Fænomenet straf i de
tidlige kulturelle paradigmer
Begrebet straf
Straf er en reaktion på en uønsket handling.
Du gør noget, som jeg ikke bryder mig om. Du har måske
opført dig destruktivt – eller bare dumt – i mine øjne. Ved at straffe dig
viser jeg, at du ikke skal opføre dig sådan igen.
Straffen kan være en hurtig reaktion i form af en
ørefigen eller et kæbestød, hvis man kun har sin egen fysik til rådighed. Det
kan også være en reprimande, som gør den anden ked af det, eller får
vedkommende til at skamme sig.
Med redskaber til rådighed bliver straffemulighederne
mere sofistikerede, og magtforholdet bliver nemmere at håndhæve, med mindre
parterne er jævnbyrdige. I så fald kan en duel afgøre styrkeforholdet.
Hvis magtforholdet er givet på forhånd, kan magten
vedligeholdes ved at straffe med særlige redskaber. Pisk er udviklet til
formålet. Det samme er stokke. Og er der behov for at vise andre, at man har
magt, kan synderne eller forbryderne sættes i halsjern eller gabestok, så andre
kan spytte på dem eller håne dem. Magt kan også udvikle sig til tortur, der
udføres efter detaljerede instrukser. Den ultimative magt er at kunne straffe
ved at tage livet af et andet menneske. Hvis forløbet oven i købet kan beskrives
i en lov, er kontrollen på samme tid ydmygende og legal.
Den materialiserede straf er at kunne lukke et barn
ind på sit værelse, indtil det makker ret, eller at sætte en person på over 18
år i fængsel. Der forudsættes for den voksne, at han er dømt ved en
retsinstans, og at forbrydelsen, som han straffes for, er beskrevet i en lov.
Intentionen er at lade straffen være retfærdig, eller i hvert fald renset for
tilfældige afgørelser. Med straffen fortæller vi den skyldige, at vi ikke vil
acceptere hans handlinger, men vi fortæller også omverdenen, at vi ikke
tolererer den type handlinger.
Hvad det helt præcis er, vi straffer for, har normalt
en historisk og kulturel begrundelse. Vi sender et signal ved at straffe, som
er med til at stadfæste, hvad der er normalt, og hvad der er unormalt.
Begreberne rigtigt og forkert forbindes normalt med, hvad der er legalt, og
hvad der er strafbart.
Der er visse former for adfærd, som meget langt
tilbage i historien har været opfattet som forkert og strafbart, f.eks. at slå
et andet menneske ihjel. Under visse omstændigheder kan det dog være legalt. Så
længe det er legalt, er det altså ikke strafbart. Det gælder f.eks., når vi med
loven i hånd straffer et andet menneske ved at henrette ham.
I de lande, hvor dødsstraffen er afskaffet, idømmes
der ved domstolene enten bødestraf eller frihedsstraf. Frihedsstraf vil sige at
tvinge en anden person til at opholde sig i nogle dertil indrettede bygninger i
en bestemt tid, som afgøres ved lov. Der er ingen fysisk vold forbundet med
straffen, som alene er et ufrit ophold i nævnte bygningskompleks.
Straffen kan således antage mange forskellige former.
Det er den straf, som er knyttet til juraen og den nationale lovgivning, som i
det følgende vil være temaet. Men det er hensigtsmæssigt også at være opmærksom
på de fænomener, som er nævnt ovenfor, fordi straffemetoderne udspringer heraf,
og fordi fænomenet straf også i dag er under udvikling.
Det tidligste paradigme
Historisk er der - med udgangspunkt i den kulturelle
udvikling, som er beskrevet i det foregående - basis for at fortælle om 4
forskellige paradigmer, som hver især har sine grundlæggende antagelser om
straf. Det ældste skal findes i tiden, før teknologien, der førte til jordens
opdyrkning, for alvor slog igennem. Vi ved ikke meget om dengang, kun at
mennesker strejfede i forhold til jagtbyttet og vilde frugter i naturen. Nogle
har haft boplads tæt ved vandet og har ernæret sig ved fiskeri. Hvis der har
været en organisation i gruppen, har den været forholdsvis løs. Omfanget af
organiseret samarbejde har været begrænset. Der er naturligvis tale om
generaliseringer, hvor der har været undtagelser, f.eks. blandt fiskere. Og der
har også været store geografiske forskelle. Man har kunnet tænde ild og bruge
redskaber, men uden derfor at være særligt specialiserede.
Skal man udtrykke sig om fænomenet straf, er mit gæt,
at der har været tale om kontant afregning. Stillet over for en fjende har
dilemmaet været: vind eller forsvind. I et eskimoisk sagn fortælles det, at
sejrherren straks efter at have dræbt en anden trak hans testikler ud af
kroppen og fortærede dem. Lignende fortællinger kendes fra kampe mod bjørne,
hvor jægeren efter at have nedlagt dyret rev hjertet ud og spiste det for at få
bjørnens kraft. Mennesket er på dette kulturelle stade i meget direkte kontakt
med naturen.
Hvad det gælder om i
primitiv kultur, er dels, at den forurettede får afløb for sin hævntørst, og
dels, at samfundet opretholder fred og ro, hvorfor det om fornødent fastsætter
visse regler for hævnens udførelse; men om retfærdigheden dermed sker fyldest i
vor mening, er der ingen, som tager hensyn til … Den, der har tilføjet mig
skade, skal undgælde derfor! [KultV
bd II 330]
Hævn og hurtig afregning har kendetegnet perioden,
hvad angår straffemetoder. I vore dage kalder vi det selvtægt.
Øje for øje og tand for
tand
På agerbrugets tidlige stadier tages beslutninger
lokalt, i gruppen eller stammen. Det er ikke et overordnet regelsæt, som
regulerer gruppens handlinger, ud over hvad den selv bliver enig om.
Gruppenormer baserer sig på, i hvor høj grad den eksterne tilpasning er
lykkedes, f.eks. om man forventer at kunne blive boende og dyrke afgrøder i
længere tid. Den interne integration afhænger ikke mindst af gruppestørrelsen.
Jo flere individer, jo større krav om et hierarki og et regelsæt.
Med faste grupper omkring agerbruget vokser behovet
for organisering af arbejdet og det sociale liv. Der opstilles regler for
korrekt adfærd og dermed også for forkert adfærd. Reglerne formuleres lokalt og
er ofte knyttet til en metafysisk opfattelse af tilværelsen. Hungersnød og
sygdomsepidemier er Guds eller gudernes straf og kan kun undgås ved ofringer.
I den jødiske kulturkreds opstår de 10 bud, der
fortæller, hvad man skal, og hvad man ikke må. Disse grundlæggende antagelser
griber direkte ind i hele samfundslivet og retsopfattelsen. Det er typisk
ypperstepræsterne, som tolker lovene ud i det praktiske liv, således også
hvilke straffe der skal tages i anvendelse ved overtrædelse af loven.
Fra babylonisk kultur findes en tilsvarende praksis,
hvor reglerne er nedfældet i Hammurabis Lov (o. 1750 f.Kr.). Konsekvenserne er
utvetydigt udformede, f.eks.
§ 195
Sett at en sønn har
slått sin far, da skal man hugge av hans hender.
§ 196
Sett at en fribåren
mand har slått ut øyet på en fribåren manns sønn, da skal man slå ut hans eget
øye.
§ 197
Sett at han har
brukket en fribåren manns ben, da skal man brekke hans eget ben.
§ 199
Sett at han har
slått øyet på en fribåran manns slave eller har brukket et ben på en fribårens
slave, da skal han betale halvparten af hans kjøbepris [EurR
8].
De sociale forskelle udmåles meget kontant i
straffemåden. Værdien af en fribåren mands øje eller ben er væsentlig højere
end værdien af slavens tilsvarende. Straffen påføres fysisk på en måde, der
efterlader forbryderen amputeret og svækket, uden mulighed for at reetablere
den manglende legemsdel.
Muligheden for udstødelse og fredløshed var en anden
form for straf, hvor den udstødte skulle forlade gruppen, enten for en periode
eller for bestandig. Det var forbundet med dødsstraf at hjælpe en fredløs.
Ved tvister mellem to ligesindede findes afgørelsen
ved tvekamp:
Duellen ligesom
Fejden træder i Stedet for Rettergangen og ikke blot for det enkelte Afsnit af
den, som har til Formaal at godtgjøre Sandheden af bestridte Kendsgerninger …
Duellen indtraeder jo paa det samme Stadium i Processen som de andre
Bevismidler og traeder i Stedet for dem [Norm
IV 225]
Her er det den stærkeste, som vinder, og som også får
retten på sin side, uden hensyn til, hvad der er sandhed. Æresbegrebet vejer
tungere end retfærdigheden ved afgørelse af stridigheder. Enten dræbes taberen
under kampen, eller resultatet bevirker, at taberen og dennes slægt efter
kampen mister status i forhold til vinderen.
Begreber som nåde og tilgivelse eksisterer ikke som
muligheder i den tids retsopfattelse. Straffen er at tabe og som eventuelt
overlevende at blive placeret i et underordnet forhold til vinderen af duellen.
Eller straffen er fysisk, uden mulighed for reetablering af den tabte
legemsdel.
Straf som religiøs og
enevældig magtanvendelse
De store verdensreligioner introducerede sig selv
gennem korstog, religionskrige, kirkebyggerier og inkvisitioner. Det er
paradoksalt, når man betænker deres idegrundlag, f.eks. kristendommens
næstekærlighed som det centrale bud. Det er også paradoksalt, fordi den
tidligste udbredelse skete ved hjælp af lidenskabelige tilhængere, der var
villige til at ofre sig selv i sagens tjeneste, når de f.eks. nægtede at
tilbede kejseren i stedet for Gud.
Med den organiserede kirke opstod forestillingen om
Djævelen som modstykket til Gud, men også et skræmmebillede i modsætning til
den sande kristendom. Disse grundbegreber blev materialiseret ved et omfattende
kirkebyggeri og en forfølgelse af personer, der var anderledestænkende.
Omvendelse var nøgleordet, med mindre man ville brændes på bålet, og det var et
konkret alternativ, som var til at føle på. Der var ikke meget frivillighed i
beslutningen.
Byggeri og organisation hænger uløseligt sammen. Det
er nødvendigt at have et sted at udfolde sin magt. Og magten kan kun udfoldes,
hvis der placeres personer ude i de områder, hvor beslutningerne skal sættes i
værk.
Senere overtog de
kristne faktisk den praksis fra dem romerske hærs administration at organisere
sig i distrikter (stifter), som hver blev administreret af en central
opsynsmand (biskop), en organisationsstrategi som eksisterer den dag i dag [SO
186].
Administration omfatter opkrævning af skat, hvervning
af soldater, men også et politikorps, der sikrer ro og orden i et samfund under
opbygning. Sideløbende med de fysiske tiltag foregår der en stadig opdragelse
og undervisning befolkningen i den rette tro. Vi ville med god ret kunne kalde
det indoktrinering i dag. Der bygges kirker, klostre og siden skoler, for at
børnene kan lære deres katekismus.
Opbygningen af stater i den vestlige verden har været
nøje forbundet med kirkens fremmarch. Det kan være svært at erkende i dag, hvor
stat og kirke i vores del af verden er adskilte funktioner. I begyndelsen var
det kirken og kongemagten, som enten samarbejdede eller var i konflikt med
hinanden. Den instans som havde magten, var også den, som stod bag domstolene.
Først på et senere tidspunkt blev staten udskilt fra kongemagten, svarende til
det efterfølgende kulturelle paradigme.
Forestillingen om Satan eller Djævelen gjorde det muligt
at skelne skarpt mellem det gode og det onde, hvor det onde var det strafbare.
Det onde kunne også være pesten, der hærgede Europa i 400 år. Hvis det var
muligt at finde en syndebuk og lade vedkommende undgælde med livet, gav det for
en tid fred i sindet og befolkningen.
Fra kirkens side blev heksebrændinger anvendt som
straf mod anderledes tænkende, såkaldte kættere. Bålstraffene blev benyttet fra
midt i 1500-tallet til sidst i 1600-tallet, ikke mindst efter reformationens
indførelse. Årsagen kan have været, at troen herefter blev et anliggende for
menigmand, idet Bibelen blev oversat til nationalsproget. Det havde også
konsekvenser på andre af livets områder.
Ligesom
Reformationen i 1536 ophøjede ægteskabet som det ”Guds velbehagelige” blev
sexualitet praktiseret udenfor ægteskabets rammer på det skarpeste fordømt af
kirken som hor og djævelens værk [Lla
95].
Kirken var en kontrollerende myndighed, som ingen
kunne undgå, heller ikke ved at flytte til en anden egn.
Ankom et menneske
til et sogn, eller rejste det til et andet, måtte skudsmålsbogen forevises og
påtegnes af præsten. Af bogen fremgik det, hvornår ejeren sidst havde været til
alters, om han havde udstået kirkens disciplin eller på anden måde været i
konflikt med myndighederne, om han levede i ægteskab eller ej, hvilket erhverv
han havde, og hos hjem han tjente, hvor han havde opholdt sig til forskellig
tid, og hvordan han havde opført sig i sine forskellige tjenester [DiD
II 95].
Disciplinen og ufriheden ved egen tilværelse var
betydelig. Over for hovbønder stod det ridefogeden frit for at anvende
træhest, ophold i
hundehullet, prygl og andre former for tugtelser [DiD
II 602].
Til at håndtere tyveri og hæleri blev der i København
i 1686 etableret en undersøgelsesret, hvis metoder var skrappe:
Først anvendtes
tommeskruer og benskruer; hvis det ikke hjalp, fik den sigtede arme og ben
bundet tæt sammen og blev rullet med blottet ryg over småsten, og var han
stadig uvillig til at gå til bekendelse, blev en snor med 5-6 knuder – en
”rosenkrans” – bundet om hans pande og drejet hårdt til med en lille kæp.
Torturen blev kaldt den polske buk [DiD
II 293].
Det var en væsentlig del af magtdemonstrationen at
idømme straffe og at lade dem eksekvere offentligt, f.eks. på galgebakken uden
for byen. Det retslige forløb hemmeligt, uden deltagelse af den tiltalte eller
vidner. Det var ikke unormalt, at den tiltalte blev udsat for tortur for at
aftvinge en tilståelse. Beviserne blev sammenholdt som et regnestykke – to
halve beviser udgjorde tilsammen et bevis - men manglende tilståelse betød, at
der ikke kunne idømmes dødsstraf, med mindre man altså undlod torturen. På den
måde var forhøret et spil mellem myndigheden og den tiltalte, med bøddelen som
mellemmand.
Lidelse, udfordring
og sandhed forbindes med hinanden ved torturens praksis. De bearbejder i
fællesskab patientens krop… [Målet er at fremkalde] den skyldiges bekendelse.
Men det er også en kamp, hvor den ene modstander besejrer den anden, hvorpå
sejren på rituel måde ”frembringer” sandheden. Tortur for at fremtvinge en
tilståelse har præg både af et forhør og en duel [MF
41].
Efter domsafsigelsen foregik afstraffelsen et sted,
hvor alle interesserede kunne overvære forløbet. Forbryderens krop var genstand
for straffen, og målet var at afskrække og at vise, hvem der havde magt, og
hvad det medførte at træde ved siden af.
Blandt makabre henrettelser bør nævnes radbrækning,
hvor skarpretteren løftede og med stor kraft førte et vognhjul mod offeret, så
brystkasse, arme og ben blev knust. Herefter blev offeret flettet på hjulet og
opholdt sig der, til han døde.
Firedeling foregår ved, at offeret rykkes fra hinanden
ved hjælp af fire heste på en åben plads.
Halshugning med økse eller sværd forekom hyppigt, og
det var afgørende, at bøddelen ikke fumlede med opgaven.
Endelig bør hængning nævnes, hvor det var en særlig
skam bagefter at blive begravet i galgebakken med hovedet skilt fra kroppen.
Gabestokkene,
galgerne og skafotterne rejses på offentlige steder eller ved vejkanterne. Det
forekommer at de tortureredes lig ligger i dagevis på let synlige steder i
nærheden af forbrydelsens åsted. Det er ikke nok, at folk ved, de skal også se
med egne øjne [MF
55].
Straffemetoderne havde som det primære formål at fastholde den enevældige kongemagt, eller demonstrere, at der var et hierarki i samfundet, som ingen kunne undslå sig. Magtdemonstrationen var total og legitimeret af kirken, som indtil reformationen troede på, at kirkefædrene efter apostlen Peter var udstyret med en guddommelig beslutningskompetence.
Læs
videre i besvarelse af prisopgave
Litteraturliste (udvalg)
|
Forfatter |
Titel [forkortelse] |
Forlag og årstal |
|
Axel Steensberg |
Dagligliv i Danmark 1720-1790 [DiD II] |
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1971 |
|
Jes Bjarup, Ole Fenger, Stig Jørgensen |
Juridisk Bogformidling Aarhus 1989 |
|
|
Kaj Birket-Smith |
Kulturens Veje [KultV] |
Politikens Forlag 1966 |
|
|
Lovens lange arm [Lla] |
Den Jyske Historiker 1983 |
|
Johannes Steenstrup |
Normannerne [Norm] |
Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie 1972 |
|
Michel Foucault |
Overvågning og straf [MF] |
Rhodos 1977 |
|
Elaine Pagels |
Satans oprindelse [SO] |
Hekla 1995 |