Når jeg skal udtrykke mig selv, sker det nogle gange generaliserende eller distancerende ved brug af "man".
Når noget generelt skal beskrives, sker det ofte med udgangspunkt i venstresidens begreber, hvor subjektet, den handlende, er ”de” eller ”man”.
Videnskaben tager sjældent eller aldrig udgangspunkt i højresiden, hvor ”jeg” eller ”vi” er subjekt. Ofte mangler subjektet, og ”fakta” fremstilles, som om der ikke er nogen beskuer. Som om det beskrevne er almengyldigt, måske ontologisk.
Omvendt er man ikke i tvivl om subjektet i skønlitteraturen, hvor udgangspunktet oftest er i højresiden af figuren. Vi er helt inde i et ”jeg” og vedkommendes følelser, sympatier og antipatier.
Terapien tager også sit udgangspunkt i højre side, i hvert fald når det drejer sig om at få patienten eller klienten til at udtrykke sig selv.
Det er anderledes med lægen, der kigger på sit ur og skynder sig at ordinere piller, inden han skal have den næste ind og hæve sit velfortjente gebyr fra statskassen. Hvis ”man” bare er et nummer, foregår alt i venstre side.
Dybden og inderligheden findes kun i højre side.
Takt og tone er der masser af til venstre, som også indeholder den ligegyldige omverden, hvor vi bare kan skille os af med vores affald, hvis vi hører til de kyniske og egoistiske - "De rager os!"
Den vandrette passage mellem de øverste kvadranter er forholdsvis simpel. Det er i hvert fald kun mig selv, der kan stå i vejen.
Passagen mellem de nederste er straks mere kompliceret, med mindre man har et rigtigt godt kendskab til sig selv, og ikke har noget problem med sandheden.
Noget dybt personligt og smukt kan på samme tid anskues som noget logisk forklarligt.
Det kan være lærerigt at vide, at dybe traumer, eller sorg, eller andre former for noget meget personligt kan være fællesmenneskeligt. Og at vi i virkeligheden ligner hinanden mere, end vi aner.
Det er jo ikke det samme som at reducere stærke følelser til aktiviteter i hjernen. Det kunne f.eks. være religiøse oplevelser, som empirisk ledsages af bevægelser i nervebanerne, og i et vist omfang kan forklares neuralt. Men nogle videnskabsmænd har en tendens til at ville reducere gode oplevelser til noget mekanisk, som alene udspringer af kroppen.
Det fællesmenneskelige hører til i nederste kvadrant til venstre og kan udtrykkes ved ”man”, der må være et låneord fra engelsk, hvor det betyder mand, menneske.
Sådan gør man ikke! er en normativ måde at skabe god opførsel på og udtrykker derved en konvention.
Man lader sig som så meget andet sprogligt også bruge distanceret, for at skabe humor eller ironi: ”Man skulle være et dovent svin, hvis man ikke kunne sove en time!”
Kunstnere kan have en særlig evne til at beskrive noget dybt privat på en måde, som genkendes af mange. Det er en anden måde fra venstresiden at skabe en fælles identitet, kulturel om man vil. Det kan også være et nonfigurativt maleri, som rammer en dybde hos beskueren. Her er venstresiden kendetegnet ved noget fællesmenneskeligt, måske arketypisk, hvor Y-aksen bliver permeabel eller semipermeabel. Med et nonverbalt værk kan vi genkende noget i os selv. Vi kan smile eller skræmmes.
Musik kan have en lignende virkning. "All you need is love!" ledsaget af musik, der bryder grænser, og som opfordrer alle til at stå sammen.
I vores stærkt mediestyrede virkelighed er der mulighed for at flytte mange mennesker ad gangen gennem overbevisende slogans eller nye metoder, hvor "man" faktisk er rammende for, hvad mange med fordel kan gøre, alternativt gennem folkeforførelse at skabe en dårlig stemning mod f.eks. en bestemt befolkningsgruppe.
På den måde kan en kampagne mod rygning i løbet af en kort årrække skabe en ny stemning for et røgfrit miljø, hvor der tidligere blev propaganderet for rygning med argumenter som indskrænkning i handlefrihed. I dag vil de færreste ønske sig tilbage til gamle dage, hvor der f.eks. blev omdelt tobak til familiefester i huse uden ventilation, hvor der ofte var flere børn end voksne til stede.
Den objektive sandhed bag rygning er for mange lungekræft, som nemt kan forklares videnskabeligt, og som for de implicerede ofte har været medvirkende til en lidelsesfuld død.
Men sandhed kan jo også opnås gennem positive handlinger, som også kan ledsages af videnskabelige forklaringer, hvad enten det handler om økologi, tantra, god kunst eller om arkitektur.
Kristendommen har noget, de kalder "det indre menneske", at "bo ved troen i vore hjerter". I evangelierne kan vi læse, at "Gudsriget er midt i blandt jer" eller "inden i jer", kan oversættes på begge måder. Efter reformationen er disse størrelser isoleret som noget subjektivt i højre side af figuren, mere præcist i den nederste kvadrant. Det er også området for hjemmet og familien.
Det er interessant, at dette indre menneske kan opleves som en realitet gennem fortsat praksis, hvor tantra er en af metoderne. Og på et tidspunkt vil det kunne få så meget realitet, at man kan begynde at studere det som noget alment menneskeligt. Det er også interessant, at videnskaben og politikken i disse år flytter sig og gradvist assimilerer tankerne fra østlig filosofi. Det gælder videnskabeligt holdningen til akupunktur. Politisk er naturen blevet stueren for venstrefløjen, hvad den bestemt ikke altid har været.
Dermed er der skabt grundlag for, at nogle nye værdier kan danne grundlag for forskning, den såkaldt objektive angrebsvinkel fra nederste venstre kvadrant. Hvad sker der ved økologisk og biodynamisk dyrkning? Hvordan kan det måles i de færdige produkter? hvor smagen måske kan være en mere præcis indikator. Hvordan påvirkes kroppen ved meditation osv.? Der er mange spændende og uafklarede spørgsmål, som ikke behøver fortsat at blive betragtet som et trosanliggende.