Om at insistere på livet

Nutiden er på samme tid fuld af muligheder og begrænsninger. I takt med globalisering og frisind er der også en modsat bevægelse, der trækker mod stilstand og fastholden i normsystemer. Det er ikke kun religiøs fanatisme, der er på spil, selv om der er meget stærke kræfter, som ikke tøver med at trække uskyldige med i faldet, i form af selvmordsangreb på folkemængder.

Trækket mod de destruktive former findes også sekulariseret. Der er sportsgrene, hvor det eksplicit drejer sig om at skade modparten, hvor regelsættet tillader det.

Fraværet af et altomfattende guddommeligt velordnet kosmos bevirker for den enkelte menneske, at han eller hun selv skal træffe nogle eksistentielle valg.

Vi er vant til fra bøger og film, at dilemmaerne er personificeret i form at gode og onde mennesker. Virkeligheden er normalt mere nuanceret.

Valgmulighederne ved udfoldelse af liv, eller mangel på samme, kan bl.a. beskrives ved hjælp af denne model:

Kompleksdannelse - Arne Frost 1979

Som udgangspunkt kan en adfærd være internaliseret og dermed være en del af personens vaner og normer. Det er i den situation ikke de andre eller en specifik anden, der er problemet, men min egen måde at håndtere tilværelsen på. Jeg har måske gentaget mig selv, siden jeg blev opdraget til at reagere på en bestemt måde, og jeg tror måske ikke længere, at det kan være anderledes. Sådan er jeg bare.

Det ideelle vil være, at jeg selv som voksen kan tage de beslutninger, som højresiden i modellen er et udtryk for. At jeg kan sige fra. At jeg kan sige ja - og dermed også nej. At jeg er i stand til at se tingene lidt på afstand og ikke bare kaste mig hovedkulds ud i et eventyr.

At sige nej kan indebære, at jeg bliver mere restriktiv, end godt er, over for mig selv eller over for andre. En gang imellem skal man lade stå til og acceptere tingenes tilstand. En gang imellem skal man lade sig udfordre og provokere på en positiv måde. Tænk eksemplet som opdragelse, hvor det vil være uheldigt som forældre altid at sige nej og overbeskytte den unge. Han eller hun skal også selv have lov til at opleve verden på sin egen måde.

Komplekser kan have mange former. Hvis det for alvor får fat, bliver resultatet f.eks. en viljeløs person eller en person uden udstråling. Ingen af delene er attråværdige.

Der kan være grund til at undertrykke eller hæmme impulser, men på sigt vil det være en god ide, for at få balance i tingene, at give dem et spillerum, hvor de kan få frisk luft og dermed en naturlig form.

Som mennesker har vi et særligt privilegium frem for dyrene. Vi behøver ikke altid at lade instinkterne råde. Vi har lært at kultivere vores adfærd. Det er blevet til takt og tone, men på et mere elementært plan er det blevet til en evne til at vurdere og at vælge den bedst mulige løsning af flere.

Når man af og til oplever livet som noget indlysende og helt igennem enkelt og ligetil, undrer man sig over den indviklethed eller forkvaklethed, som nogle mennesker anvender i deres livsførelse. Når man ydermere oplever det positive liv som noget endog meget attråværdigt, virker det mærkeligt, at nogle ligefrem klamrer sig til en selvdestruktiv form.

Der skal, indrømmet, vilje til at forfølge de positive muligheder, herunder en kritisk forholden sig til det hidtidige livsmønster. Men over for livsglæden må man undre sig over, at ikke flere tager springet.

Nøgternt betragtet kan det vist ikke være sundt, at følelser og andre naturlige impulser vedvarende er lukket inde og forhindret en naturlig udfoldelse.

Den mere aktive side er den insisterende, som vil det mulige. For mange vil det betyde opgør med gamle normer, herunder de begrænsninger, som andre mennesker med deres livsholdning repræsenterer. Det kan have form af kamp og overvindelse, hvor de gamle krigsmetaforer virker på det mentale problem, men med forhindringer der kan virke lige så bastante som skyttegrave og drabelig infight.

Det vi kalder virkeligheden, er en række gentagelser, som vi gør, fordi de enten aktuelt giver os eller har givet os mening. Det er ikke nødvendigvis en logisk handlingsrække, og det kan sagtens være, at den forårsager fedme, blodpropper, forhøjet blodtryk og i det hele taget dårlige vaner.

Det vi kalder virkeligheden, kan have en fast form og være sanktioneret af mange. Det kan kaldes videnskab, men kan også implicit udtales gennem en norm: ”Sådan gør man bare!” ”Hvis du ikke makker ret, vanker der bank!” og i andre lande: ”smider jeg syre i hovedet af dig!” Så bastant kan det være, at ingen tør stille spørgsmål ved det.

Det kan have form af ganske almindelige spisevaner, samværsformer, ja måden, jeg agerer på, fra jeg står op, til jeg går i seng. Måske er det mig selv, der er det største problem med henblik på at lave om på det

I alle tilfælde begynder livet i en enkel form og lader sig genskabe som sådan, uden voksenlivets utallige fortolkninger, hvor kompleksiteten ofte bliver et mål i sig selv.

Når identiteten entydigt er koblet op på en rolle, kan det være meget vanskeligt at finde ind til det oprindelige i en person. Det er i høj grad op til personen selv, om hans eget væsen skal skinne igennem.

Når rollen styrer adfærden, er det den aktuelle kultur, der determinerer personens udtryk og handlinger. Vi deltager alle i et kulturelt rollespil.

De fleste reagerer alligevel instinktivt på personer og situationer, hvor ægtheden skinner igennem. Men hvor rollen dominerer, er det hele på lånt tid.

For personen, der vil være sig selv, må opgaven være i sine handlinger at holde fast i autensiteten, og at udbygge den, når lejlighed byder sig.