Kvadranten med "det sociale" kunne også være "det offentlige", men det er nok mere en delmængde af noget i figurens venstre side.
Det offentlige er en sjov upersonlig størrelse, men jo en aktiv faktor i det aktuelle kulturelle paradigme. Det forudsætter et veludviklet samfund og har som modstykke det private arbejdsmarked. Samtidig er det en faktor i medieverdenen. Der er en offentlig debat.
Der er en offentlighed, hvor også domstole og det øvrige retsvæsen hører til.
Det offentlige har en "pengekasse". Nogle nasser på det offentlige. Andre bruger det som en garanti for ikke at ryge igennem det sociale sikkerhedsnet. Kassen bliver fodret med vores skattebetaling. Det kaldes også fordelingspolitik.
Det offentlige er en konstruktion. Det er ikke andre mennesker. Der er ansat personale i det offentlige. Der er valgt politikere til et folketing. Der er administratorer en masse. Der er politi og militær, som skal sikre ro og orden. Tidligere var det soldater til hest i de fremvoksende byer, især når natten gjorde sit indtog.
Tidligere blev beslutninger taget på byens torv af en folkeforsamling, de mest indflydelsesrige i området.
Måske var det under etablering af større landområder, at beslutninger blev trukket indenfor og taget mere enevældigt. Måske var det for besværligt og for langsommeligt at skulle rådføre sig med andre. Måske var grupperne for forskellige og for ueninge.
Under enevælden har der vel ikke været en offentlighed. I diktaturstater trædes ytringsfriheden under fode. Der er heller ikke forsamlingsfrihed, som er en forudsætning for en offentlighed.
Springer vi helt tilbage til Adam og Eva, var der slet ingen debat. Gud havde skabt verden, og den var ikke til diskussion. Den var vel fuldkommen: "Og Gud så, at det var godt!" Så skete der det ulyksalige, at slangen og Eva forledte Adam til at tage et bid af æblet. De skammede sig og tog figenblade på. Og så blev de efterfølgende smidt ud af det, der var hele verden. Udenfor var der inden da ingenting. Nu skulle de leve et liv i ingenting, med smerte, og med blod, sved og tårer. Jordelivet opstod af ingenting, efter at mennesket var blevet smidt ud af lykkeland.
Dengang var der ikke en opposition. Gud var ikke ond, og det var ikke, fordi mennesket var raget uklar med Gud. Det havde bare ikke gjort, hvad det var blevet påbudt.
Det er i dette golde ingenting, uden for Paradiset, at menneskets verden opstår og udvikler sig.
Det er på et meget senere tidspunkt, at dette ingenmandsland bliver et område for offentligheden. Jeg er klar over, at jeg bevæger mig fra et mytologisk område til et historisk realt, men for mennesker i fortiden var mytologien historisk sand.
For pavekirken var det magtpåliggende ikke at pille ved kronologien fra Skabelsen og frem til vore dage, især da ægyptologer begyndte at stille spørgsmål ved tiden for verdens tilblivelse, men også da Columbus nåede frem til Amerika.
Dette ingenmandsland, uden for lykkens område, for nu at fortsætte tankegangen, er noget af det mest upersonlige, man kan forestille sig. Og det er nødvendigt med offentlige foranstaltninger at dæmme op for kriminalitet, korruption og menneskelig fornedrelse i det hele taget.
Offentlighedens tilblivelse ligner måske et typisk autoritetsopgør. Det er
som udgangspunkt autoriteten, der har magten, pengene og taleretten.
Det begynder med en mumlen i krogene, en utilfredshed med tingenes tilstand. Så længe styrkeforholdet ensidigt er hos magthaverne, kan der ikke være et forum for oppositionen.
Undertrykkelse kan ikke vare evigt. I hvert fald i vores del af verden har de undertrykte grupper med tiden kæmpet sig til frihed og bedre levevilkår.
Som en del af frihedskampen bliver det på et tidspunkt legitimt at tænke højt, og frihedsrettighederne bliver herefter formuleret og diskuteret i et forum.
Processen kan være langsom, nærmest organisk, men den kan også have en mere abrupt karakter og i ekstreme tilfælde udvikle sig til en revolution.
I alle tilfælde vil der skabes et nyt rum, som kan være borgerskabets eller arbejderklassens nye forum. Politisk kan det med tiden tage form af nye partier.
Der bliver plads til noget, der ikke var der før, så ikke måtte siges højt, som sikkert blev fortiet, holdt nede.
I praksis ledsages det nye taleform af en magtforskydning, en spredning af de de likvide midler, af ejendomsretten.
Tilblivelsen af en offentlighed forudsætter et paradigmeskift, hvor magten hidtil har været centreret og også omfattet en stort set ikke eksisterende ytringsfrihed.
I det gamle paradigme foregik det hele så at sige inde i hovedet på den enevældige hersker. Den som turde modsige ham, risikerede på et senere tidspunkt at miste hovedet, helt bogstaveligt.
I det nye paradigme er det netop kendetegnende, at der er etableret et forum, hvor det er tilladt og forventet, at den nye elite giver sig tilkende, og at der er plads til modsigelser. Det er simpelt hen forudsætningen for en dynamik, at der er en offentlighed, som ligger uden for de private interesser, og også har sit eget rum.
Det er interessant, at det gamle paradigme lever videre i andre former, parallelt med den nye frihed. Arbejdsgiverens ledelsesret er netop muligheden for i et snuptag at skille sig af med dem, man ikke kan lide, og tilsvarende at knytte de personer til sig, som man godt kan lide, og ledsage forløbene med livgivende manna eller fratagelse af samme. At velfærdssamfundet efterfølgende har etableret beskyttelsesforanstaltninger af den svage part, ændrer ikke ved det enevældige princip, der i øvrigt også er ledsaget af en begrænsning i ytringsfriheden.
I det nye paradigme kan man være en offentlig person, hvorom der gælder særlige skrevne eller uskrevne regler. Man må således forvente at få sit privatliv endevendt i et offentligt medium, hvis det skønnes relevant for offentligheden, som er andre mennesker i den pågældende sociale kontekst.
Man kan blive ansat eller valgt til et offentligt embede, og dermed et offentligt virke. Reminiscenser fra enevælden og det gamle paradigme er de kongelige og adelige, der bliver født til deres status. De har ganske særlige privilegier.
Tiderne skifter med hensyn til vurderingen af de offentlige. "Kan man ikke blive andet, kan man altid blive skolelærer!" lød det engang, hvor det at være landmand eller fisker var et rigtigt arbejde. Arbejde i kommunen har været opfattet som lidt suspekt. De dygtigste søgte over i det private arbejdsmarked, hvor lønningerne altid har været højere.
Hvis så private får offentlige embeder, kan man opleve, at disse embeder opprioriteres, når f.eks. folketingsmedlemmer giver sig selv lønforhøjelser, eller når de fjerner efterlønnen for alle andre, under henvisning til, at de har et særligt ansvarsfuldt job.
Uanset begrundelse er en af grundtankerne bag ved det offentlige, at der skal være særlige personuafhængige, neutrale instanser, der kan varetage håndtering af begreber som retfærdighed, tryghed og sikkerhed for alle, noget som ikke findes tilsvarende i diktaturstater, og som mangler i de stater, der er præget af korruption.
I det følgende forsøges det offentlige som begreb indplaceret i det 4-delte koordinatsystem.
Det offentlige indeholder utvivlsomt kollektive elementer, i form at noget fælles eller almenmenneskeligt. Juridisk taler man om det offentlige rum, hvorfra ingen kan gøre krav på at gøre individuelle indsigelser. Dermed er det offentlige en delmængde, der også henter sit indhold fra den nederste venstre kvadrant.
Et interessant aspekt ved det offentlige er, at det også kan bevæge sig over
i de højre kvadranter. Når offentlige personer bliver bærere af det gode og det
onde, kan de flytte sig fra det mest suspekte og udstødte ude til venstre i
figuren, til et blive idealiseringer af det gode. Tænk engang på Jørgen Leth,
der for nogle år siden nærmest blev lyst i band og mistede alle offentlige
hverv. Og for nylig oplevede han ved lanceringen af filmen "Det erotiske
menneske" og efter at være taget til nåde igen, og genvundet sin
popularitet, at unge piger bad ham skrive sin autograf på deres bryster. Her
glider det offentlige ned i det intime, som det jo også kan være tilfældet med
popidoler, hvis plakater hænger overalt i teenagernes værelser.
Offentlige personer kan på den måde være til stede i de andre kvadranter, men de tager deres udgangspunkt i den øverste til venstre. De så at sige projiceres ud i metaforens form eller som identifikation.
Figuren til højre viser, hvordan nogle personer kollektivt har evnen til at transcendere tid og rum og blive til ikoner, for en hel generation eller måske en tidsalder. Vi kender mange eksempler fra rockmusikken, men også f.eks. modeller som Kate Moss, der med kant og ligefremhed har formået at trænge igennem modeverdenens normer. De virker ikke gennem deres personlighed, snarere mere direkte gennem udstråling eller attitude, og er derved i stand til at sætte nye normer eller standarder for det "normale", som virker i de øverste kvadranter.
Tilsvarende virker en personlighed gennem sit bagland. Ingen svæver frit i luften. Alle har en base af tryghed, et udgangspunkt, som kan være et hjem, men også personlige relationer.
Omvendt er det personer, der tør tage skridtet og træde ud over sig selv, som kan blive ikoner. Nogle tager livet af sig selv ved at gøre det. Andre har udviklet en sikkerhed, der giver dem modet til det.
Personligheden er svaret på: hvem er du i virkeligheden? Der kan være skjulte talenter, som du ikke ved noget om, men de kan vækkes til live.
Ikonet er til forskel fra personligheden en social status, som udtrykker nogle meget specifikt udviklede egenskaber, som regel unikke. Det kan være i form af en sportsudøver, men også en forfatter, en kunstner. Det kan også være en politiker eller en religiøs figur. Arketyper hører i hvert fald til i denne kvadrant.
De øverste kvadranter kan ikke stå alene. De baserer sig på de nederste. Og som tidligere nævnt er de også mere overfladiske, uden derfor at kunne undværes. Vi kender således alle frasen om at være rollemodel.
For at sætte begreber på de øverste kvadranter kan man sige, at modellerne er kulturelle frembringelser til forståelse af de eller det fremmede, mens rollerne er personer i mit nærmiljø. Rollerne er først og fremmest far og mor, søn og datter, som ligger bag vores måde at udtrykke os på, begrundet i vores egen personlige historie og udvikling.
Modellerne er afhængige af det kulturelle paradigme. Tidligere var det medicinmanden, eventyrfortælleren, præsten og godsejeren. I dag er de fleste modeller mediebårne. Nogle har form af idoler, med særlige talenter. I det sociale miljø har vi politiet, lægen, skolelæreren, arbejdsgiveren. I tv har vi underholdningsværten, nyhedseksperten, vejrprofeten og narren, i form af personen, der opfører sig outreret, kombineret med et tilsvarende udseende. Fælles for både modellerne er, at de udtrykker et kollektivt, upersonligt behov i tiden. De kan ikke undværes. De er der, når vi har brug for dem.
Tilsvarende er rollerne vores personlige måde at agere og interagere på. Her er vores personlige udvikling afgørende for, om vi kun agerer gennem rollespil, eller om vi er i stand til at lade mennesket få plads i vores livsudtryk. Hvordan vil vi gerne være? Hvor meget plads får vi og giver vi hinanden? Lytter vi, eller reagerer vi kun på forhånden værende behov?
Når vi formår at tøjle vore behov, får vi en dybere forståelse af menneskelivet og af os selv. Samtidig får andre en mere reel status end som væsener, der kun er sat i verden for at opfylde mine behov. Vi kan nu begynde at kommunikere som individer. Vi har mulighed for hver især at udvikle vores personlighed.
Ikoner er ofte personer, der har trodset deres samtid og har overskredet grænserne for, hvad man anså for rigtigt og forkert. Columbus insisterede og fik til sidst midlerne til at drage mod vest. I sin samtid fik han aldrig heltestatus. Det var først længe efter sin død.
Andre blev anerkendt, mens de levede, måske efter længe at have været i miskredit. Nelson Mandela sad i fængsel i mange år, fik ødelagt sit syn, da han blev tvunget til at kigge op mod solen. ANC, den sydafrikanske frihedsorganisation, blev af USA og Vesten længe anset for en terrororganisation. Og sådan kan vi blive ved.
Model er den måde, "man gør tingene på". Det er ikke en kvalitativ vurdering, og oprindelsen kan være svær at greje. Tilgang til kærlighed foregik for år tilbage på den måde, at man sammen med nogle venner tog i byen, tidligere måske til enkebal, fik noget at drikke, var ude at danse, og i gunstige tilfælde gik hjem med en "fangst". Der var ikke så mange andre sociale måder at finde partnere på.
Måden med at gå i byen findes stadig og lever i bedste velgående. Nu kan den suppleres med narkotika, extacy og meget sofistikerede musikformer. Men der er også mediebårne former eller modeller. Der er datingsider, der er "Dagens Mand" på TV2, og de bruges flittigt eller er god underholdning.
På tilsvarende måde er der modeller for vores måde at anskaffe ting på. Der er butikker, hvor vi kan bruge penge. Der er internetsider, hvor vi måske efterfølgende kan finde de billigste løsninger, efter at vi har fået rådgivning i specialbutikker.
Nogle siger, at butikker har udviklet sig til centre for oplevelser. Man kan undre sig over det væld af mennesker, der til stadighed opsøger IKEA eller Bilka. De ser da ikke ligefrem glade ud, heller ikke når de står i kø foran kasseapparaterne. Så er det da godt, at de kan få noget at spise på vejen ud.
Vi kan fortsætte med undervisningsformer, hvor gamle dages kæft, trit og retning og skoledegnens pult er afløst af boards til undervisningsbrug, dialog mellem lærer og elever, med inddragelse af forældre. Der er også folkeuniversitetet, hvor alle aldersgrupper, især de ældre, kan få del i den nyeste forskning, eller gøre sig mentalt klar til udenlandsrejser.
Vi kan som modeller betragte vores måde at rejse på. For århundreder siden var en dagsrejse, hvad der svarede til at flytte sig fra en kongeligt privilegeret kro til en anden, enten med hestevogn eller til fods. Længere var det ikke muligt at flytte sig geografisk. Vejene var ikke asfalteret, og der var hverken cykler eller biler. I dag tager vi fly til fjerne destinationer og kan på få timer komme til de sydlige himmelstrøg.
I alle tilfælde er modeller måder at håndtere det sociale univers, at tage fat på eller møde andre mennesker. Det er måder, der normalt er accepteret af alle eller mange, og hvor vi uden problemer kan bevæge os rundt uden at blive betragtet som sære. Det sidste er forbeholdt nørder og kunstnere, måske opdagelsesrejsende, der i bedste fald kan få status af ikoner med tiden, og sætte nye standarder, som kan udvikle sig til nye modeller, eller måder at gøre tingene på.
Endelig er det relevant at kategorisere arbejdet i modeller. For mange år siden foregik arbejdet tæt ved hjemmet, da vi havde et landbrugssamfund. Med byudviklingen bliver arbejdet adskilt fra hjemmet og foregår på særlige arbejdspladser. Man er som lønmodtager undergivet arbejdsgiverens ledelsesret, som inkluderer retten til at ansætte og at afskedige. De fleste arbejdsgivere er selv underlagt tilsvarende restriktioner, hvor en bestyrelse eller en direktør har det afgørende ord, herunder også retten til at fritstille. Tidsfaktoren er afgørende ved arbejdets udførelse, og aflønningen har normalt også en tidsspecifik relation.
Sideløbende med arbejdets adskillelse fra boligen også sin særlige opmærksomhed. Hvad der sker i hjemmet, vil altid være i højre side af figuren.
Den klare adskillelse af arbejde og fritid afføder også videnskabeligt nye områder. Freuds psykoanalyse opererer i de højre kvadranter. Kierkegaards terminologi har også primært fat i individet, inden det for alvor bliver socialt. I det 20. århundrede modsvares det individfikserede med arbejderlitteratur, men også studier i det sociale liv, herunder organisationsstudier. Karl Marx beskæftiger sig eksplicit med udviklingen i venstre side af modellen.
Den nye bølge med spirituel udvikling som tema tager fat i selve Y-aksen, menneskets direkte forbindelse med det guddommelige. Her er der mulighed for selvindsigt, for større livsglæde og harmoni. Og jo også en bedre platform til at tage de rigtige beslutninger.
Jo mere dybde og erfaring, jo mindre vil man som person være tilbøjelighed til bare at deltage i det mere overfladiske rollespil, og bare uden videre at acceptere de kulturelle modeller, i hvert fald hvis de er uhensigtsmæssige, som er dagligdagen for de fleste, svarende til de to øverste kvadranter.