Paradigmeskift

Dyr og planter

I naturen skifter dyr og planter status flere gange i løbet af deres levetid. Frø bliver til en plante gennem spiring. Knopper bliver til blomster. Planten kaster nye frø og forgår i det naturlige kredsløb.

Insektet ændrer status fra æg til larve til puppe til voksen.

Hunfisken lægger æg, gyder. Det er hannen, der med sin sæd sikrer, at æggene kan udvikle sig. Æggene udklækkes i store flokke, hvorved arten beskytter sig selv mod rovfisk.

Fuglen begynder sin tilværelse som æg og finder selv vej ud af ægget. Som fugleunge er det afhængig af sine forældre til at fodre det og beskytte det. På et tidspunkt bliver det en ny flyvefærdig fugl, som når den bliver kønsmoden, finder en mage og selv bygger rede og lægger æg. Det gentager sig i reglen et par gange om året.

Pattedyret føder levende unger. Alle dyrene har en fase i livet, hvor de er afhængige af forældrene, både til at skaffe føde, beskytte dem mod rovdyr, men også at lære dem jagten, hvis det selv er et rovdyr, eller hvordan det i øvrigt skaffer sig føde.

I alle tilfælde er der tale om en udvikling, som har været tusinder eller millioner år undervejs. De levedygtige arter eller individer har haft evnen til at tilpasse sig ændrede vilkår og har været robuste. Der er udviklet et handlingsmønster, som følger årets gang, og en instinktiv adfærd, der får dyret til at være på vagt, men uden at blive stresset, fordi det også har lært at hvile i naturlige omgivelser.

Mennesket som kulturvæsen

Mennesket har en mere kompliceret adfærd end de andre pattedyr, men har i øvrigt mange ligheder. Vi kan ikke bare gøre som dyrene. Vi er udstyret med en større hjerne, fordi vi skal tænke over, hvordan vi løser problemerne. Hjerneaktiviteten er blevet en vigtig del af vores adfærd.

Vi har som dyrene en barndom, hvor vi er afhængige af far og mor. Barndommen er længere end hos de andre dyr. Her lærer vi bl.a. at spille rockmusik og sende sms'er. Det er måske ikke altid lige vigtigt.

Man kan vel næsten sige, at den instinktive adfærd er afløst af en kultivering. Når vi ikke lever ude i naturen, har vi ikke brug for så mange naturlige reflekser. Det vil dog være uklogt at negligere dem, selv om vi nok er tilbøjelige til det.

Fordi vi er så specielle, er vi blevet udstyret med religioner og ritualer gennem myter, der påbyder os at handle på en helt speciel måde. Vi er ikke kaniner, der kaster os over den første, den bedste. Vi har lært at være monogame. I nogle kulturer har polygami været anbefalet. Det kan hænge sammen med mangel på mænd eller på kvinder.

Menneskelivet ligner dyrenes på mange måder. Historisk har det dog haft flere facetter. Og vores indlæring har været mere kompliceret, uden at vi altid selv har kunnet forstå hvorfor.

De første paradigmeskift

Først skulle vi lære at opdyrke jorden. Det var for usikkert at gå rundt og samle bær, eller at jage byttedyr. Der var perioder med tørke, og vi lærte at opbygge forråd, hvor vi kunne klare os igennem vinteren. Brugen af ild har på samme måde været vigtig for vores overlevelse. Her lærte vi at brænde skov, for at vi kunne bearbejde jorden.

Det var en stor omvæltning at lære at blive bofaste. Den tids mennesker udviklede små samfund, hvor en regulering var nødvendig. Alle skulle deltage i arbejdet og deltage i fællesskabet, som også indebar ofring til guderne. 

Fællesskab fordrer en regulering, og love bliver udformet, hvor der er behov for en retfærdig løsning på tilbagevendende konflikter eller problemer. Det kan undertiden være et spørgsmål om stammens eller gruppens overlevelse.

Det var almindeligt i de små bysamfund at skille sig af med de fostre, der havde skavanker. De blev sat ud til de vilde dyr. Det var også normalt i nogle samfund at skille sig af med pigebørn på samme måde. I Athen måtte en familie kun beholde den førstefødte pige, mens den beholdt alle drengebørn. Det skete på trods af, at der i det samme samfund blev formuleret nogle af de demokratiske grundprincipper, som vi i dag gør brug af. Den tids demokrati omfattede kun frie mænd, altså heller ikke slaver. Så man kan vel sige, at det efter vores målestok var et umodent demokrati.

Der var væsensforskel mellem mænds og kvinders rettigheder. Det gjaldt også i Romerriget. Kvinden var mandens ejendom. Hvis han døde, og hun ikke var for gammel, kunne hun vælge at gifte sig videre i hans slægt. Ellers kunne hun kun påberåbe sig medgiften, mens mandens slægt overtog resten.

Kristendommen

Det var i under disse vilkår, at kristendommen blev til. Den havde som idégrundlag, at kvinder og mænd, fri og trælle skulle være lige. For kvinden var det noget helt nyt, og det nye kvindesyn har været afgørende for civilisationens udvikling.

Befolkningstallet var faldende i romerriget. Seksualmoralen havde også antaget former, hvor kvinden var et brugsobjekt. Hun skulle passe hjemmet, og så skulle hun bruges til at føde børn. Det var i sig selv risikabelt. I sit voksne liv var hun i gennemsnit gravid i 5½ år.

Den giftefærdige alder var 12 år for piger, hvor det altid var forældrene, der aftalte giftermålet for at sikre slægten.

Kvinder fik normalt ingen uddannelse og dermed heller ingen karriere uden for hjemmet. På det tidspunkt var der meget stor børnedødelighed, og gennemsnitslevealderen var under halvdelen af den, vi kender i dag.

Kristendommen gav kvinden en ny status, og kristne kvinder blev eftertragtede, efterhånden som troen bredte sig i romerriget. Den øgede selvbevidsthed betød, ud over at kvinderne blev senere gift, at de også fik en uddannelse og blev i stand til selv at tjene penge.

At kristendommen senere skiftede markant karakter, ændrer ikke ved, at den i de første århundreder var årsag til et paradigmeskift, der i forhold til civilisationen blev afgørende for vores overlevelse. Andre religioner har utvivlsomt haft noget af den samme virkning.

Frihedsbevægelser og grundlovssikrede rettigheder

Det varer dog stadig mere end et årtusinde, før respekten for menneskelivet bliver nedfældet på skrift i form af grundlovssikrede rettigheder.

Udgangspunktet var også i dette tilfælde en udvikling, der bl.a. blev kendetegnet ved enevældige konger og undertiden et ekstremt magtmisbrug. Undervejs gik kirke og militær ofte hånd i hånd, hvad korstogene var et eksempel på. Internt i de kristne lande blev der foretaget hekseafbrændinger for at sikre den rette tro.

Paven var med til at dele resten af verden mellem Portugal og Spanien, som dengang var de store søfartsnationer. Det var ikke så vigtigt, at 85% af indbyggerne på et nyt kontingent døde, enten ved våbenmagt eller ved overførsel af sygdomme. De var jo hedninge.

Med frihedsbevægelser, der længe havde meget vanskelige kår, selv helt oppe i vore dage, hvor USA har understøttet brutale militærdiktaturer i Sydamerika, lykkedes det efterhånden at få formuleret de frihedsrettigheder, som vi i vores del af verden tager for givet.

På samme måde som der er stor forskel på kristendommens intention og dens voldelige udvikling, har frihedsbegrebet også ændret karakter hen imod noget meget kynisk egoistisk, fjernt fra det oprindelige idégrundlag.

Situationen i dag – indkapslet ligegyldighed?

I dag står vi over for et nyt, nødvendigt paradigmeskift. Igen er det mennesket, der med sin adfærd er problemet. Der er ikke tilstrækkelig beskyttelse af truede dyrearter. Regnskov brændes med et kortsigtet mål for øje, ofte styret af store kapitalinteresser, eller understøttet af et korrupt regime. Terroren har gjort sit indtog, som ikke mindst sætter fokus på den meget store forskel på rige og fattige nationer, men også på de fattige i de rige lande.

Våben er blevet et legalt kommunikationsmiddel i mange lande. Hvis ikke man får sin vilje, så! … Det er en skidt måde at tale sammen, og en uheldig måde tage hensyn til hinanden på.

Der er ikke tilstrækkelig lovgivning eller anden beskyttelse af det truede liv. Religionen kan ikke gøre noget i forhold til den massive ødelæggelse. Det skal et radikalt holdningsskift til, også i forhold til den menneskeskabte forurening, der er med til at ændre klimaet. Små justeringer kan ikke gøre det.

Holdningsskiftet kan ikke undgå at skulle ind omkring en afklaring af, hvilken rolle vi selv spiller som individer og som art. Vi skal ind at forstå os selv og effekten af vore egne handlinger. Også selv om viljen kan synes ikke-eksisterende, målt ud fra vaner og forbrug.

Mange vil sige: hvad kommer det os ved? Det er faktisk en del af problemet.

De kulturelle paradigmeskift medfører hver gang et nyt livsgrundlag

Man kan sammenligne de kulturelle landvindinger med de udviklingstrin, som et barn gennemlever. I samme øjeblik det lærer at kravle, bliver omverdenen mulig på en måde, som den ikke var før. Tingene bliver tilgængelige, uanset om de befinder sig i en armslængde eller længere ude.

Når barnet begynder at mestre sproget, får det et nyt udtryksmiddel og behøver ikke længere at skrige eller græde. Det kan i stedet øve sig i de sproglige nuancer.

I udviklingsforløbet har mennesket på et tidspunkt lært eller fundet ud af, at det var en god idé at dyrke jorden, med alt hvad det indebærer: at kunne blive boende, at kunne samle forråd, at have nogenlunde sikkerhed for, hvor gruppen kan bo det næste år. Denne følelse af sikkerhed betyder også, at fortidens adfærd hurtigt bliver irrelevant. Den opstår i mundtlige fortællinger som noget, der var engang.

På det næste trin i kulturudviklingen får boligen en ny status, i takt med at familien og ægteskabet får en mere markant betydning. Slægten og stammen træder mere i baggrunden, og det bliver nu muligt at flytte ind til byen og at etablere sig, i forhold til det arbejde, man nu engang har. Bundetheden til naturen er blevet endnu mindre. Det er ikke længere afgørende vigtigt at bosætte sig i forhold til jordens beskaffenhed. Naturen omformes gennem produktion og bliver til handelsvarer. Historieforståelsen skifter igen karakter.

Den øgede selvbevidsthed som art slår næste gang igennem i form fælles tilhørsforhold. Selv om samfundet er klassedelt, med meget store forskelle mellem rig og fattig, udvikles begreber om menneskets frihed og selvbestemmelse. Lederskabet har hidtil ligget hos hærførerne, kongerne, kejserne, med en stor grad af tilfældighed og lunefuldhed i beslutningerne. Gennem frihedskampe og sværdslag udvikles og formuleres nogle fælles spilleregler, der giver frihed til alle, i hvert fald på papiret. Den økonomiske udvikling medfører et spillerum for menigmand, som får et frit råderum. Ejendomsretten bliver grundlovssikret, så man ikke pludselig bliver overfaldet af en militærjunta eller andre af fortidens lunefulde indfald fra en ledelse. Man har også fri fra arbejde og bestemmer selv over sin fritid.

Det næste skridt i kulturudviklingen består i, at mennesket erkender, at det står med ansvaret for klodens fortsatte tilstand. Det har i hvert fald fået muligheden for det. Historisk kan man betragte fortidens løsninger som nødvendige udviklingstrin. Man kan kigge på sig selv som en unik skabning, ikke med henblik på at søge kontakt på nettet blandt ligesindede smukke, eller tilsvarende underlige indfald. Vi kan begynde at betragte os som globale væsener, der i første omgang kan forsøge at skabe ligeværdige vilkår for alle.