit. Det har normalt en form, som ikke bør udleves uden bearbejdelse.

Det er den gode energi i kroppen, som det handler om at åbne for. Der findes ikke en standardmåde at gøre det på, men der er beskrevet metoder, som for mange vil være gavnlige, ofte på gruppebasis. Metoderne kan være dans, massage, samtale, men også kærlighedsudfoldelse med den elskede. Det handler om at forholde sig til og at bruge mulighederne, når de er der, eller at opsøge dem, nogle gange under overvindelse af de mest nærliggende impulser.

Det drejer sig om som person at etablere en platform, hvor jeg positivt og selvbevidst kan agere ud fra. Og hvorfra jeg kan integrere stadig større dele af det gode liv.

Hvad ungdomsoprøret efterlod af muligheder

Her kan de godt komme alle sammen med deres fine teorier og metoder, og pakke sammen!

Den som har ører at høre med, han hører! Den som har øjne at se med, han ser!

Endnu en variant af modellen eller figuren.

Der kan udledes meget om kvindelighed og maskulinitet. Hvordan opfatter, oplever vi vores forskellighed? Giver vi os tid til at glæde os over den nøgne krop? Glæder vi os over samværet? Nyder vi spændstigheden? Tager vi ved hinanden?

Udvikling af kvindelighed og maskulinitet handler også om at være som børn påny, at være umiddelbare, nysgerrige, vise at vi er glade for hinanden. Det handler dermed at mødes uden det rollespil, som vi for de fleste voksne overtager frustrationerne fra barndommen, hvor det ikke lykkedes at udfolde de naturlige kvindelige og maskuline sider, dengang som dreng og pige.

Der er ingen tvivl om, at mange frustrationer har rod i opdragelsen, i forældrenes måde at håndtere livsgnisten på. Som voksen kan vi hver især bearbejde de dårlige løsninger med henblik på selv at få den positive platform, som giver os umiddelbar adgang til det gode liv.

Mødet mellem et du og et jeg foregår gennem de fire elementer, som er nævnt i figuren. Det gælder, hvad enten det er det første møde, enten formelt eller frækt, med et glimt i øjet, eller det er det intime samvær med kys og kram. Bemærk elementerne i sprogets faste udtryk!

Ligesom i de øvrige tilsvarende figurer herover er ønsket eller målet sammenhæng mellem elementerne. Kærligheden og kroppene skal med i integrationen.

Det er i interaktionen, at vi bliver enige om, hvorvidt vi vil udvikle kærligheden, eller forbliver på et mere overfladisk rollespil. Hvis vi kan lide hinanden, vil vi mere end bare, hvad vi normalt forventer om hinanden. Hvad vil vi f.eks. gerne have den anden til at gøre med henblik på mere intimitet?

Ser vi bort fra seksualiteten og partnerskabet, kan vi overveje forholdet mellem ord og handling. Er vi til at stole på? eller putter vi os som pivskiddder og fylder andre med løgn?

Så kan man bruge den til at blive klogere på sig selv og andre, og livet.

Hvad ser du? Ikke: hvad tror du, du ser?

Hvad hører du? ikke: hvad tror du, der blev sagt?

Hvad gør du? ikke: hvad ville du gerne have gjort?

Hvad siger du? ikke: hvad burde du have sagt?

Dette er, som så meget andet, jeg formulerer, et opgør med tidens narcissisme, med selvtilstrækkelighed, bedrevidenhed, og forsøget på at benægte, at der har været et ungdomsoprør.

Det, der tæller, er det, der sker mellem mennesker, ikke hvad der rumsterer inde i deres reserverede hoveder.

Det aktive kærlighedsliv

Når det drejer sig om kærlighed, skal man ikke vælge det næstbedste.

Eller søge den gyldne mellemvej.

Man er nok nødt til selv at være den aktive partner, hvis det skal udvikle sig til en succes.

Vi er vænnet til og opdraget til at holde igen med følelseslivet.

Nu forudsætter jeg selvbevidsthed og ansvarlighed.

Vi skal have hele mennesket med.

Hvorfor nøjes med et parcelhus, hvis man kan få kærligheden?

Er det ikke netop parcelhuset, der får mange til at resignere resten af livet?

Og søge lidt forlystelser og så underholdning i tv som det ypperste?

En gang imellem festtaler med våde lommetørklæder ved særlige lejligheder.

Men ellers trummerum, og sangen om Larsen, måske Pinafore, hvis det skal være mere dramatisk: Stå aldrig til søs, lad de andre stå! Så ender du med kors og bånd og stjerner på!"

Måske succes i erhvervslivet, med mulighed for en blodprop, men med livsglæde på lavt blus.

Hvorfor nu det, hvis livet i virkeligheden kunne være noget smukt og dejligt?

Den sidste figur forudsætter vilje og handling fra mindst to personer, normalt et elskende par.

Men det kunne også være, hvad det skete, da Columbus opdagede Amerika. Hans første mange naive optegnelser. Inden de sendte flere af sted fra Europa.

Det kan også være den filosofi, der ligger bag ved den gruppe, som jeg jævnligt rejser med. Den kalder sig i øvrigt "See the World - from another point of view".

Den virker kun, så længe mindst to personer bibeholder inspirationen og glæden ved at rejse, og det hele ikke bliver for mageligt.

Ganske som i ægteskabet.

Processen

Alt starter i det små, således også den seksuelle proces. Alle voksne - eller næsten alle - kender samlejet, det fine samvær med et menneske af normalt det modsatte køn. Alle kender dermed også oplevelsen. Det er normalt, at den i sin debut er forbundet med kejtethed, men også en særligt sitrende forventning. Og de fleste må have oplevet samværet som noget meget dejligt og lykkeligt.

De fleste har vel stadig en god oplevelse af seksualitet som noget lykkebringende. Men er der ikke en tendens til en gradvis fortrængning?

Vi kender sproget på arbejdspladsen: "Det sagde hun også i går!" Vi kender fascinationen af store bryster og en lækker, veltrimmet krop.

Disse ytringer bærer ofte præg af distance. For i virkeligheden er det ikke helt så glamourøst. Eller mere korrekt er udseendet kun en delmængde af den gode stemning, ofte en overdimensioneret del. Og skønhed kommer indefra.

I figuren til højre har jeg forsøgt at indkredse, hvad der må være noget af det fantastiske, der gør sex til en fænomen, vi til stadighed tiltrækkes af. Det virker i det små, men også ved en mere permanent praksis.

Seksualitet kendes også som livskraften eller den energi, der konstituerer livet. Vi blev til ved et samleje, og vi glæder os til stadighed over de gode energier, selv om vi ikke længere skal formere os.

Hvis det hele er gået i stå, er der stadig håb forude. Vi har kroppen. Vi har hinanden. Så handler det bare om at give os tiden til at lade det gode liv udvikle sig.

Hvis det skal være rigtig godt, skal man arbejde på at undgå eller i hvert fald at udsætte den fysiske udløsning. Dermed forstærkes den cirkulære bevægelse, der jo ikke giver sig selv, og sjældent opstår som følge af et hurtigt knald.

En væsentlig tilføjelse er den forskel, som en professionel massør eller behandler kan gøre, alternativt den seriøse partner, der ikke kun tænker på seksuel udløsning. Her er målet at genskabe den gode energistrøm i kroppen, og i den forbindelse at løsne op for blokeringer. Det kan være vanskeligt, nogle gange smertefuldt, og involvere stærke følelser.

Her er den professionelle den kanaliserende part, der med fysisk berøring eller ved hjælp af healing er i stand til at løsne eller påvirke de punkter eller områder, der hidtil har tilbageholdt intensiteten. Det kræver mod, men også viden og åbenhed fra begge parter at løsne den fortrængte energi.

Af ovenstående følger også, at det fælles projekt ikke rækker længere, end hvad der er åbenhed til, eller hvad mindst den ene part kan rumme, med henblik på forløsning og transformation.

Det vil være helt ideelt med en partner, hvor begge er enige om at arbejde sig ind i kærlighedens mysterium, og dermed en forløsning af livsenergierne, at turde gøre det, som ingen har prøvet før, at lytte til hinanden, at forfølge de muligheder, der rummer mest intensitet, og at gøre det sammen, uden at vide, hvad det egentlig sker.

Men det er vist ikke mange, der tør gøre springet sammen.

Kapacitet er formåen, der som potentiale kan udvikles. Som udgangspunkt er vi hver især udstyret med nogle muligheder, en kapacitet, der ikke ligner andre menneskers. En uddannelse har til formål at udvikle et potentiale. På samme måde kan et kærlighedsliv fremelske de positive muligheder for at agere i et menneskeligt perspektiv. Åbenhed eller modtagelighed er afgørende for, hvor meget der kan fyldes på, og hvor langt man kan nå.

Processen er at give og at modtage. Det er heller ikke anderledes end enhver anden kommunikationssituation. Blot har vi her med krop og følelser at gøre, hvor de kendte kommunikationsmodeller som udgangspunkt beskæftiger sig med sprog og handlinger, og hvor metaforen er lidt maskinel. Således kaldes opfattelse for perception, efter at budskabet er blevet afsendt. Det vitale er pillet ud af en sådan model.

Målet er selvforvaltning

Intentionen med at inddrage andre eller den anden er ikke at åbne en uendelig række af nye muligheder, men at frigøre så meget potentiale, at jeg selv bliver i stand til at stå på egne ben, og at kunne tage beslutninger på vegne af min egen modenhed. Selvfølgelig vil det også betyde, at den anden eller de andre tilsvarende bliver bedre til at tage udgangspunkt i deres egen kerne, og ikke konstant at være i lommen på en neurotisk adfærd eller en anden form for tvangsforestilling.

Hvis det lykkes for mig at frigøre sider af mig selv, vil andre i stedet for blot at være projektionsbærere i højere grad kunne være sig selv. Der bliver mere plads til den umiddelbare glæde, der ikke er ledsaget af krav og modkrav.

Energien bevæger sig til stadighed omkring nogle grundlæggende forhold i menneskelivet. Vi skal til stadighed have føde. Vi er seksuelle væsener. Vi søger kærligheden. Vi søger også harmonien i udtryk og adfærd. Vi er sociale væsener, og vi er individer med hver vore muligheder og styrker.

Jeg kan ikke på samme tid være slave og være fri. Derfor skal jeg i denne sammenhæng lære mig selv at kende. Selvkundskab er ikke noget stationært, men handler om interaktioner, rytmer, bevægelse, udtryk.

Det involverer andre. Det kan bare ikke undgås. Også konkrete andre. Og det er vigtigt at gribe det rigtigt an.

I midten af kroppen har vi en såkaldt væsenskerne, der adskiller over- og underliv. Begrebet underliv kender alle.

De færreste vil være ved deres underliv. Derfor har det også fået det meget belejligede navn. Det har derfor heller ikke noget sprog.

Men vi har et metaforisk sprog, f.eks. at stå på egne ben. Vi kender det også om overlivet, f.eks. at tage sagen i sin egne hånd. Med mindre hånden hører til underlivet. Det gør den, når vi står oprejst.

Når vi bagtaler hinanden, mister vores underliv hver gang vitalitet. Man får f.eks. løse lår. Seksualiteten stivner og findes kun som lyssky  aktivitet under dynen, svarende til opdragelsen, hvor hænderne skulle holdes over dynen. Dernede er det "fy!" og "ulækkert!", og vi taler i hvert fald ikke om det i det offentlige rum. Det er fint nok og også tilstrækkelig distanceret, når det får plads i revyer eller i særlige fjernsynsprogrammer. Men det må ikke blive for virkeligt!

I en selvudvikling bliver vi nødt til at tage fat på problemet, med mindre vi vælger en ny kategorisering, f.eks. den spirituelle, hvor vi bare transformerer seksualiteten over i et andet begrebsapparat.

Vi oplever også en opblomstring af nyreligiøse bevægelser, kristne eller muslimer, hvor den sidste gruppe udløser underlivet i et masseangreb i form af et selvmordsangreb på en stor gruppe mennesker, jo større, jo bedre.

Nogle kategorier er naturligvis mere konstruktive end andre, men hvorfor bruge al energien på at fastlåse sig selv? på en ny guru? når vi lige så godt kan frigøre os selv? Svaret er naturligvis, at det er en vanskelig proces. Men den skal da prøves, ikke sandt?

Når mit oprindelige manuskript aldring fik skyggen af chance til at begynde med, var en vigtig årsag, at de personer, som skulle læse det på forlagene, sad ved deres skriveborde i en fastlåst stilling. Her er underlivet på forhånd diskrimineret.

Det samme gjaldt de "lærde", som jeg kontaktede. De har hver især udviklet deres vokabularium, som disciplinerer kroppen, også selv om de måske som unge repræsenterede et nybrud.

"Jeg er for gammel til at lære nyt!" er et andet ord for den autoritetstro, der omgærder kroppen og de vitale muligheder som et panser. Her er det ikke muligt at stå på egne ben. Men man kan sagtens fungere udmærket og være et godt menneske. Nogle pansre er også løsere og mere vitale end andre.

Hvordan løsnes et panser?

Som nævnt involverer disse cirkulære 4-delinger mødet mellem to eller flere mennesker, hvor mine tidlige 4-delinger i højere grad så verden ud fra et individperspektiv.

Det ene er ikke mere rigtigt end det andet, og de interaktive former garanterer på ingen måde faste forbindelser. De er som sådan ikke kontrakter, kun mulige forløb gennem relationer.

Det drejer sig om at lade lysten få overtaget over vanen, at give livsglæden plads i stedet for livsmodet, at give selvtilliden forrang for Janteloven.

Fordomme er en meget sejlivet størrelse og kan kvæle et liv, ja livet i generationer. Den kan sagtens optræde og opbygges i de nye slægtled, som vi har set det efter Ungdomsoprøret.

Fordommen er der som en næsten allestedsnærværende form, klar til at nedbryde enhver form for livsytring. Og den gør, hvad den kan over for de nye generationer, børnene, der som alle nye generationer udtrykker livslyst og Fanden i voldskhed. Her kommer vi! Lyt til os! Nej! det skal pakkes pænt ind, og garneres med slik og skøre regler! det bløde og det hårde. Lad dog livet få plads!

Gentagelsen er vigtig, hvad enten man vil bryde eller etablere et panser. Tålmodighed. Vilje. Tro.

De samme 4 faktorer kan være dem, der holder traditionen sammen, og som konstituerer den konservatisme, der negligerer det nye.

Derfor er den bagved liggende vilje naturligvis afgørende for udfaldet, hvad der overlever, hvad der skal udvikles, udfoldes.

At glæde sig over glæden

Livet er i virkeligheden såre enkelt: lev det og glæd dig over, at det udfoldes!

Når du er sammen med en anden, så vær glad sammen! Når noget er godt, så forfølg det! Hvis du kan gøre noget for at gøre det endnu bedre, så gør det!

Lad være med at gøre noget for din egen skyld! Gør det, fordi det er godt, ikke med slet skjult bagtanke! Gå i dybde sammen! Lad der være lyd på, hvis det virker rigtigt!

Det er ikke kun seksuelt, men det er det også. Det kan være sammen med børn eller børnebørn. Det kan være i en social kontekst. Alle har så travlt med at være reserverede, eller at gøre tingene på en meget kontrolleret måde.

Lad i den henseende være med at gøre noget, der bevidst dæmper eller udsætter den gode energi!

Lad dog livet komme! Lad det være der! Lad det udvikle sig! Glæd dig over, at det er godt!

Kan du gøre noget for at gøre det bedre, så gør det! Som regel ved du udmærket, hvad du kan gøre!

Integration i modellen til venstre er også at lære hinanden og af hinanden, hvad der er godt, og hvad der virker rigtigt - sammen og hver for sig.