Udsagnet giver kun mening, når det sammenholdes med andre vigtige Jesusord, første og fremmest: "Jeg er sandheden, vejen og livet! og "Gudsriget er midt iblandt jer!" Disse begreber eller faktorer går forud for tidens almindelige kulturbegreber eller den aktuelle magtstruktur. I min terminologi er det den samme vej, som Cat Stevens synger om i Father & son: "I know there is a way I have to go!" Det er den dybe viden om sandheden, ægtheden, ærligheden, som findes i alle religioner: kristendom, buddhisme, men også i andre begrebsverdener. Mine begreber tager udgangspunkt i bevidstheden om og oplevelsen af, at der findes et guddommeligt væsen, som man kan vælge at kalde Gud, men også bare kan kalde noget andet.
Forholdet til noget, der er højere eller større end mig selv, har to retninger. Jeg skal tage imod, og noget vil komme mig i møde. Cat Stevens synger om en vished eller en viden om, at der findes noget andet, noget mere vigtigt, i dette tilfælde end den retning eller proces, hans far forsøger at lede ham i retning af.
Det gamle og det nye testamente kan også oversættes ved den gamle og den nye aftale. Det giver mening, for så vidt Jahve eller Gud i hele gamle testamente er den faktor, som det jødiske folk, eller en given familie, skal tilbede. Så får de et godt liv til gengæld, gode afgrøder, et liv i fred, modsat krig.
I NT hedder det: Enten vil du mig, eller også vil du mig ikke. Det er den ubetingede hengivelse, der er på spil.
Religioner har med deres ubetingede og ufravigelige krav alle en måde at føre mennesker ind i en ny verden på. Men at stole på en religion er det samme som at skulle forholde sig til modstridende bud og formuleringer i øvrigt. Fanatikere udvælger sig nogle af buddene, som gennem stadig gentagelse og måske tvang manipuleres til den eneste rigtige måde at gøre tingene på eller at tænke på, også selv om det lodret strider med sandheden.
Fanatisme som tankespind kan udvikle sig til 11. september 2001, men også til 22. juli 2011. Argumenterne er næsten modsatrettede, resultaterne i begge tilfælde groteske, omfattende tab af uskyldige menneskeliv.
At ville et alternativ kan medføre store konsekvenser og er i alle tilfælde en konsekvens af menneskelige forståelse og bearbejdning, også selv om man tror sig selv at glide med på en bølge eller lade sig føre med energien.
Jeg skriver øverst på siden og har i den forbindelse selv været et søgende menneske, at nogle mennesker ved med sig selv, at de er på jagt efter en dybere sandhed, efter en mening med det hele. Det kan som i Cat Steens sang være i forbindelse med en totalt uforstående omverden, med et pres fra familiemedlemmer om "igen at blive normal".
Det kan også være i konfrontationen med mange forskellige versioner af sandheden, der jo ikke alle kan være rigtige. Skal man så bare vælge det bedst mulige eller at kigge på det hele som noget relativt eller situationsbestemt. Min oplevelse var, at jeg var på vej mod noget meget betydningsfuldt, hvor de forskellige sandheder alle havde ret på en eller anden måde.
Det er mange år siden, og det blev et gennembrud og et vendepunkt for mig.
Derfor har jeg også nemt ved at forstå f.eks. passager i NT. Men NT er sprogligt pakket ind i begreber, som vi i dag ikke kan bruge på samme måde. Selv dengang var der forskel på, hvad der konkret blev sagt, og hvordan det efterfølgende blev fremstillet i de enkelte historier, evangelier.
Alle evangelier er forfattet mange år efter de begivenheder, de beskriver. De har også alle en dagsorden, der retter sig mod den nye generation af Jesus-bevægelsen, der længe kun fandtes blandt jøderne. Hvordan skulle de agere over for de andre jøder? over for romermagten, som de var underlagt? Vægten af de forskellige hensyn havde ændret sig i det historiske forløb efter Jesu død og hans foregående færden. I Jerusalem blev templet ødelagt af romerne i år 70 e.kr. Begivenheden har naturligvis påvirket tænkning og adfærd i den daværende Jesus-bevægelse og i det hele taget blandt jøderne.
Den nyeste forskning ser historierne i NT i et nyt lys. Når der fortælles en historie, drejer det sig ikke bare om at finde ud af, hvad der kan have været historisk korrekt. Og ud fra en historiekritik at udlede, hvad vi så kan få ud af det. Den nyeste forskning kigger efter historien bag historien. Hvordan tænkte apostlene? Hvordan blev evangelierne til? I hvilken kontekst? Ofte var det historier, der blev videregivet mundtligt, for så siden at blive nedskrevet, altid med et bestemt formål for øje og i en særlig kontekst, hvert evangelium sandsynligvis til sin særlige menighed.
Paulus' breve er de tidligste kristne kilder, som vi i dag har bevaret. Det giver os særlige fordele ved fortolkning, at vi ikke skal gennem andre kilder for at forstå tankegangen. Paulus var oven i købet den første og måske vigtigste person til at sprede Kristus-troen ud til ikke-jøder.
Hvad kan vi bruge begreberne til i dag? Hvad har de været brugt til? Jesus samlede en discipelskare, Paulus etablerede menigheder, med den klare forventning, at Gudsriget var lige om hjørnet, at de levede i de sidste tider, og at man som troende skulle holde sig parat. De troende levede i kollektiver, delte alt imellem sig. Der var meget konkrete trusler om forfølgelse og henrettelse, så i enhver sammenhæng var det livet om at gøre. I de første tre århundreder var de kristne at opfatte som kriminelle, set med romerske briller.
Siden udviklede kristendommen sig til noget helt andet, ikke mindst da den blev statsreligion. I middelalderen blev der skelnet mellem de rettroende og hedningene. De anderledes tænkende blev nu de forfulgte. Der var, som det også var tilfældet i de første århundreder, strammerperioder, men også perioder med stor tolerance.
Hvad er det så, der er det væsentlige i religionen, i kristendommen. I min terminologi er der begreber, som opstår i en religiøs kontekst, uden at være revolutionære. De lever i menighederne og i teksterne, og efterhånden får de deres eget liv, næsten sekulariseret, i form at selvbevidsthed. Det gælder f.eks. "det indre menneske", næstekærlighed, frihedsbegreber: "mand eller kvinde, fri eller slave".
Ingen tvivl om, at den momentane overbevisning i gamle dage foregik fra prædikestolen fra den karismatiske præst, alternativt fra den omrejsende historiefortæller. Der var ikke et fjernsyn i hvert hjem, i hvert barneværelse. Der var til gengæld et fællesskab uden for husene.
Kultur er, når noget kommer ind under huden på en. Religionen i dag er kun levende, hvis den er en del af kulturen. Ellers er den alene en reminiscens, der vedligeholdes af kirker og den organisation, der er understøttet af staten. Men den fordrer mennesker, der engagerer sig, som mødes regelmæssigt, hvis den på sigt skal overleve.
Hvis religionen alene baserer sig på en forestilling, der vedligeholdes af citater og kalkmalerier, stiller jeg spørgsmål om dybden og muligheden for overlevelse.
Religion er et livsgrundlag. Det er vores dybe begrundelse for at handle, som vi gør. Med materialismen er der god grund til at være skeptisk over for, hvad der driver os. Lad os være ærlige og indrømme, at økonomi og afledte hensyn spiller en langt større rolle i beslutninger end moralske og religiøse argumenter. Det vil ikke være forkert at påstå, at materialismen for rigtig mange er livsgrundlaget. Der er ingen dybere overvejelser end at kunne fastholde, hvad man nu engang har. At det er et meget kortsigtet livsgrundlag, er en helt anden sag. Men det er til at føle på. Og man kan købe sig til tryghed og sikkerhed, så længe det varer, dybest set dog kun momentant. Garneret med god underholdning fra skærmen i stuen eller på et af værelserne. Vi har skam hele verden for os selv!
Det ligger immanent som en trussel eller et tilbud eller påbud - afhængig af hvor man står - i enhver religion. "Følg mig!" I dag er kristendommen institutionaliseret, så den radikale trussel i velfærdssamfundet er til at overse, selv om der bl.a. i USA er stærke kræfter, der trækker landet mod en højredrejning. Og jo mere træg og konservativ befolkningen bliver, jo stærkere bliver radikale bevægelser, modsat i et samfund med masser af liv og en sund diskussion.
Generelt tror jeg nu også, at diskussionen er sundere, jo mere befriet den er for religiøse termer - fordi jeg selv har oplevet det, og fordi religion som et spind forsøger at fastholde en mental position, i stedet for at udvikle og at åbne den.
Derfor kan man jo godt snakke om Gud og guddommelighed, f.eks. i relation til menneskelighed. Det er vist bedre at vende den om, og at begynde med det menneskelige, fordi det ved vi et eller andet om allerede.
Religionen, når den holder op med at være progressiv, kan være som en omklamrende mor og en streng far.
Det vigtige er begrebsligt og eksistentielt at sætte noget konstruktivt i stedet. Det er her, oplevelsen, erkendelsen, bearbejdelsen og viljen kommer ind.