Kærlighed er noget, man kan lade komme eller lade være. Det er positiv energi. Det er glæde, interesse.
Ejerskab er noget, man har tilkæmpet sig, eller som samfundet har gjort muligt gennem tradition og lovgivning.
Hvis en person på samme tid er genstand for ejendom og begær, har vi balladen.
Sammenblandingen finder sted på det mentale plan.
Man kan ikke beslutte: jeg vil elskes nu! Man kan købe sig til en erstatning for kærlighed. Man kan ikke købe den gensidige glæde, som kærligheden er.
Man kan være heldig med kærligheden. Man kan opsøge den. Man kan lade den komme. Men ikke tage den til ejendom.
Den mentale sammenblanding kendes f.eks. ved jalousien. Man gør krav på den
anden. Han eller hun må ikke kigge på en anden. Sker det, begynder straks et
mentalt menageri af indre tanker, hvis man da ikke lige får korporlige bank af
den anden. Jo mere ubearbejdet, jo værre og mere grotesk.
Kærlighed - kær lighed - sådan som du i virkeligheden er - dejlig, fuld af liv, fra naturens side skøn og lige til at bide i.
Med ejerskabet kommer hele den fysiske og mentale dominans, der vil tilegne sig uden omtanke, uden hensyn, med egoet som den frembusende attitude.
Hvis noget er en udfordring for menneskeheden, så er det at lære at skelne mellem de to uforenelige størrelser.
Det er ingen tvivl om, at jalousi forkrøbler kærligheden, hvad man sagtens kan se i ansigterne og på det kropslige udtryk på de ægtepar, der ikke tillader hinanden at kigge til siderne. Hvis omvendt kærligheden får lov til at udvikle sig, vil den berige begge. Det er et valg, som hver enkelt må tage i et forhold. At tro på, at kærligheden kan holdes i skak, f.eks. gennem sidespring, som ingen taler om, er noget vrøvl.
Jalousi er mistillid. Når man ikke stoler på hinanden, kan man heller ikke udvikle sig positivt sammen. Så er der kun kompromisser tilbage, og her har kærligheden meget ringe kår.
Når jeg skal udrede en begrebslig sammenhæng omkring menneskelighed, tyr jeg ofte til begreberne i skemaet, der blev til i 1979, vel vidende at det kun er ord, og at ord er taknemlige at smide i hovedet på hinanden. Derfor skal begreberne også bruges til selverkendelse og hører slet ikke hjemme i et skænderi eller andre ufrugtbare ordvekslinger. Det er i selverkendelsen, at sammenhængen bliver tydelig, også imellem de forskellige niveauer.
For mig er respekt et nøgleord, hvis to mennesker sammen vil kærligheden. Man skal øve sig i at tro på hinanden, at ordene har værdi, og at man ikke altid skal lede efter, hvorfor den anden nu siger dette, altså at lede efter bagtanken. Tilsvarende er det skadeligt for ethvert forhold, hvis der ikke er så meget tillid, at den ene part eller begge finder på at rode i den andens sms'er eller e-mails.
Jeg tror, at jalousi hænger sammen med dovenskab. Du har bare at være til rådighed! Det er ikke til diskussion! Jeg ejer dig, og det bliver ikke anderledes! Jeg skal ikke laves om! Det tages intet eller kun minimalt hensyn til den anden, hvilket logisk set vil få den anden til at vende sig i andre retninger mod kærligheden. Især hvis den anden vil mere eller ønsker sig mere af livet end dette minimale. Jalousien er den forsmåedes reaktion på måske bare et løftet øjenbryn hos den anden, som i al uskyldighed kan være et livgivende smil mellem to personer, men selvfølgelig også kan stikke dybere. Hvorfor skulle det i øvrigt ikke være tilladt?
Det minimale lukkes inde i husene. Det er årsagen til kærlighedens misvækst overalt, hvor en mulighed for at forskanse sig er etableret, enten som tradition eller som lovgivning. Det findes tydeligt i sharia loven hos muslimerne, men det findes i lige så høj grad blandt vesterlændingene, hvor velfærdssamfundet har skabt enklaver med tilstrækkelig kapital eller bare husholdningsøkonomi til at kunne indespærre kærligheden inden for murene. Vi kalder det frie samfund. Vi kalder det ytringsfrihed, men visse forhold er ikke til diskussion.
Det nye er en opblomstring af sexologer, som helt sikkert tjener et godt formål. Men det tager ikke grundlæggende fat i problemet omkring ejerskab i relation til kærligheden. Når sexologerne spørger ind til, hvad mænd og kvinder dybest set ønsker, og hvad man kan gøre af gode ting for hinanden, er det i sig selv et rigtigt godt udgangspunkt, forudsat begge har viljen til at gøre noget ved det. Men det vil ofte kun være symptombehandling med en ændring af vaner til følge, så længe fascinationen varer. Det tager ikke grundlæggende fat i komplekset.
Kompleksets styrke ligger dybt forankret i personligheden, men samtidig og lige så grundlæggende i den kulturelle proces, som selv religioner har været nødt til at respektere, hvis de ville have gennemslagskraft. Edgar H. Schein definerer kultur som "Et mønster af fælles grundlæggende antagelser, som gruppen lærte sig, medens den løste sine problemer med ekstern tilpasning og intern integration, og som har fungeret godt nok til at blive betragtet som gyldige og derfor læres videre til nye gruppemedlemmer som den korrekte måde at opfatte, tænke og føle på i relation til disse problemer". Dette mønster begyndte, da mennesket ikke længere kunne klare sig på naturens præmisser, dvs. pr. instinkt.
Der er mange historier om kærlighed og kapital igennem historien, og det skyldes naturligvis, at der er et skæbnefællesskab. Lad os bare nævne Hosekræmmeren (1829) af Sten Steensen Blicher som et godt eksempel. Espen kan ikke få sin Cecilia, fordi han ikke har penge nok på kistebundet, og det hele ender ulykkeligt.
Den benhårde sociale logik er ikke længere forklaringen på vore breddegrader, hvor der i stedet er blevet afsløret kulturelt forankrede begrundelser for at nægte kærligheden en naturlig udfoldelse mellem to unge, der elsker hinanden.
Vi kan sikkert også finde begrundelser for kærlighedens misvækst i det materielle overforbrug, hvor filmen The Graduate (1967) er et rigtig godt eksempel.
Ægteskabet er stedet, hvor kærlighed og kapital i højere grad end andre
steder blandes sammen. Der er gode historiske grunde til institutionens
tilstedeværelse, især i de mangelsamfund, som har været dagsordenen indtil
velfærdssamfundet.
Velfærdssamfundet har muliggjort kærlighed for alle, hvis der med kærlighed menes muligheden for at udfolde hele sit potentiale. Det var bl.a. tankegangen bag ved Maslows behovspyramide.
Maslows tankegang er, at tilfredsstillelse af de materielle behov, behovet for tryghed og sikkerhed, åbner for de næste behov i pyramiden, behovet for accept, behovet for kærlighed. Det skulle således fremme den fælles lykke, at vi alle får mulighed for at bo i parcelhuse. Men vi ved, at kærligheden ofte har trange kår inden for murene.
Vi har været i Indien og andre dele af verden, hvor der ikke er sammenhæng mellem materiel velfærd og lykke. Vi har tvært imod oplevet meget harmoniske og glade mennesker, som ikke havde mange materielle goder.
Maslow har ret i, at mulighederne bliver større, jo bedre sundhedstilstanden og de materielle vilkår er. Vi kan skabe et godt liv, hvis vi bruger mulighederne rigtigt. Det omfatter også erkendelse af de vitale sammenhænge, som skaber lykken. Og vi skal opsøge dem. Vi lever længere end før, fordi vi bruger den viden om næringsstoffer, som er akkumuleret gennem generationer. Der er dog stadig meget at lære med hensyn til industriens brug af kemikalier. Vi har lært om hygiejne, om sygdomsforebyggelse. Vi mangler den mentale dimension, der betyder, at vi frasorterer alt det, der devaluerer vores eksistens og velbefindende, og at vi bevidst vælger det, der befordrer livet, både materielt og menneskeligt.
Den seksuelle adfærd hænger nøje sammen med den måde, vi bor på. Vi lever et offentligt liv, og når vi bliver private, opbygges og fyres der seksuel energi af. Sker det ubevidst, i form at en vanemæssig seksuel adfærd, stimuleres vi f.eks. vi af tv. I det tilfælde er vi er passive. Energien kan naturligvis også opbygges ved små bemærkninger og berøring. Når den fælles energi når et vist niveau, skal der afreageres. Det sker typisk i sengen.
Med moderne tiders boligformer isoleres livet i de enkelte huse. Hver enkelt passer sin have. Resten af verden er interessant i form at butikker og af arbejdspladsen. Ellers hentes informationerne gennem de elektroniske medier. Det er også herigennem, at politikerne giver sig til kende. Jo mere ubevidst adfærden bliver, jo mindre værdi får omverdenen. Når Internettet tilbyder porno, har de enlige også muligheden for at få lettet trykket. Det går i høj grad ud over fællesskabet, at energien på den måde udlades gennem ensomhed eller tosomhed. Gaderne bliver de steder, der brændes benzin eller dieselolie af, og naturen er det sted, hvor der læsses skræl af. Man kan se andre dele af verden gennem charterrejser, hvor alt er arrangeret, og hvor der er lavet særlige områder for turisterne, så det hele ikke bliver alt for virkeligt.
Når vi skal legitimere vores adfærd, kan vi finde på at vende os mod religionen. Vi er skam kristne, og vi praktiserer næstekærlighed, i modsætning til muslimerne, der slet ikke ligner eller gør som os. Havde det noget at gøre med næstekærlighed? Eller var det med kristendommen bare en dårlig undskyldning for ikke at skulle lave om på sig selv?
Normen, det dybt forankrede kulturelle mønster, den måde som generationer har praktiseret det før os, er spændingsforløsning gennem fysisk sædudløsning gennem samleje. Det er den, vi næsten pr. automatik stiler efter, også selv om det ikke bliver formuleret. Ingen siger det, men alle gør det. Ved hver udløsning udlades al energi, og den enkelte starter forfra, fra et nulpunkt. Ved hyppig sex eller onani bliver man oven i købet meget let irriteret og meget utålmodig. Det er tydeligt at se ved de bilister, der altid skal først i trafikken, som ligger og snor sig i vognbanerne, og som brænder forholdsvis meget benzin af ved accelerationer.
Kunsten er at ville og at lære at transformere den stadigt voksende og intensive energi i samværet til noget dybere og mere varigt end den fysiske udløsning. Hvis det lykkes, vil personligheden og dermed også den kulturelle forståelse ændre sig til noget langt mere humant. Tolerance og medmenneskelighed vil vise sig som noget helt andet end de former, vi kender det i dag.
Men det er svært at ændre vaner og dybt forankret kulturel adfærd. Det bliver endnu vanskeligere, når den materielle struktur er et værn mod en mere åben seksualitet. Efter ungdomsoprøret er nøgenheden blevet et tabu så stort, at alt nu foregår dybt inde i intimsfæren. Der er ingen bare bryster i det offentlige rum mere. Alt er lukket inde, buret inde. Og bevægelsen trækker i dag nærmere mod mere indespærring end frigørelse af energier.
Indespærret sex er alene noget, der foregår omkring kønsorganerne, måske også kun under dynen. Alle må kunne huske ungdommens forelskelse, hvor hele kroppen var genstand for beundring og berøring. Det kan den hos de fleste mennesker nå at blive igen, hvis de vil det.
Løsningen er selvfølgelig ikke at begynde at løbe nøgne rundt på hovedgaden. Men det handler om at lade den gode energi udvikle sig, både som oplevelse og som erkendelse, med henblik på at frigøre en positiv adfærd, både privat og offentlig.
Og så vil det da være en god ide at sætte ord på de gode oplevelser, efterhånden som man lærer at håndtere seksualiteten konstruktivt. Det omfatter også en mere naturlig, lidenskabelig og morsom tilgang til kroppen og dens mange krumspring.
Intention – bevidsthed – frihed – respekt
Når to mennesker beslutter sig for et fælles projekt,
afhænger succesen meget om det rum, de giver hinanden. Det drejer sig ikke bare
om tilgængeligt rum, men mere om beslutningsrum. Det er her, man vender sig mod
hinanden og lytter, ikke bare for at få sin egen vilje. Men det handler også om
at manifestere sig selv i en fælles beslutningsproces. Og så handler det om at
opbygge energi og at bruge den rigtigt, ikke bare at spilde den.
Det tilgængelige rum er den formelle frihed, der f.eks. findes i fritiden. Det er en tilstand eller et tidsrum, hvor man ikke behøver at gøre noget specielt. Det er her, den reelle frihed begynder. Men det er også her, alle rutineprægende handlinger udføres, hvor vanerne bestemmer.
Der er mange, der ikke ved, hvad de skal stille op med friheden, som f.eks. lader underholdningstilbuddene bestemme. Det tilgængelige rum er i sin karikatur forældrene, der ikke har en holdning til børneopdragelse, og lader stå til. Det er laissez-faire ledelsen, hvor modparten i et vist omfang gør, hvad der passer en.
I beslutningsrummet er man bevidst til stede som person og som par hinandens sparringspartnere. Der er muligvis et hierarki, men man respekterer hinanden. Hvis det falder heldigt ud, vil den ene aldrig føle sig underlegen. Der vil ikke være en, der aldrig eller som altid får sin vilje.
Der er altid et spil, fordi to mennesker mødes som individer med hver deres intentioner. Processen er ikke at eliminere spillet, men at give den fornødne plads til begge personer. Det er naturligvis noget skidt, hvis de to modarbejder hinanden, hvilket kan foregå i det underliggende rollespil og ikke nødvendigvis er bevidst.
Der skal være så meget frihed, at de to og hver for sig føler, at det er deres beslutninger, og ikke f.eks. deres forældre, kulturen eller kollegerne, der har taget styringen. Når Janteloven bestemmer, er der ikke megen plads til den personlige frihed og livsglæden. Janteloven er at lade et udefra kommende normsæt og dermed rollespil tage styringen i livet.
Janteloven sluger den formelle frihed og fjerner forsøget på reel frihed: Du skal ikke skille dig ud! Vi gider ikke høre dine begreber, slet ikke hvis du tror, de angår os! Pas dig selv!
Det er et massivt låg af ligegyldighed, som her kommer til udtryk. Der er ingen konstruktive ansatser i en sådan attitude.
Det er armene, vi skal have fri. Det er kroppen, hjertet, stemmen, underlivet, benene, der skal vise os, at vi er herrer i eget hus. Det er en læreproces, men det er i høj grad også en handling og en attitude her og nu. Det er den måde, vi er til på, der styrer, hvem og hvad vi er.