Den eneste ene

Som urmennesker jagtede vi den eneste ene. Der har ikke altid været det økonomiske og arbejdsfri overskud, som vi kender i dag, og som mange tager for givet. I gamle dage (mellem urtid og nutid) mødte man sin udkårne til halbal under indtagelse af alkohol, en svingom og måske et rask slagsmål. I dag er der mulighed for et mere civiliseret møde, ofte via netkontakter. Der er større bevidsthed om den fase af livet, hvor flirten er udgangspunktet. Man kan vælge ud fra kriterier, som går videre end førstehåndsindtrykket, som normalt handler om udseende og tøjvalg. Bagsiden af en sådan fremgangsmåde kan være, at spontanitet og ægte nysgerrighed fortrænges til fordel for en kalkulerende attitude, baseret på mode, størrelse af attributter, præstationstvang osv. Vi har fået mere frihed, men det er slet ikke givet, at den bruges til at fremme menneskelighed, naturlighed og livsglæde.

Jagten på den eneste ene er også jagten på den person, hvis gener skal blandes med mine med henblik på den kommende generation. Vi vil begge, at resultatet bliver så godt som overhovedet muligt.

I dyreverdenen sker der også en sådan udvælgelse, ofte efter drabelige slagsmål mellem hannerne. Alternativt gør den ene part sig meget interessant for den anden, udfolder fjerdragten eller kurtiserer på anden måde. Begge dele forekommer også i menneskeverdenen.

Det bagved liggende motiv, eller hvad man søger efter, er selvfølgelig instinktivt bestemt, i anden række kulturelt. Begreber som alfahan hører til og indikerer dyrerige, alt omkring drifter ligeså. Men der er også noget mønsterbestemt, hvor personligheden kommer til orde. Nogle svinger vi med. Med andre gør vi det overhovedet ikke.

Tilbage