Mellem paradigmeskiftene

Et paradigmeskift opstår i forbindelse med en nødvendig udvikling. Jeg sammenligner det undertiden med et barns udvikling, der handler om i de første leveår at blive fortrolig med brugen af kroppen, forskellige kropsfunktioner, men også med sproget. Muskler og led skal trænes, og bevidstheden skal lære at forstå smerte og glæde i forbindelse med indlæringen.

På et tidspunkt bliver det i stand til at kravle eller at gå, og dermed tegner verden sig helt anderledes, og nye problemfelter melder sig.

Forældrene har selv prøvet det hele før og kommunikerer ved hjælp af ros og ris, begejstring og vrede. Senere giver de råd og vejledning, hvis det er kloge forældre. De fortæller, hvad de opfatter som rigtigt og forkert, og hvad barnet eller den unge bør stræbe efter.

I kulturen er der mange lighedspunkter med opdragelsen.

Det er nemt nok at forstå, hvordan det har været en stor hjælp at bruge redskaber, når der skulle fanges bytte og tilberedes mad. Et redskab har nogle meget præcise funktioner, f.eks. en pil eller en tang.

Samtidig med de små nyttige fiduser i hverdagen har den tids mennesker haft brug for at vide, i hvilken sammenhæng de indgik. Modsat de andre dyr har de haft bevidstheden om, at de kunne noget mere, at der var mere mellem himmel og jord, end de umiddelbart var i stand til at forestille sig. I drømme eller visioner er der åbenbaret sig en anden verden, ofte en gudeverden med en pendant til det aktuelle liv. Der var en gud for frugtbarheden, en for kærligheden, en krigsgud, havets gud osv. Og der var historier om, hvordan det hele var kommet så vidt, og hvad menneskene burde gøre, også påbud om ofringer og lydighed.

Jordens opdyrkning

Med kendskab til sædskifte og måske kunstvanding ændrede livsvilkårene sig radikalt. For det bofaste menneske fik jagten en mere tilbagetrukket karakter, samtidig med at det begyndte at anvende husdyr. Det var en helt ny verden, nye sammenhænge. Fællesskabet blev vigtigt, ikke bare som den flok, der fulgtes ad, hvor den fælles årvågenhed i forhold til omverdenen var særlig betydningsfuld.

Det var nødvendigt at have fokus rettet mod årets cyklus, at få sået og høstet på de rigtige tidspunkter.

Når en gruppe havde erobret et stykke jord og kunne leve af det, skulle stedet naturligvis forsvares, specielt i perioder med mangel på føde og efter naturkatastrofer. Der udvikledes et hierarki, hvor den klogeste tog beslutning på vegne af de øvrige. Det var ikke længere de fysisk stærkeste, der bestemte. Klogskab fik en mere fremtrædende plads. Den konkrete historie var et vidnesbyrd om, hvilke beslutninger der havde været de bedste. Det var dem, der sikrede overlevelsen.

De små grupper havde gavn af at kende hinanden i fredstid. Det gjaldt ikke altid om at bekrige hinanden. På mange måder lærte man at berige hinanden. Det kunne være på knowhow. Det kunne være giftermål. Det kunne være udveksling af afgrøder eller forarbejdede ting, hvor nogle egne var begunstigede i forhold til husdyrhold eller måske fiskeri. Undertiden var grupperne også i klammeri med hinanden, hvor en regulering var nødvendig, og hvor en aftale kunne være mundtlig ("et ord er et ord!") eller skriftlig.

Læreprocessen var længe at vænne sig til at leve sammen, at kunne underordne sig eller overordne sig og derved blive dygtigere til at overleve, at tage fælles beslutninger. Synergieffekten opstår, når personer eller grupper arbejder sammen og derved opnår et bedre resultat, end når de laver tingene hver for sig. Der opbygges også en viden til brug for kommende generationer. Den genfortælles i form at meget konkrete historier.

Boligens etablering

Efterhånden som den teknologiske viden udvikles, og hytten bliver mere end et fællesrum, der beskytter mod vejrlig og vilde dyr, skærpes bevidstheden om menneskets egenart. Dyr bygger huler. Fugle bygger reder. Mennesket har en særlig evne i forbindelse med yngelpleje og tilfredsstillelse af de daglige behov. Det lærer at lave senge og borde og stole. Et komfur er en bedre opfindelse end en bålplads eller skyggen af et træ. Samtidig har samværet inden døre mere intim karakter end mødet udenfor.

Det religiøse liv er centrum for fællesskabet. Mennesket er stadig henvist til naturens lunefuldhed. Det er farligt at færdes alene. Angsten eller frygten tolkes over i religiøse symboler. Religionen får et mere individuelt præg med begreber som synd og frelse. I andre kulturer hedder det karma, hvor det handler om at leve et gudfrygtigt liv for at gøre sig fortjent til en bedre fremtid. Offerstedet bliver til et bygningsværk, hvor stedets præst eller medicinmand udfører sine rituelle handlinger.

Med boligens etablering bliver forskellen på ude og inde meget vigtig. Uden for lurer dæmonien og de lovløse. Uden for byen er der landevejsrøvere. Indenfor er der varme og tryghed. Der er forråd af føde. Der fortælles historier for på en god både at tilbringe de mørke aftener sammen, især om vinteren. Det var mørkt fra solnedgang til solopgang, meget bogstaveligt.

I den kristne forståelse var nutidsmennesket placeret imellem to begivenheder: Skabelsen og Dommedag. Alle begivenheder blev tolket ind i den kontekst.  Da uret blev opfundet, blev det muligt at inddele nutiden, altså tiden, meget præcist. Det var udgangspunktet for en gennemgribende organisering, som først slog igennem mange år senere. Med tidens strukturering forsvandt også dæmonerne fra den umiddelbare forestillingsverden.

Fra klaner udvikler det sig efterhånden til større fællesskaber, hvor der inddrives skat, hvor et overordnet regelsæt styres af et politi eller militær. Det store fællesskab er ledet af en fyrste eller en hærfører, en konge eller en kejser. Som en konsekvens etableres der infrastruktur, der i første omgang gør det nemmere at komme frem og tilbage med hære. Men indadtil styrker det samhandel. Der oprettes kongelige privilegerede kroer med passende mellemrum, hvor rejsende kan søge ind om natten og dermed undgå landevejsrøvere.

Den større mobilitet er på sigt til gavn for de fleste. Fra klostrene opstår undervisning, sygehusvæsen, men også kultivering af afgrøder. Andre tager sig af lov og orden. Der er brug for orden i byerne, også om natten.

På galgebakken eller på byens torv hængte man personer, der havde forbrudt sig mod fællesskabet, til skræk og advarsel. Alternativt fik de hugget hovedet af. Der var ansat en bøddel til formålet. Ved mindre graverende forbrydelser kunne straffen bestå i pisk. Afskrækkelseseffekten var vigtig. Det gik ofte ud over samfundets lavest rangerende.

Kulturen som en læreproces udvikler sig sideløbende med et pengesystem, der næsten lever sit eget liv. Det er i hvert fald personuafhængigt. I stedet for at bytte naturalier kan man nu sælge eller købe overskydende høst eller resultatet af fingerfærdighed. Der udvikles erhverv med det formål at afsætte produkterne. Penge kan man altid bruge, og de kan gemmes. De rådner ikke, men de giver status, og de giver frihed.

Fritidsbeskæftigelsen

I ethvert samfund er der grupper, der har flere privilegier end andre. De bor i større huse end de andre. De har flere penge og dermed magten. Det gælder også råderetten over andre.

Tilbage i historien var det kongerne eller hærførerne, der havde ledig tid. Alle andre var underordnet og skulle altid stå til rådighed. Tilmed skulle familien aflevere den førstefødte dreng til et kloster, eller en af døtrene til inkakongen, afhængig af hvor på kloden man var født.

Senere bliver det adelen og borgerskabet, der med større rigdom også får den frihed, der giver dem fritiden. Man lader sig underholde af musikanter eller af hofnarren, eller man konverserer på latin. Eller man spadserer ture eller går i teatret.

Med tiden får flere og flere tid til andet end at arbejde. Der opstår en underholdningsindustri, og befolkningen får fjernsyn. Mange får råd til at købe eget hus, og familien tager på camping eller på charterrejse.

Det er en udvikling over mange år, men det handler alt sammen om fritiden. Filosofferne i renæssancen var alle støttet af mæcener og kunne bevæge sig frit, mens de tænkte over livets store spørgsmål. Lediggang blev dengang anset for et onde for menigmand.

I samme periode og som følge af den frie tid begyndte de lærde at stille spørgsmål ved livets mening. Hvis jordkloden er rund, og hvis der boede folk i Egypten før syndefaldet, så havde kirken jo ikke ubetinget ret. Hvordan hænger det så sammen?

Der var ismer, der henførte meningen til proletariatets diktatur eller til eksistensen som et grundlæggende menneskeligt vilkår. Der var også ateister og nihilister, som på mange måder havde et kynisk syn på tilværelsen.

Mennesket har ikke længere en organisk forankring eller en guddommelig. Den bliver i hvert fald sværere og sværere at gøre gældende.

De store verdensreligioner var ikke kun lokale måder at forstå tilværelsen på. Nogle religioner er missionerende af væsen og er blevet brugt ved erobring af nyt land. Hvis ikke de fremmede lod sig døbe, kunne det betyde døden.

Mere moderate ledere ønskede en symbiose eller en dialog mellem religionerne. Også i dag støder man på den opfattelse, at alle religioner dybest set har samme oprindelse og derfor skal kunne agere under samme tag.

I de sidste par århundreder er religion blevet opfattet som opium for folket eller som en illusion, en livsløgn. Tilværelsen er blevet noget relativt, der kan tolkes individuelt.

Samfundsmæssigt falder sekulariseringen sammen med industrialismen, hvor arbejdskraften bliver mobil. 

Mennesker indretter sig i kernefamilier i byerne, hvor man tidligere ude på landet boede under samme tag hele livet. De ældre i byerne kommer på alderdomshjem.

Den sociale virkelighed ændrer sig fra fattiggården og andre usle vilkår til moderne institutioner, der tager sig af alle aldre. Med tiden bliver begge forældrene udearbejdende, og børnene kommer meget tidligt i pleje eller vuggestue, og en meget stor del af de unges tid foregår i skoler og fritidshjem. Efter afslutning af den arbejdsduelige alder står det offentlige klar med tilbud om plejehjem eller ældreboliger.

Tendensen er i dag, at man så længe som muligt og så vidt muligt bliver under eget tag så længe som muligt, ikke mindst fordi individet er blevet mere selvbevidst. Men den frihed og den fritid, som man tager afsæt i, skyldes en social struktur, som slet ikke var til stede i gamle dage. Vi tager i dag ting for givet, som bestemt ikke var det for hundrede år siden.

Personlighedens udvikling

Der har i tidens løb været mange frihedsbevægelser. Mange har været blodige. Nogle af foregangsmændene hyldes i dag som helte. Der er statuer og andre mindesmærker, og der er skrevet tykke bøger om dem.

Bevægelserne har under stor modstand kæmpet mod en overmagt, som har forsøgt at undertrykke med alle tænkelige midler de intentioner, der lå i modstanden. For de undertrykte har det handlet om anstændighed i livet, om retfærdighed, om rimelige arbejds- og boligforhold. Tidligere var det slaveri, der var problemet.

Midlerne har skullet matche overmagtens. Ord har ikke altid været nok. Nogle gange var det nødvendigt med våben, mens f.eks. Gandhi var tilhænger af ikke-vold og også i et vist omfang havde held med sin fremgangsmåde.

Når disse kampe er overstået, hvad så! Når størstedelen i Vesteuropa har fået rimelige bolig- og arbjdsvilkår, hvad skal vi så kæmpe for? Hvad skal vi udfylde dagen med? Vi har adgang til viden, til uddannelse, til at gøre, hvad vi har lyst til. Vi kan købe næsten hvad vi vil. Vi har fået bugt med epidemier. Vi har en teknologi, der frigør os for hårdt fysisk arbejde. Og hvad så?

Det undrer mig, at ikke flere tager udgangspunkt i denne reelle frihed, som er udgangspunktet for en forståelse af et nyt paradigme.

For at forstå de nye muligheder skal man ville det og indstille sig på det. Det er ikke nok bare at nævne det en passant over kaffebordet.

Der er mennesker, der vælger konstruktive alternativer, men de er i mindretal, og trægheden som et andet udtryk for den manglende erkendelse er massiv og truer med at ødelægge de gunstige fremtidsperspektiver.