Nogle har brug for at møde andre for at lære sig selv at kende. Det ændrer dog ikke ved, at det tematisk er hensigtsmæssigt at skelne mellem at elske sig selv og at elske en anden, og i forlængelse heraf at elske næsten som sig selv. Nogle teologer sidestiller næstekærligheden med at glemme sig selv, at fortabe sig selv. Det er rigtigt, for så vidt kærligheden kan opleves som en opslugthed, hvor jegerne forsvinder i noget fælles, eller hvor vi eller et andet kollektiv overtager styringen. Men som jeg husker Jes Bertelsen udtale: Den som ikke elsker sig selv, kan i realiteten ikke elske en anden. Det vil alene være en projektion, han forholder sig til, altså en forelskelse, som retfærdigvis kan være vejen mod en kærlighed til både dig og mig.
Hvis man ikke tager sig selv alvorligt, kan man heller ikke tage andre alvorligt. Et synonymt udtryk er at tage oprigtigt hensyn til sig selv.
Jeg tror, at mange parforhold er bygget op omkring et gensidigt selvhad. Blikket er rettet ud i verden, og man tager afstand fra kroppens naturlige forfald. Man søger evighedsidealet, der helt entydigt manifesterer sig i den kulørte ugepresse, der ikke bare har fotos af smukke unge kvinder og mænd, men ydermere er der ansat personale til at retouchere, at fjerne bumser og fregner, at forstærke pupillerne osv. inden de smukke unge præsenteres i ugebladene.
Tilbage i parforholdet, eller bedre: i ægteskabet, får manden sine øl og passer sin velfriserede have uden ukrudt, mens lillemor passer huset og vasketøjet. Kroppene eksisterer ikke, eller kun når de udsættes for livsstilssygdomme. Karikeret måske, men det er et billede af danskheden i velfærdssamfundet.