Frihedens indbyggede nødvendighed - Arne Frost 2011Frihedens indbyggede nødvendighed

Vi er utvivlsomt undervejs med et paradigmeskift, fordi de gammelkendte metoder og måder at forstå tilværelsen på ikke længere er tilstrækkelige. Finanskrisen og den globale klimaproblematik er symptomer på nogle af de gennemgribende temaer, der kræver en radikal forandring.

Der er brug for at tænke og handle meget anderledes. Det er en generel uvilje mod at gøre det. Jo længere vi venter, jo mindre frihed vil der være til selv at vælge de rigtige løsninger.

Frihed som fænomen involverer tid og rum til at opdage alternativer. Fri tid og ledigt rum involverer i sig selv ikke nogen dynamik. Der skal vilje og handling til for at omsætte det til noget konkret og brugbart. Det er mennesket som individ, der skal gøre noget, ændre noget. Ellers fuser det hele ud i ingenting.

Vanens magt implicerer også et forbrug af tid og rum, og der er ikke plads til begge dele. Hvis der ønskes en radikal ændring, står valget mellem frihed og vane. Der findes ikke en blød mellemvej.

Vi er dermed selv en stor del af komplekset, hvor vi har været og måske stadig er vænnet til, at det er de andre, politikerne eller eksperterne, der skal løse problemerne.

Vi har været vænnet til status quo, den indbyggede magtbalance, som danner et paradigme. Udviklingen kan medføre, at grundlaget for magt ikke længere er til stede, eller trækket fra andre kræfter er for stærke, og vægten må tippe over mod en anden tilstand eller form. Ubønhørligt eller frivilligt.

Det er nødvendigt i dag at bryde ud af en mental ufrihed, som tilsvares at en materialisme, som verden ikke tidligere har set, som sætter sig selv ud over enhver organisk tænkning.

Paradigmet er den generelle måde at forstå og håndtere virkeligheden på

Vi lever i et multikulturelt samfund. Derfor behøver vi ikke nødvendigvis bevæge os bagud i historien for at finde tidligere udfoldede paradigmer. Der er skam dybt religiøse mennesker, der tilbeder en gud, og samtidig går rundt enten med et maskingevær eller en mobiltelefon, eller begge dele.

Hvis vi vil forstå paradigmer som en måde at forstå tilværelsen på og agere hensigtsmæssigt inden for nogle givne rammer, er det nemmeste at bevæge os baglæns og kigge på de samfund og tilværelsesvilkår, hvor det f.eks. gav god mening at tilbede mange guder, eller en lokal gud.

Det vil også blive nemmere at forstå, hvordan kampen for daglig overlevelse affødte en bestemt adfærd, herunder en bestemt måde at organisere sig på, startende med konstruktion af en simpel hytte. Det er svært at forstå for den dybt civiliserede, at der engang ikke var stier i naturen, at det kunne være nødvendigt at dræbe et dyr for at overleve osv.

Når nødvendigheden trænger sig ubønhørligt på, skabes der en ny adfærd, med nye normer, nye regler, også internt i gruppen eller det lille samfund. Det kan være i form af religiøse ritualer, men kan også være en mere sekulær regulering. Når der er en gud involveret, er underdanigheden normalt størst. Her er modsigelse ikke mulig, hvorimod man kan slå en urimelig fyrste eller et andet overhoved ihjel, hvis vedkommende agerer tilstrækkelig tåbeligt, og ikke er omgivet af for mange vagter.

I et samfund under opbygning er der nødt til at være nogle fælles spilleregler. Demokratiet er en sen opfindelse i den sammenhæng. Eller også formuleres det i en meget begrænset version, hvor kun "frie" mænd i fællesskab kan mødes i plenum for at tage beslutninger, som det skete i det gamle Grækenland. Kvinder, børn, slaver og andre ufri mænd havde intet at skulle have sagt, eller de var simpelt hen underlagt beslutninger af enhver art fra gruppen af "frie" mænd.

Lovgivningen var strikket sammen, så det var legitimt at have slaver og at kunne behandle dem næsten efter forgodtbefindende. Tilsvarende havde manden rettighederne over kvinder og børn. Selv om den har været anvendt forskelligt, ved vi fra Romerriget, at det var almindeligt anerkendt at hylde denne ret, f.eks. ved gladiatorkampe, hvor taberen i en duel skulle dræbes, hvis kejseren vendte tommelfingeren ned.

Frihed i antikken er også frihed til at straffe mennesker ved at påføre dem ekstreme lidelser. En af disse straffemetoder var korsfæstelse. Naglerne hamres igennem knogler i et område af hænderne og fødderne, hvor der ikke er mange blodårer, men til gengæld mange nervebaner. Offeret er for det første totalt magtesløs, for det andet placeret i en position, hvor lidelsen ingen ende vil tage, til andres spot og spe, kun henvist til sin egen sikre og langsomme død, men også som en advarsel til alle andre om, hvad der kan ske, hvis underdanigheden tilsidesættes.

Systematisk tortur er et andet udtryk for den totale dominans over et andet menneske, hvor enhver form for anstændighed og hensyn er elimineret og erstattet af gennemført magt og påført lidelse.

Sideløbende med den bestialske adfærd, hvor mennesker opfører sig lavere end dyrisk, blev der også i antikken formuleret nogle ideale begreber om bl.a. retfærdighed og demokrati og godhed, som trivedes i et begrænset forum.

Hvis man kan tale om udvikling, blev torturen en integreret del af styreformen i middelalderen, hvor Gud, konge og fædreland blev etableret som en treenighed. I antikken var kejseren Gud og almægtig. I middelalderen blev den enevældige form spredt ud, så kongen blev placeret mellem det sublime og sit folk. Måske det på den måde blev mere legitimt at have nogle lejesvende ansat til det beskidte arbejde. Og syndsforladelse var nu en konkret mulighed i form af aflad. Så man kunne altid finde en måde at håndtere uheldige afvigelser på. Og den skyldige havde udsigt til en mere nådig henrettelse, hvis vedkommende inden sin død erklærede sig troende.

I middelalderen var det ikke længere kejseren, der skulle tilbedes, men skriftens bud, der skulle adlydes. Kirkegang var nødvendigt for at opnå samfundsmæssige privilegier. Det var forbudt at tænke anderledes end den måde, som de hellige skrifter var blevet udlagt på. Kættere blev straffet, og hedninge var fortabte, med mindre de lod sig omvende, og efterfølgende indvilligede i at tænke og gøre lige som os.

Der er naturligvis mange modsætninger i et sådant samfund, selv om intentionen utvivlsomt er ensretning. Misforholdene tager de gejstlige sig af, med mindre det er kongen selv, som gennem sin adfærd efterfølgende drejer på de religiøse knapper. Det vil uvægerligt konstant være grupper, der skaber deres egen virkelighed, først i det skjulte, siden mere åbenlyst. Magten ovenfra spredes ud ved at give nogle af undersåtterne særlige privilegier og samtidig beføjelser til at udføre den nødvendige kontrol.

Middelalderen er et begreb, der er skabt af eftertiden, og udtrykker den "mørke" tid, der er mellem antikken og renæssancen, som repræsenterer en genfødelse af begreber fra antikken. Middelalderen er således kristendommens ære frem til reformationen.

Kirkerne er i kristendommens fremvækst de store, rolige, upersonlige bygninger, med et menneskeligt indhold, der bevirker, at samfund kan udvikle sig. De besidder ikke slottenes og herregårdenes lejlighedsvise magtbegær.

Guddommelig intervention

Figuren opererer med guddommelig intervention som en historisk realitet. Take it or leave it. Således har kristendommen, men også andre religioner, ved deres fremvækst haft indflydelse på verdenshistorien, ikke bare som en erobringsstrategi, og ikke bare som et idealt menneskesyn, men i sin underlige kombination af noget dybt humant og ekstremt voldeligt.

Med reformationen ophørte middelalderens eller den fremvoksende kristendoms totale dominans over tanke og handling. Der blev plads til det subjektive menneske, der kunne, men helst ikke måtte frasige sig sin tro. Der blev et forum for objektiv erkendelse, hvor antikkens kategorier fra renæssancen blev genfødt og var grundlaget for den moderne videnskab. Det guddommelige ord kunne studeres kritisk, selv om menigmand som sin første skolelærdom skulle indprente sig katekismus og salmevers. Det var idegrundlaget bag den danske folkeskole, som den blev introduceret under pietismen.

Jeg kalder tiden efter reformationen eller det paradigme, som blev introduceret med reformationen, for oplysningstiden. Det dækker tiden op til omkring ungdomsoprøret, eller måske verdenskrigene, hvor alle tidligere progressive begreber blev grundlæggende anfægtet. Indtil da har der været en stadigt voksende teknisk udvikling og en uanfægtet tro på fremtiden og de ubegrænsede muligheder, som med teknikken blev blotlagt. Har man penge nok, er der direkte adgang til lykken og alle dens paradisiske herligheder.

Frihed og lykke gennem ubegrænset forbrug har været indbegrebet af den amerikanske drøm siden 1930érnes depression. Den konstante økonomiske vækst nåede også til Europa med nylonstrømper og en helt ny adfærd, hvor produkterne fik et stadig kortere livscyklus.

Bagsiden af det voldsomme forbrugsboom er ikke mindst planlagt forældelse for at øge produktionen. Den medfører ophobning af affald, som hurtigst og billigst bortskaffes ved at sende det til de fattige lande. Den politiske fremskridtstro kan kun fastholdes gennem manipulation med medierne og militær magt, har eftertiden vist. Kommunistskræk kan også beskrives som stadig produktinnovation over for en statisk verdensorden, herunder mere robuste og "umoderne" produktioner. Hvis produktomkostningerne også indeholdt bortskaffelsen på en økologisk og menneskelig forsvarlig måde, ville priserne ikke kunne blive så konkurrencedygtige som i dag.

Ved ungdomsoprøret blev amerikanernes totalt tåbelige krigshandlinger i Sydøstasien udstillet i fjernsynet og fjernede ungdommens illusioner om en retfærdig supermagt. Samtidig åbnedes sluserne for euforiserende stoffer, kombineret med formuleringen af et nyt kærlighedsalternativ, der senere skulle vise sig at bygge på en illusion om fri sex i Western Samoas primitive samfund. Men John Lennon nåede at synge: "There's nothing you can do that can't be done! Nothing you can sing that can't be sung!" Sangen (All you need is love) er senere blevet kåret som århundredets rocksang i England. Den rækker dybere end nogen grundlov!

I dag er der ikke en nødvendig sammenhæng mellem ord og handling. Ekvilibrister kan jonglere med ord, udtryk og andre menneskelige muligheder. Nogle tjener masser af penge som stand up komikere og anden form for underholdning. Men der er også andre, der mere seriøst opfatter det som en radikal ændring af vore muligheder som menneskelige væsener.

Vi kan selv skabe vores frihed, men det forudsætter en global orientering mod seriøse udfordringer. Der er mange, der bare forbruger videre, hensynsløst og egoistisk. Og der er stormagter, der kun ænser egne retfærdighedsprincipper.

Menneskets eksistens som et område for krise og rådvildhed blev formuleret første gang systematisk af Søren Kierkegaard og senere i litterær form af bl.a. Tom Kristensen (Hærværk) og Martin A. Hansen (Løgneren). I dag vil vi kalde dem individfikserede, med en tilbøjelighed til at hænge fast i det personlige univers, eller i intimsfæren. Når vi taler om eksistens, skal vi have fat i os selv som globale væsener, ikke bare som nogle, der inde i husene eller i en social kontekst slæber rundt på neuroser eller andre psykiske problemer.

Det er i det hele taget en konsekvens at det paradigme, som jeg kalder oplysningstiden, at problemer bremser sig selv gennem deres kategorisering, som i øvrigt legitimerer sig selv gennem vores gennemført materielle hverdag. Hvis vi ikke kommer udenfor, bliver vi aldrig klogere, og vi kan billedlig talt dø i synden, eller uvidenheden. Klimaproblemer er vi ligeglade med, så længe de ikke kommer ind i haven! hvor vi i øvrigt bruger Round Up!

Menneskelige eller guddommelige dilemmaer

Det sidste form fortæller mere end meget andet, hvor tåbeligt mennesket som væsen kan være. Det er slet ikke eksistentielt presset. Det er kun grundlæggende forfængeligt og ligeglad. Og det sker i dag, i Danmark, et af verdens rigeste lande, som i forlængelse af den materielle udvikling burde udvise medmenneskelighed på et højre plan.

Men ak! Lykken har materialiseret sig. I den rige del af verden er unge kvinder mere optaget af at få større bryster end at glæde sig over, hvor smukke de grundlæggende er, langt de fleste uden disse unaturlige indgreb.

En konsekvens af lykkens materialisering og opgør med autoriteter er opfattelsen af os selv som de eneste sande guder, som ved bedre end alle andre, og som tror, at vi alene har skabt vores velfærd. Tilsvarende er der ingen videnskabsmand, der skal fortælle os noget, der ændrer på vores selvopfattelse. Vi er vore egne herrer, og vi bekymrer os ikke over at være kortsigtede. Selv kirken har som sit egentlige formål ikke at være provokerende og at give os ritualer, så vi kan leve trygt og godt.

Da der engang i fortiden virkelig var eksistens på spil, var dilemmaerne mere grundlæggende. Eksempelvis de utallige gange, hvor to mennesker har stået over for hinanden i naturen, og den ene har været tvunget til at slå den anden ihjel. Det er dig eller mig! Hvordan skal man nogensinde lære at forstå det? Det vil aldrig kunne blive naturligt.

Helt anderledes er det, når en ung kineser med magtbegær udstyres med en Kalasnikov som grænsevagt i Tibet og på afstand skyder en tibetanske flygtning, oven i købet i ryggen, en ung pige på 17 år.

Eller når en jagerpilot kaster en bombe uden at vide, hvilken skade det helt konkret påfører uskyldige.

Det kan sagtens være kalkuleret af de politikere eller militærstrateger, der står bag, som da vestmagterne ved slutningen af 2. verdenskrig bevidst gik efter byer i Tyskland med et stort brandpotentiale.

Tilbage til de dilemmaer, som har en mere grundlægende eksistentiel form.

Blandt de guddommelige dilemmaer, som jeg har studset over, er den metafordannelse, som Genesis repræsenterer. Her beskrives naturen som gudskabt, som en handling med modellervoks, en smuk historie, meget mærkeligt skruet sammen, afsluttende med fordrivelsen fra den have, som var fuldendt.

Mennesket efterlades med smerte og hårdt arbejde udenfor, uden chance for at komme ind igen. Historien fortsætter, lige så metaforisk, mange år senere, da Paulus med Kristi komme sætter det frelste menneske ind i Paradis igen. Her kan det undre, hvordan et sådant menneskesyn i løbet af få årtier slår igennem som en verdensreligion.

Det er to forskellige paradigmeskift, der med et slag mentalt placerer mennesket i en ny virkelighed. Fascinerende og underligt, herunder fulgt op af drastiske konsekvenser for de implicerede, med anvendelse af metaforer som Guds Søn, Slangen som Djævelen eller den onde, og mange andre begreber, med en yderst magtfuld konsekvens. Begreberne og metaforerne er blevet flittigt brugt, bl.a. til kirkebyggeri og mange andre kultsteder. Og mennesker strømmer dertil, eller gjorde det i højere grad tidligere end i dag, hvor det hele er blevet mere sekulariseret.

I andre lande praktiserer de stadig religionen midt på gaden, med daglige ritualer. Nogle gange gør de det, mens den moderne tekniske verden strømmer ind over i store stinkende byer. Her virker det hele mere forskruet, ude af kontrol, som jeg oplever det.

Og alligevel kan man inde i en have bag den voksende trafik og forurening opleve en dejlig ro og en god stemning, næsten som i en paradisisk have. Og i en tilstødende bygning kan man få massage, næsten som om englene synger. På den måde er livet dybt fascinerende, og grund til at bevare.

Når man oplever skønheden, forstår man også bedre f.eks. Ingemanns salmer, selv om de i dag kan virke naive. Min pointe er, at guddommeligt formulerede begreber som en vital funktion har haft til formål at beskytte menneskelivet, ikke mindst de smukke sider, over for den uhyrlige kynisme, som livet også kan indeholde.

Hvorfor guddommelig intervention?

Det kan kun være gætteværk fra min side, men et meget kvalificeret, vil jeg tillade mig at sige. Jeg er ikke Gud og bliver det aldrig, ligesom den guddommelige faktor ikke kan blive menneske. Men derfor kan der jo godt etableres en forbindelse, som der i øvrigt har været mange gange igennem historien.

Ideen med som i Genesis at adskille dyr og mennesker har i hvert fald den fordel, at mennesket tvinges til at overveje sin særlige position. Ved uddrivelsen af Paradis får mennesket magten over dyr og den øvrige natur. I dag har vi den stadigvæk, men tvinges til at revurdere måden at behandle naturen på. Og med vores stadig større frihed, for dem der gider at reflektere over det, bør vi spørge om, hvad det er, der gør os så specielle.

Det er ikke mindst bevidstheden og muligheden for at forholde os til vore handlinger. Vi kan skabe vores egen virkelighed. Vi kan formulere nye muligheder og forfølge dem. Vi kan forholde os til vores seksualitet og de enorme energier, som den indeholder, ikke mindst muligheden for at være rigtig glade sammen, og lade glæden være udgangspunkt for nye livsmuligheder. Hvor alternativet er altid at gå at hænge med skuffen, som det er nemt at finde eksempler på. Eller at uddanne sig som selvmordspilot, med en totalt forkvaklet forventning om at blive belønnet for det hinsides.

Skal man forstå guddommelig intervention, skal man have oplevet nogle ekstreme situationer. Man kan ikke som forsker sidde bag ved et skrivebord og agere filosof. Man skal ville noget mere med livet, have udforsket det, herunder sig selv. Man skal bl.a. have forstået den dybere mening bag normer og bag kultur. Selv om der udstedes nye regler, vil mennesker altid i lang tid være drevet af en gammelkendt måde at gøre tingene på. Det er de kulturelle rødder, der, selv om de måtte være dybt uhensigtsmæssige, kan være svære at aflive.

Man skal også kunne forstå den historiske nødvendighed, hvad fattigdom var, med hensyn til sundhed, kulde, dårlig mad osv.

Når der ovenfor under oplysningstiden står "tvang i aftale", handler det om valget mellem leve anstændigt og vælge ægteskabet, eller alternativt at falde igennem som udstødt, uden socialt netværk. Derfor kan vi med rette spørge: Hvor gik Nora hen, da hun i "Et Dukkehjem" af Henrik Ibsen forlod ægteskabet. Det var i flere århundreder bedre at blive i et dårligt ægteskab, som Jeppe i Ludvig Holbergs "Jeppe på Bjerget".

Tilsvarende er det bedre at underlægge sig tvangen i en arbejdsaftale end at gå uden arbejde, selv om arbejdet i århundreder har været usselt, dårligt betalt og med fysisk nedslidning som resultatet.

En helt frisk undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at 60% af alle fængselsansatte i løbet af 2 år involveres i ny kriminalitet. Så vi har stadig væk et stort problem med socialiseringen uden for de normale, kendte rammer.

En af samfundets grundregler i det nuværende paradigme er skitseret i Der bor en bager: "Og har du penge, så kan du få! Og har du ingen, så må du gå!" Har man penge, kan man komme ind alle vegne. Har man ingen, er man tilsvarende forment adgang.

Det gælder ikke bare i økonomiske anliggender, men også i selvforståelse. Selvagtelse hænger ofte sammen med agtelse, som igen hænger sammen med begrebet samfundsborger, at være forankret i et arbejde og en kernefamilie.

Der er naturligvis andre faktorer, der spiller ind i forbindelse med adgangsgivende kriterier og eksklusion. Uddannelse er en anden, ligesom personlige egenskaber jo også spiller en rolle.

Friheden til at disponere over andre er ikke kun et fortidigt fænomen. Vi kender det i dag fra arbejdsgiverens ledelsesret. Arbejdsgiveren har en næsten ubegrænset ret til at afskedige, at sætte på porten. Når man er på arbejde, skal man være effektiv. Man skal i hvert fald være på stedet, fra man stempler ind, til man går. Nogle har større frihedsrettigheder eller privilegier. Og der er beskyttelse mod urimeligheder. Men at tale om frihed i aftale er en sandhed med modifikationer.

I den sekulariserede verden bliver alting mere kompleks end i den såkaldt primitive verden.

I fortiden var mennesket på et tidspunkt alene i naturen. Det var små, lidet organiserede grupper, der flakkede fra sted til sted, drevet af behovet for føde. Med kontrol af ilden og senere opfindelsen af hjulet blev mange opgaver lettere, men jo også mere komplicerede. Med viden om såning og sædskifte ændrede forholdene sig helt grundlæggende. Man kunne begynde at tænke langsigtet og at bosætte sig.

Sideløbende er der blevet skabt en begrebsverden, hvor forståelsen blev indlejret, ikke bare om livet her og nu, men også den store sammenhæng.

Her er det måske nemmere at forstå den guddommelige indgriben i forhold til mangel på føde, dyreofringer til guder osv., end det er i nutiden.

Menneskeligt potentiale

I den sekulariserede verden efter reformationen frisættes en stor del af de menneskelige handlinger til at skabe den økonomiske vækst og dermed civilisation, som blev resultatet. Båndet til Gud, konge og fædreland opløses gradvist, og borgerskabet og senere arbejderklassen frigøres og får eget hus. Det er nemt i den sammenhæng at se det frigjorte potentiale, frem mod fritidsbeskæftigelsen, som er udfoldelsen i de timer, hvor det ikke længere er nødvendigt at være ude i marken eller underlagt et hårdt håndsværksmæssigt arbejde i byen.

Når kroppen sættes fri, kan man efterhånden også begynde seriøst at reflektere over seksualitetens glæder, og ikke bare den fortrængte adfærd, hvad enten den figurer i kirkelige rammer eller i de dårlige senge, hvor man ofte blev tvunget til at sove flere sammen.

Seksualitetens frigørelse er en udvikling over flere århundreder, idet seksualiteten repræsenterer den frie energi, der ikke er bundet i roller og en mere eller mindre tvungen adfærd, herunder arbejde og husholdning. I Genesis kan man sige, at seksualiteten eller livskraften bindes i nogle konkrete gøremål, som placeres i en guddommeligt forankret begrebsramme, hvor arvesynden er et grundbegreb.

I kristendommen, som bygger oven på det jødiske univers, er det mere specifikt ægteskabet, der bliver helligt, kombineret med en stærk disciplinering af menneskets handlinger. "Du må ikke synde, for så er du fortabt!". Imod syndsbegrebet kommer så frelsen eller forløsningen, der frisætter den troende. Men rammerne er givet og kan ikke anfægtes.

På et tidspunkt i historien udvikler de stramme regler sig til et slavelignende forløb, som den stadigt voksende frihed i menneskelivet naturligt må gøre oprør imod. Troen frigøres fra den konkrete handling og bliver i langt højre grad et holdningsspørgsmål. Kritikken bliver efterhånden så rodfæstet, at der må stilles spørgsmål ved selve troen, hvorved ateismen bliver skabt. Den menneskelige forankring i det guddommelige er dermed endegyldigt frigjort fra en organisk forståelse.

I et nyt paradigme skal vi genfinde os selv som væsener, der også har en åndelig side. Mange kobler det guddommelige sammen med det menneskelige, lader f.eks. Gud være en immanent størrelse, som kan erkendes som en del af mig selv. Selvet bliver et udtryk, der er synonymt med Gud, uanset hvilken form guden eller guderne måtte have. Sådan er det hos C.G. Jung, hvor jeget placeres over for det ubevidste, der lader sig integrere gennem individuation.

Andre bruger begrebet "Energi" eller "Energien" eller f.eks. "Tantra" til at forklare, hvordan den mere åndelige del opfører sig. De fleste af disse åndelige ledere har, ligesom deres mere religiøse forgængere, fat i noget virkeligt, som kan beskrive de vitale dele af livet. Ofte forstår de sig selv i en række af mestre eller guruer, der viderebringer eller videreudvikler et mantra eller et åndeligt tema. Måske medbringer de en kosmologi eller en anden lære, der lader sig realisere ved meditation eller en øvelsesrække, hvor udviklingen følger nogle trin frem mod fuldkommenhed.

Der vil næsten altid være elementer af sandhed og måder at angribe livet på, som man kan lære ved følge disse kloge mænd, i det mindste i en periode. Men risikoen for at blive fanget af et spind skal man være opmærksom på. Mange har noget meget væsentligt at lære fra sig, som kun kan tilegnes ved fordybelse og en slags meditation eller hengivelse.

Politisk hedder det tilsvarende spin, hvor der er ansat spindoktorer, som naturligvis har en vejledende funktion, men også sagtens kan have en tilslørende. Det er vi blevet opmærksom på som magtmisbrug.

Retten til selv at bestemme

Kulturudviklingen er udviklingen af det menneskelige potentiale fra at være umælende dyr til at nå et teknologiske stade, hvor vi har beslutningsretten over en væsentlig del af vores fremtid. Som mellemliggende stadier kan nævnes sprogliggørelse, beherskelse af ild, viden om organisation. Friheden til selv at bestemme er muliggjort som følge af den materielle og forståelsesmæssige udvikling. Demokrati er i sammenhængen en sen konstruktion, som forudsætter en læreproces, en oplæring i frihed, og ikke pr. automatik opstår, fordi et samfund bliver rigt, og mennesker formuende.

Retten til selv at bestemme, at handle efter sin samvittighed, blev formuleret første gang ved Reformationen. Ud over Luthers tanker har også Rousseau formuleret frihedsdealer på omtrent samme tid. I Luthers terminologi er friheden pakket ind i religiøse begreber. Det er ikke den personlige frihed, som er ærindet, snarere husbondens ret til at gøre forretninger.

I hvert fald er det efter reformationen, at den økonomiske og teknologiske udvikling, herunder byudviklingen, for alvor tager fart i den del reformerte del af verden. Magten forskydes samtidig fra de gejstlige og adelige organer til det fremvoksende borgerskab.

Ved tidligere paradigmeskift var det ikke hverken den personlige frihed eller den økonomiske, der var temaet. Kristendommens ærinde var at tilbede en gud, som ikke var af denne verden, og samtidig ophøre med at tilbede kejseren. Det var ikke et socialt opgør, og slet ikke et individuelt. Paulus skriver i et af sine breve om en slave, som er blevet omvendt, og beder herren, slaveejeren, om at tage ham tilbage og behandle ham godt.

Fokus fjernes fra kejserens som den guddommelige inkarnation, en identitet som har været gældende i mange forskellige kulturer. Det er nærliggende som eksempel at nævne faraonerne i Egypten og inkaerne i Sydamerika. Den guddommelige status bevirkede, at alle undersåtter var helt i herskerens vold.

Med kristendommen og andre monoteistiske religioner får Gud al magten i himlen og på jorden, som jo godt kan betragtes som en frigørelse, alternativt som en ny form for bundethed. Den troende er i enhver beslutning henvist til de guddommelige skrifter. Fordi disse skrifter i katolicismen, som var den første autoriserede kristendom, blev udgivet på latin, var den reelle fortolkningsret i hænderne på den katolske kirke. Menigmand havde ikke nogen reel frihed.

Med Luther stilles der grundlæggende spørgsmål ved fortolkningsretten og den rituelle praksis, der lagde bånd på den troende i form af aflad og handlingsmæssig afhængighed af pavekirken.

Der har naturligvis i alle kulturer og ved alle paradigmer været subkulturer og nicher, hvor mennesker har kunnet udfolde sig i et vist omfang har kunnet udfolde sig i frihed. Der har været geografiske, svært tilgængelige områder, hvor kejsermagten ikke har kunnet sætte sit solide præg på befolkningen.

Og der har været kulturer med en større indbygget respekt for humanitet end andre. Strammer- og slapperperioder har altid eksisteret, så længe mennesker har kunnet regere over andre. Nogle gange har der været nul-tolerance, og andre gange har ønsket fra regentens side været, at der skulle være plads til alle.

Det normale billede i perioden efter kristendommens og de andre store religioners implementering har været, at en bestemt religion er blevet tilgodeset, også hvad angår adgangen til de lukrative samfundsopgaver, så som skatteopkrævning og militærtjeneste, når der i en region har været flere konkurrerende trosformer.

Retten til som individ at bestemme over sit eget liv er af nyere dato og er først for alvor blevet et tema i det 20. århundrede. Indtil 1915 havde kvinderne ikke valgret i Danmark, så den formelle frihed ligger i hvert fald efter 1915 i Danmark. Reelt er ufriheden stadig mere dominerende end friheden i de menneskelige relationer. Her står vi i bedste fald ved en ny begyndelse.

Som eksempel på nicher kan nævnes salonkulturen i 1700-tallet, hvor velhavende kvinder åbnede dørene for litterære og andre kreative personer. Rosseau var forbilledet bag det åbne og fordomsfri miljø, hvor aristokratiets stramme konventioner i salonerne sattes ud af kraft.

Utopien om den ubegrænsede frihed er senere blevet genoptaget ved ungdomsoprøret, hvor "Imagine" af John Lennon er et smukt udtryk for et liv uden snærende bånd.

Nye dogmer

Jeg har tidligere i forbindelse med en prisopgave prøvet at sætte ord på alternativet til vores aktuelle paradigme. Hvilke kendetegn eller regler vil gælde for det nye.

Retten til som individ at bestemme over eget liv er en afgørende forudsætning, som jo også skal indeholde nogle pligter eller retningslinier for menneskelig adfærd, både i forhold til andre mennesker og i forhold til naturen. Man kan ikke bare gøre, som man vil. Der er nogle oplagte områder, som skal være "hellige" eller "ukrænkelige". Jeg kan umiddelbart forestille mig følgende:

Retten til at bestemme over sin egen seksualitet, menneskets primære og grundlæggende handlingsdynamo.

Retten til at blive spurgt til råds, uanset alder.

Det sidste forudsætter sprog, men tanken er ikke at underkende de usproglige tilkendegivelser. Den er tvært imod at lære at lytte.

Tidsfaktoren er særdeles væsentlig ved en konstruktiv løsning, hvor vi i dag meget ofte oplever, at bureaukratiske løsninger forhaler og skaber uacceptabel passivitet.

Vi skal væk fra den regelstyring, hvor man under henvisning til et regelsæt kan sige, at man ikke gjorde noget forkert, selv om man moralsk har handlet på en måde, der enten direkte, indirekte eller potentielt har skadet andre.

Måske skal der være et fag i skolen, der handler om at tage hensyn. Hvordan fremelsker vi det gode i mennesker? Hvordan lærer vi at opsøge de konstruktive løsninger, globalt, økologisk, klimamæssigt er de bedste, indeholder det største potentiale?

Der forudsættes miljøer, hvor der er plads til at tage hensyn. Menneskelig udvikling forløber i rytmer og er ikke noget statisk. Rytme og balance er faktorer, som skal indarbejdes i beslutningsprocesser, ikke bare som retspraksis, men proaktivt som et rum, hvor beslutninger kan modnes. Der skal være plads til at veje for og imod, at lytte til parterne og til konstruktive løsningsforslag.

Omvendt skal vi også respektere, at der skal være fremdrift. I krisetider er der en tendens til at reducere kreative processer, og det kan være fornuftigt, simpelt hen at ryste posen, at starte helt forfra, at droppe løsninger, som har pustet sig op uden længere at have væsentlig effekt. Det svarer til, hvad der periodisk sker i velfærdssamfundet, hvor pendulet svinger over mod de mere kyniske, topstyrede, formynderiske løsninger fra et overdrevent demokratisk hensyn til alt og alle.

Det er min intention i en sådan proces at beskytte det svage liv, på samme måde som en grundlov i dag f.eks. beskytter den private ejendomsret og ytrings- og forsamlingsfrihed. Der er måske noget, der vigtigere at tage hensyn til, som enten skal sidestilles eller træde i stedet for. Af hensyn til overblik og prioriteringer skal mængde af væsentlige bestemmelser begrænses, uden at det derfor går ud over seriøsiteten.

I de nære menneskelige relationer er der på samme måder perioder med frihed og glæde og perioder uden følelser, hvor parterne meget nemt lægger beslag på hinanden. Mon ikke det overgår alle, nogle klart mere end andre, og nogle gange med brud som den logiske konsekvens. Her er det også nødvendigt at formulere nogle frihedsrettigheder.

Vi kender skræmmende eksempler på ufrihed i muslimske lande, hvor manden hælder syre i hovedet på den kvinde, som han ikke kan lide, måske fordi hun forlanger en form for frihed. Nogle lande vælger at lade de barbariske handlinger finde sted, uden at det får følger for gerningsmændene. Hvis ikke det er en stiltiende accept, så er det i hvert fald passivitet over for den specielle kultur.

Der kan nævnes mange andre rædselsfulde former for tvang, hvor uskyldige lider, f.eks. omskæring af piger.

De ordløse forventninger, de uartikulerede rollespil, findes også i vores del af verden, som potentielle skadevoldere.

Nådens forskellige former

Hvert paradigme har sin forståelse af nåde. Nåde er, når en udefra kommende magt eller person tillader noget at ske, normalt en begunstigende handling.

I det tidligste paradigme var mennesket overladt til naturens luner. Her giver begrebet nåde ikke nogen mening. Det er tilfældigheden, der råder.

Med en gudeskabt verden giver det sig selv, at en eller flere guder har en finger med i spillet. De eller den kan være venligt stemt, men også det modsatte. Det drejer sig om at stå på god fod med den guddommelige magt, for at få en god høst, for at kunne leve i fred, for at undgå naturkatastrofer osv. Tankegangen er den logiske, at hvis Gud har skabt verden, har han også magt til at beskytte os, hvis vi til gengæld vil tilbede ham. Oprindelig var guderne lokale. Hver egn havde sin gud og beskyttede sit område. Da verden ikke var global som i dag, kunne ideen om en altomfattende gud nemt lade sig etablere, idet den kendte verden for de fleste var et begrænset landområde.

Den gudeskabte verdens kompleksitet er kun mulig, hvis den sociale verden tilsvarende er kompliceret. De to verdener komplementerer hinanden som et mentalt og et fysisk univers. Tit mødes de gennem kejseren eller faraoen, eller hvem der aktuelt er den himmelske og almægtiges substitut.

Med kristendommen blev guden en fadergud, en styrende faktor, som kunne projiceres og blev det på den jordiske forvalter. Dermed var fyrsten eller kongen og deres undersåtter også den, som i et hierarkisk system kunne være nådig og begunstige os i det hårde liv.

Begrebet nåde implicerer magt eller retten til fuldstændig at bestemme over en anden eller andre. Det er magthaveren, der kan være undersåtterne gunstig eller nådig stemt, om de skal have løn eller arbejde, eller måske pisk. Man er i magthaverens vold, som er mere omfattende end varetægt, som i hvert fald også implicerer retten til at straffe.

Med reformationen blev handlingen frigjort fra tanken. Bolden var givet op til en lang teknologisk udvikling. Hjem og arbejde blev med byudviklingen to forskellige steder. De enkelte familier fik deres egen lejlighed eller deres hus, bygninger forbundet med kloakker. Der var hygiejne. Børn lærte at læse og skrive. Nåden skiftede dermed også karakter. Hjemmene var mødrenes domæne, og de fik med tiden større og større magt. Derfor kan man vel sige, at livet foregik på kvindernes nåde eller præmisser.

Nåde som den metafysiske del af et aftalekodex

Selv om vi ofte taler om et mandsdomineret samfund, glemmer vi, at kvinderne har stået bagved og trukket i trådene. Livet udgik fra de stadigt mere udviklede huse, hvor kvinderne svingede taktstokken. Hjemmets fire vægge er de trygge rammer, som man hver dag udgår fra og vender tilbage til.

Man kan med god ret, i forlængelse af den religiøse terminologi om nåde, tale om hjemmets velsignelse og hjemmets forbandelse. Her fødes eller vokser hvert nyt individ op, henvist til de følelser, som bliver det til del.

Væk er bondesamfundets organiske tilknytning til naturen. Væk er også katolicismens moderfigur Jomfru Maria.

I den ydre verden bliver viden tilsvarende adskilt fra den naturlige erkendelse. Viden bliver partikulær, i form at avisartikler eller nyhedsklip, som konsumeres og glemmes lige så hurtigt, som de næsten kommer ud i æteren.

Med den tidligere sammenkædning af nåde og magt i tankerne: hvem har i nutiden magten til at bestemme over mit liv? Mange vil nok først og fremmest tænke på de nære relationer, alternativt på arbejdsgiverens ledelsesret, herunder retten til at fyre mig.

Fra hjemmefronten - bemærk sprogbrugen! - kender vi bemærkningen: du får ret, og jeg får ro! Som jo udtrykker et magtkompleks! Hvem har bukserne på? Hvem bestemmer, når det spidser til? I nådemetaforens terminologi må man bede hinanden om tjenester. Og håbe det bedste!

Et andet udtryk for magtkompleks er aftalekodeks, som jo fra den religiøse tid kendes som den gamle og den nye pagt, som i den fordansket version kendes som Det Gamle og Det Nye Testamente. Vi er to parter, hvor den ene har muligheden for eller almagten til at begunstige den anden, men hvor der til gengæld forlanges en modydelse, eller et samspil i adfærden. Det kan sagtens være implicit, uudtalt, og ve den, der bryder aftalen!

Et aftalekodeks er en akkumulation af små aftaler, bygget op over tid. Vi har brug for hinanden. Vi har hver vore kompetencer som i parforholdet ofte vil være kønsspecifikke og begrundet i, at vi er forskelligt fysisk udrustet. Mens aftalen udtrykker gensidighed og jævnbyrdighed, er nåden et mere originalt indslag, der udtrykker nogle suveræne handlemuligheder hos den ene eller hos begge, handlinger som gør en afgørende forskel for modparten.

Religiøse begreber som nåde og tilgivelse bør behandles varsomt, da de meget nemt kan være tomme ord, som dækker over noget psykologisk rod. De blev til i en tid, som ikke mindst socialt og materielt var meget forskellig fra vores. Som udgangspunkt indeholder de et elevatorblik, hvor de løfter sig op over det materielle og følelsesmæssige. Og så indeholder de en svært håndterlig distance mellem modtager og giver.

Måske bør man slet ikke bruge dem, hvis man ønsker en gennemsigtig livsførelse. Vi har normalt ord, der vil kunne forklare stort set alt for dem, der ønsker at vide besked, eller som vil forfølge de positive livsmuligheder. Også for den, som i kærlighedens navn vil transcendere ævl og kævl.

Indsigt og forståelse er meget mere anvendelige begreber, som tillader følelseslivet at udvikle sig. Og jo ikke mindst aktiv og oprigtig handling, i modsætning til den passive laden stå til.

Alle frihedsbevægelser støder på modstand

Reel frihed eller frigørelse, som er en del af den samme proces, er et spørgsmål om udvikling af menneskelige ressourcer. I mange år har problemerne været en truende omverden, som vi har løst ved at bygge hytter, fæstninger og mere sikre bygninger.

Senere har frigørelse været et mere internt socialt anliggende, som angik respekten for en trængt eller undertrykt gruppe, kort fortalt social retfærdighed, som også omfatter del i de goder, som samfundet skaber og udvikler.

Med den sociale frihed som et faktum for de fleste er der plads til at hævde den individuelle frihed, som bliver et tema i takt med en stigende erkendelse af, hvad vi som mennesker består af, ikke bare vores sociale status. Det handler om menneskelig modenhed, at vi giver hinanden plads. Der skal både være plads til dig og mig. Og hensyn skal tages med udgangspunkt i ny erkendelse, ikke gamle normer.

Frihed er at få kærlighed ud af murene. Metaforisk taler vi om at komme ud af busken, men vi befinder os ikke i naturen, derimod inde bag lukkede vægge. Her kan følelseslivet og dermed livsglæden sagtens være parkeret, uden en umiddelbar mulighed for at kunne manifestere sig.

Den grumsede vej mod oprigtighed

Alle ord har det med at korrumpere, så derfor skal man måske ikke lægge for meget i en begrebslig udvikling. Vi har i mange år i dopingspøgelsets skygge hørt, hvor travlt cykelryttere har haft med at fortælle, hvor "ren" de hver især er og har været. Og ingen tror på dem! Bagefter har det vist sig, at fremgangsmåden ved beskyldninger har været: "Benægt! Benægt! Benægt!"

Når det har været en gangbar fremgangsmåde, er det ikke mindst belært af historien, hvor forbrydelse ofte har betalt sig. Vores rigdom har været baseret på slaveri, hvor vi valgte en bekvem kategorisering af en gruppe af mennesker med sort hudfarve, efter at de hvide først havde en tilsvarende tøvende attitude i forhold til de røde, indianerne. Selv om kristne råbte højt, blev de ikke taget til efterretning, fordi det ikke kunne betale sig.

Retten til at disponere over andre betød i deres ekstreme konsekvens, at der kunne anvendes de mest horrible straffemetoder, såsom salt i sårene på en pryglet fange, bundet og fikseret på den skoldhede jord i ekstremt solskin. Et andet privilegium for slaveejeren var den ubegrænsede ret til at voldtage sorte kvinder, begge dele rigt dokumenteret.

Det var lykkeriddere, der tog til de fremmede lande, med licens til at dræbe og at røve fra de nationer, som sendte dem af sted. De slæbte store rigdomme hjem til Europa og lagde grunden til den rigdom, som vi senere har nydt godt af.

Da de ville erobre det kinesiske marked med især te, skete det ved eksport af opium til de kinesiske bønder. Da kineserne modsatte sig, blev de overvundet i krig og efterfølgende tvunget til en handelserklæring, der tillod import af opium.

Også i dag er det nemt at finde eksempler på, at det er nemt og muligt at tage r…. på andre, at snyd betaler sig.

Historien er fuld af fup og overgreb. Det er formodentlig på baggrund af denne rå og hensynsløse menneskelige adfærd, at der kulturelt er etableret nogle mærkepæle, hvor vitale alternativer har sat nye standarder. Og selv om de efterfølgende er blevet misbrugt på det skammeligste, har de skabt et nyt menneskeligt fundament for forståelse og adfærd.

Ved hvert paradigmeskift, svarende til indsnævringerne i figuren ovenfor, har der været en kerne af noget oprindeligt eller oprigtigt, som har medført nye kulturelle institutioner og målestokke. Herunder en kort gennemgang af indsnævringerne.

Genesis - den første og tidligste indsnævring historisk - gør verden til et sted, hvis oprindelse alene skyldes Jahve, som derfor skal behandles med respekt.

Kristendommen - den næste indsnævring - var i sin oprindelse et anliggende for jøder, hvor Messias' opgave entydigt var at skabe en ny jord og en ny himmel, hvor den gamle med både jøder og hedninge, herunder ikke mindst romerne, skulle forgå, og kun de retfærdige jøder ville blive en del af den nye jord. Det forventedes at ske i løbet af en menneskealder i det første århundrede.

Hele tankegangen, hvor de Messiastroende forlod deres ejendele for at forberede sig på det nye rige, er så fjern for vores lisvform, at man kan undre sig over, hvordan den har dannet grundlag for den kristne kultur.

At den næste generation med Paulus som den jødiske frontfigur formulerede en Kristustro, også for hedninge, med muligheden for at lide martyrdøden, var ikke i tråd med udgangspunktet, men var det nødvendige udgangspunkt for en helt ny begrebsverden og nye sociale normer. Religionen tog oven i købet form i Romerriget, hvor den blev legaliseret, og herefter selv forfulgte kætterske versioner af sandheden!

Da den katolske kirke blev for magelig, med sin tro på egen guddommelighed, med mulighed for at købe sig til frelse, måtte det afstedkomme en reaktion - den tredje indsnævring. Udgangspunktet var en meget modig mand, Martin Luther, der som sine samtidige risikerede at blive brændt på bålet.

Konsekvensen af reformationen var på sigt mere frihed for menigmand, da religion blev tilgængelig på nationalsproget. Med katekismus og salmevers og bogtrykkerkunstens nye muligheder var der basis for undervisning af børn og udryddelse af analfabetisme.

Med frihed til en bredere befolkningsgruppe var grundlaget til stede for større selvbevidsthed og en mere systematisk måde bruge tiden på, at tjene penge og at generere overskud. Grundlaget for kapitalismen var skabt.

Den ny oprigtighed - den seneste og øverste indsnævring i figuren - er naturligvis et opgør med den massive vanetænkning, der er en følge af ikke mindst materialismen, som truer med at kvæle den frie tanke og den sociale dialog. Det er ikke mindst materialismens normer og fordomme, der som et menneskeligt appendiks er den største trussel for global orientering, økologisk stringens. Det menneskelige potentiale behøver en reel frigørelse.

Det oprigtige er i sagens natur et opgør med det lidenskabsløse, et helt konkret og i udgangspunktet helt uteoretisk opgør. Det er som i Skabelsen at puste nyt liv i den uvirksomme materie, at gøre sig selv gældende som et levende væsen, at leve i overensstemmelse med sig selv.

Det nødvendige paradigmeskift

Som ved ethvert paradigmeskift er det nye en konsekvens af, at det gamle ikke i tilstrækkelig grad var et svar på de grundlæggende spørgsmål, som tilværelsen stiller.

Det tidligste paradigme gjorde op med forestillingen om, at mennesket skulle være tilfreds med bare at holde sig i live. Mennesker i flok kunne noget mere end at overleve fra dag til dag. Det var i stand til at skabe en verden, hvor det på sigt var i stand til at udvikle sig.

I bagklogskabens klare lys kan vi sagtens kritisere, at nogle mennesker tiltog sig dominans over andre, og det bør man ikke gøre. Men i udviklingens hellige navn har det nok været nødvendigt. I dag har vi en tilsvarende problematik omkring klimaet, hvor de demokratiske styreformer ikke er i stand til at takle de kolossale globale udfordringer. Og hvad er så alternativet?

Det seneste paradigmeskift gør op med forestillingen om, at alt kan købes for penge, som vitterlig er drivkraften bag uhyggelig meget af det, som mennesker foretager sig i dag. Tag som eksempel på søndagstur i et af de mange supermarkeder, hvor folk i deres fritid står længe i kø, for derefter at frekventere det stedlige cafeteria.

Det mentale alternativ på hjemmefronten er mediernes døgndækning af intetsigende underholdning og reklamer. Nogle snurrer rundt i dette cirkus, for til sidst at bukke under for en af tidens mange livsstilssygdomme, eventuelt efter længere tids medicinering.

Den menneskelige pendant er et rollespil, hvor man agerer i samtalekøkkener og er livsstilsbevidste. Hvis man bliver i rollen, tørrer den før eller siden ud, også selv om den kan fyldes ud med plastiske operationer og andre købsmuligheder.

Nogle køb er utvivlsomt mere befordrende for oprigtighed mellem mennesker end andre. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at købet i sig selv ikke tilvejebringer oprigtighed. Her kræves medleven og vilje fra de implicerede parter.

Mange er i dag på jagt efter et mere oprigtigt alternativ, hvor vi agerer ud fra vores menneskelige potentiale, med respekt for forskellighed og egenartethed? Og hvor vi samtidig leder efter et bæredygtigt økologisk alternativ, ikke bare for de få. Tiden er ved at være moden til en radikal forandring.