Kærlighed som relation er når vi begynder at røre ved hinanden, vel at mærke den personlige berøring, i modsætning til den professionelle berøring, men også i modsætning til den uforpligtende, som en hilsen normalt er.
Ved berøringen bliver det alvor. Det har betydning. Er det helhjertet? Er sjælen med?
De seksuelle erfaringer med forskellige partnere er alle relationer i et eller andet omfang. Derfor er det vigtigt, hvordan vi håndterer de partnere, som vi frekventerer. Det er ikke mindst en del af vores egen udvikling og forståelse som menneske.
Derfor er det også vigtigt, hvordan vi har det med os selv. Er partnerskabet blot en projektion, en far eller en mor, en datter eller en søn? Eller har jeg bare nogenlunde kendskab til mig selv, så der også er plads til den menneskelige kerne?
Kærligheden som relation kan sagtens eksistere uden berøring, og kan måske også opstå uden. Det var nok mere normalt tidligere, hvor der blev lagt låg på følelser, og hvor pladsen også var mere trang til selvudfoldelse.
Flirten begynder med et gensidigt blik og udvikler sig derfra i fantasien og måske sproget. Det er måske det samme som det platoniske stadium. Det kan jo også være synet af den nøgne krop eller en spændstig kropsdel, der er den udløsende faktor, allerhelst sammen med den andens glimt i øjet. Er det så platonisk?
På samme måde må flirten også kunne opstå på andre måder end gennem synssansen, f.eks. gennem en bemærkning.
Kærligheden til mig selv begynder med en selvoplevelse, som kan være en simpel lystfølelse, men også en anden form for oplevelse af selvværd. Alternativt kan det være en oplevelse af at blive krænket eller en anden form for utilfredshed, som gennem en forsvarsposition fremkalder en selvværdsfølelse.
Den sidste form, kærlighed som viden, begynder med en eller anden aha!-oplevelse. Det kan være et gennembrud, men også bare en lykkefølelse, som den udtrykkes i morgensalmer fra romantikken, men også moderne sange: ”At livet det er livet værd, på trods af tvivl og stort besvær, på trods af det der smerter”.
Hvor er næstekærligheden som udtryk mellem berøring og viden? Svaret ligger i metafordannelsen. Jeg kan jo ikke berøre min næste, eller alle mennesker. Men de kan berøre mig, altså metaforisk. Metafor betyder hen imod. Sprogligt føres min erfaring hen i mod den næste, som jeg ikke kender, men kender alligevel, fordi jeg har rørt ved både mig selv og andre. Jeg har en forestilling om ham og kender ham derved, fordi jeg kender mig selv og mine nærmeste.
Jeg har et billede om, hvad det vil sige at være menneske. Har måske set en udsendelse om andre mennesker og har derved nemt ved at sætte mig ind i deres situation, selv om jeg dybest set ikke kender dem. Jeg lytter til, hvad de siger, tager det for pålydende, forbinder det med noget, jeg kender i forvejen, og mener derved at forstå dem. Bemærk det sproglige udtryk "sætte mig ind i deres situation". Et begreb bliver til noget rummeligt, som man kan sætte sig ind i gennem en aktiv handling. Passivt kan man vist kun sidde i en håbløs situation, i suppedasen. Så sidder man kønt i det.
Begreberne menneskelighed, menneskerettigheder og humanisme udspringer af en sådan empati og sprogdannelse.
Sproglighed er vidensdannelse. Det er kommunikation og forståelse, hvor den fysiske berøring som udgangspunkt er usproglig, ligesom det sker i dyreverdenen. Men den er livsnødvendig. Spædbørn kan ikke overleve uden berøring, har undersøgelser vist.
Kærlighed som inkarnation eller måske reinkarnation er fysisk, ligesom kærligheden mellem to mennesker på et senere stadium af livet er det. Kærlighed i den første fase er min mors kærlighed, helt og fuldt. Den vil jeg også gerne have senere i livet, men det er sværere. Kærligheden til en anden rummer måske ikke så meget omsorg, men til gengæld flere livsmuligheder. Som voksen kan jeg sprogliggøre mine ønsker og behov og modtage tilsvarende input fra andre. På den måde kan jeg udvikle mig sammen med den elskede, hvis vi begge vil.
Det er tiden for gensidig kærlighed, men også kærlighed til mine børn, som gerne skulle være frugten af kærligheden til min elskede.
Det er igennem min mors kærlighed, at jeg lærer verden at kende. Når hun ikke er der, er jeg alene med mig selv, og denne oplevelse er første gang, jeg opdager mig selv. Det er forhåbentlig en god oplevelse.
Mellem den første og den anden form for fysisk kærlighed er den mere åndelige i form af flirten, som er fantasiens måde at tage verden i besiddelse, eller at afprøve de muligheder, der senere vil materialisere sig i min jagt på lykken. Senere i livet bliver kærligheden igen åndelig eller spirituel, eller hvad man vælger at kalde den. Nogle kalder det visdom. Hvis livet betragtes cyklisk, er det således skiftevis fysisk og åndeligt. Inkarnation betyder netop kødeliggørelse, at blive kød, at komme fysisk til verden. Den fysiske kærlighed fuldbyrdes i voksenlivet i det jævnbyrdige samleje ©.
Mentalt sker det også en udvikling fra flirten og fantasiens uendelighed - via voksenlivets konkrete, fysiske erfaringer - til den endelighed, som viden og begreberne repræsenterer.
Den akkumulerede viden videreføres i sprog og handling til den næste generation, der jo er en konsekvens af den fysiske interaktion i voksenlivet.