Kærlighed vil altid lide under begrænsende udfoldelsesmuligheder

Sproget indeholder energi, hvad enten det er i livets eller dødens/destruktionens tjeneste.

    Tabuer er det, vi ikke taler om, på trods af at det rumsterer i undergrunden. Vi undgår det simpelt hen.

    Fordomme er det, vi ikke ved nok om, selv om vi gerne udtaler os om det.

    Løgne er en fordrejning af det, som er sandt.

    Fortielse er også en måde at bruge sproget på, nemlig bevidst ikke at tale om det, som er, og som betyder noget for nogen.

Sammen kan de 4 bruges til at kvæle kærligheden og det gode liv. Lad os bare kalde dem 4-banden.

Omvendt kan man lade livet få lov til at være der, kærligheden ligeså, lade det gode smil, det skønne barn, det sublime udtryk.

Hvis livet får lov til at udvikle sig, vil kreativiteten blomstre, tilliden mellem mennesker ligeså.

Men det kræver samtidig en bevidst brug af sproget, i hvert fald hvis det er styret af en eller flere af ovenstående banditter.

Kan man godt leve hele sit liv på en fordom, eller en løgn? Der er intet, der er lettere.

Heller ikke i vores oplyste tidsalder, hvor information strømmer frit og er tilgængelig for alle? Ikke noget problem.

Burde vi ikke være blevet klogere? Har vi ikke haft et ungdomsoprør? Jo, og det har ændret de ydre former i vores adfærd.

Hvis ikke man vil, kommer man ikke nærmere sandheden, eller kærligheden, eller det gode liv.

Det er ikke noget problem at gemme sig i de materielle rammer, og mentalt lukke sig tilsvarende. Der er altid tom underholdning til at fylde hullerne.

Derfor kan personer, som ønsker sig noget andet af tilværelsen, godt få det svært, selv om vi kalder os et frit land, hvor vi er liberale, måske ligefrem lykkelige.

Der er jo mange andre end mig, som har beskæftiget mig med løgnen i forhold til tilværelsens mere frie muligheder. Jeg vil nævne "She's leaving home" fra Sgt. Pepper, The Graduate, Father and Son af Cat Stevens som nogle oplagte eksempler på trangen til frihed.

Hvis hvert hjem bliver en hermetisk skal, hvad man sagtens kan forestille sig, bliver sandhed også et subjektivt begreb, der som objektivt fænomen kun kan overleve i en form for videnskab. Privat har man 4-banden til at determinere livsløgnen i hvert lille hjem. I særlig grelle tilfælde har man så en hord af psykologer eller sexologer til at gøre livet lidt mere tåleligt. Men lykkelige bliver vi aldrig.

Så er der dem, der hævder, at kærlighed er et dybere begreb, sandheden ligeså, og ikke bare et forbipasserende subjektivt fænomen. Nogle taler ligefrem om tillid mellem mennesker, om at der findes noget fællesmenneskeligt, og at vi kan søge efter og finde disse værdier. Skam dem! eller hvad?

Tilbage