Selvbevidsthed og elskværdighed

Arne FrostSelvbevidsthed og elskværdighed

De to begreber har rumsteret i tankerne i mange år. Som så ofte før dukkede en sammenhæng op under en bustur eller en gåtur, eller mens jeg sov, og jeg måtte stå op og finde et eller andet at skrive med og skrive på ©. Det var næppe tilfældigt, at disse centrale tanker opstod på de historisk meget vigtige steder i Mellemøsten.

Den følgende gennemgang er ikke systematisk. Den springer let hen over nogle begreber og sætter fokus på andre. Derudover er jeg særlig glad for afsnittet ”Kærlighedens forskellige former”, der blev til sent i skriveforløbet.

Hvert afsnit har i øvrigt en særlig pointe. Det første handler om kærligheden som en aktiv kraft, om at være værd at elske. Det næste handler især om seksualitet og sammenholder begreberne tantra og syndefald. Det tredje er om den vertikale sammenhæng i figuren med særligt hensyn til overgangene. Det fjerde om kærlighedens former har særlig fokus på flirten som en mere upåagtet form. Endelig handler det femte afsnit om den særlige integritet, der er en konsekvens ved kærlighedens udfoldelse.

Elsk-værdighed

I højre kolonne i figuren herover er der kvalitative forskelle mellem de forskellige måder, som kærligheden kan udfoldes på, mens venstre kolonne er forskellige rum eller fokusområder, forskellige former af selvbevidstheden.

I højresiden er der himmel og helvede til forskel mellem at være selvdestruktiv og at elske sig selv. Det er simpelt hen to forskellige former for adfærd, vendt mod den samme person, nemlig mig selv.

På samme måde er der forskel på at elske sig selv og at elske sin(e) nærmeste. Det er to forskellige retninger at vende kærligheden, selv om den jo sagtens også kan vende den modsatte vej samtidig. Men som udgangspunkt vender den enten mod mig eller mod en anden person.

I den kristne tankegang er vi så vant til at høre kærlighedsbuddet, at vi så at sige aldrig er opmærksom på at adskille delene heri.

At elske sig selv kan være en hvilken som helst handling fra at forkæle sig selv til at manifestere sine synspunkter. Det kan være at tilfredsstille et behov, og det kan være at kaste sig ud i en udfordring, hvor ingen på forhånd kender svaret. At elske sig selv er at sige ja til at udvikle sit potentiale.

Herefter et eksempel på, hvordan man kan elske sine nærmeste:

Jeg havde selv en hjertevarm moster. Det var dengang, kvinderne stod i køkkenet en hel dag, når de skulle have gæster, og de lavede suppe helt fra bunden af, alle delene hjemmelavet. Vi var altid glade for at besøge moster og onkel. Her kunne vi lege udenfor i klitterne. Her var der hyggelige loftsrum, og her var vi altid velkomne. Det var en kontrast til en mere streng og indremissionsk hverdag. Moster og onkel var også indremissionske, men på den mere hjertevarme måde.

At elske sine nærmeste kendes som at fortabe sig selv i kærligheden til et eller flere mennesker. Nogle gange sker det på bekostning af en selv. Jeg påstår ikke, at det skete for min moster og onkel, men kærligheden var ubetinget i forhold til os. Det var ikke nødvendigvis at elske sig selv at stå i køkkenet en hel dag, men man kan naturligvis ikke afvise det.

At elske sin nærmeste er typisk det, der er fokus på i forelskelsen. Der projiceres et billede ud på modparten, som baserer sig på noget virkeligt. Normalt har han eller hun i det mindste en flig af de egenskaber, som opleves som guddommelige. Forelskelsen kan være meget intens og meget dyr. I de fleste, eller ret beset i alle forhold, ændrer forelskelsen sig med tiden til noget mere jordnært, hvor billedet krakelerer. Måske går man hver til sit. Men relationen kan også udvikle sig til kærlighed. En anden mulighed er et forhold , hvor rollespillet er styrende.

At elske en anden er også at spørge: hvad har du brug for? hvad kan jeg tjene dig med? Og i handlingen at tilsidesætte mig selv og mine specifikke behov og ønsker. Læreprocessen er at se dig, som du er, ikke som det billede, som du eller jeg eller vi skaber ©.

Springet fra at elske sin nærmeste til at elske sin næste som sig selv illustreres bedst med følgende Jesusord, der findes i to evangelier, men også i det apokryfe Thomas-evangelium: ”Den som elsker sin far og mor mere end mig, er mig ikke værd!” ©

Det er ultimativ kærlighed, som forklarer, hvorfor kristendommen slog igennem som religion, meget kraftigere end samtidens øvrige religioner. Kristne blev kastet for løverne uden at kny, når de blev angrebet. Den første kristendom er væsensforskellig fra den, som senere blev statsreligion, fuld af kompromiser, og med et indbygget magtbegær, der tillod, at man slog hedninge og anderledes tænkende ihjel.

Næstekærligheden med Dalai Lamas ord: ”Det bedste forhold er det, hvor kærligheden til hinanden overskygger behovet for hinanden!” ©

Behovet for hinanden begynder i barndommen med fader- og moderrollen. Det er ikke unormalt, at de videreføres i voksenlivet, så mand og kvinde bliver far og mor for hinanden. At lære hinanden at kende, og at elske hinanden som dem, man i virkeligheden er, kræver mod og styrke. Der skal også mod og styrke til at gennemspille rollerne som mor-barn og far-barn, at lære sig selv at kende i disse rollemønstre, at bevidstgøre dem gennem praksis.

Evnen til at give og til at modtage vil blive udviklet i denne proces, sideløbende med et større indbyrdes tillidsforhold.

Kærlighed er, at man interesserer sig for hinanden, positivt, proaktivt. Det sker ikke af sig selv. Det kan være besværligt og også ganske krævende. Og så skal det hele tiden holdes ved lige og udvikles.

Gensidig kærlighed fordrer en klangbund og en fælles vilje, hvis den skal skal udvikle sig. Den kan aldrig være stillestående. Den kan i sagens natur heller ikke være ensidig.

Det kan ikke udelukkes, at man vælger at gå hver til sit, fordi det er bedst sådan ©.

At elske sine fjender, den øverste mulighed i højre kolonne, handler om at kunne give slip, at kunne være ligeglad, midt i kærligheden, at kunne vende had til kærlighed. Fjender er ikke kun dem, der vil gøre mig ondt. Det er også mine egne fjender, dem som jeg ikke kan lide, hvor negativiteten udgår fra mig. Derfor skal jeg kunne transformere de negative følelser til positive. Jeg skal først erkende det for efterfølgende at kunne gøre noget ved det.

Enhver form for fanatisme indeholder fjendskab. At elske sine fjender handler derfor om at kunne og ville lade den gode energi udfolde sig i alle livets forhold, selv om det undervejs kan synes umuligt, specielt fordi hadet ofte er vedligeholdt af bygninger, gamle tekster og en selvforherligende rigid kultur.

Det øverste niveau i højre side er således aktivt i forbindelse med forhindringer i form at negative følelser eller handlinger, som kan have en næsten permanent kulturel form. Det samme kan forekomme om det nederste selvdestruktive niveau. Hvis vi lever i frihed, bør de to niveauer kun være aktive i korte intervaller. Det handler om så vidt muligt at ”angribe” livet positivt!

Selvbevidsthed

I venstre kolonne i ovenstående model har vi forskellige energiformer repræsenteret. Det maskuline er det styrende, mens det feminine er meget mere indholdsbestemt. Her er livsglæden, spontaniteten, hændernes favntag. Ingen af delene kan undværes i livsudfoldelsen og i kærligheden.

Det sociale er det mellemmenneskelige, ordene, sproget i det hele taget, koordinationen mellem individerne, alle former for organisation. Tænk på bierne og deres sociale ageren. Her er der ingen tvivl om rollefordelingen og hierarkiet.

Den seksuelle eller guddommelige bevidsthed handler om at se det hele lidt fra oven, eller om at være til stede i nuet, ikke bare som et udtryk, men som en realitet. Det handler naturligvis også om at være bevidst om sin seksualitet, hinsides fortrængninger og normer. Det handler om at være nøgen, men også at kunne se verden, som den er, befriet fra projektioner.

Ifølge Alex Vartman, manden bag The New Tantra, skal eller kan paradismyten omkring æblet på kundskabens træ forstås som et påbud om at afstå fra ejakulation, noget som mennesket skulle have gjort eller bør gøre.

Ved en sådan fortolkning er der en klar sammenhæng mellem seksualitet, her i form af sædudløsning, ejakulation, og kundskab, bevidsthed eller mangel på samme.

Ved sædudløsningen, ved metaforisk at spise af æblet, henviser mennesket sig selv til et smertefuldt liv med forplantningen som det nødvendige onde.

Ved at afstå fra ejakulation bevarer mennesket i den fortolkning kontinuiteten til naturen og livsglæden i paradis. Der er sammenhæng mellem sex og bevidsthed.

Når dyrene parrer sig, handler det om forplantning, og til det formål er ejakulationen nødvendig. Sex er i udgangspunktet dyrisk adfærd, også når det handler om dominans og underkastelse.

Mennesker parrer sig ikke. Vi dyrker sex ©. Vi har ud over det instinktive parringsbehov legens og nydelsens bevidste mulighed, og kan afstå fra sædudløsningen, og samtidig den træthed, som den beviseligt påfører organismen. Vi kan berige hinanden gennem sex. Sex kan gøre os lykkelige ©.

At afstå fra sædudløsningen betyder en forlængelse af den seksuelle aktivitet, af nydelsen. Vi får mulighed for at være lystbetonet til stede, mens glæden fylder kroppen og øjeblikket. Det kræver øvelse og i begyndelsen en aktiv handling i forhold til den vanemæssige seksualitet, der for de fleste vesterlændinge har mange år på bagen. Det kræver bevidsthed ©.

Det er en naturlig konsekvens, at glæden forplanter sig og med tiden griber ind i livets øvrige gøremål og vaner, hvis man altså vil det. Man skal være åben over for muligheden, og lade sig glide med, når energierne tager fat. Det kan ikke undgå at give ny erkendelse og en ny forståelse af kroppen og hverdagen.

Bevidstheden er noget specifikt menneskeligt, en slags frigørelse fra naturen, hvad syndefaldsmyten jo også handler om. Naturen er det umiddelbart værende, men bevidstheden tillader os at være årvågne til stede ©.

Bevidstheden er på samme tid en guddommelig størrelse, der handler om at kunne tage livet i egen hånd, konkret at kunne bestemme over liv og død, og et resultat af den smerte, det er ikke bare at kunne være som planten, ureflekteret og altid glad, og som dyret, hæmningsløs i sin instinktive adfærd.

Bevidsthed handler om parathed, om årvågenhed, om at kunne se og indse problemer, når de opstår, og at kunne følge dynamikken og bevægelsen i hvad der sker, og om nødvendigt at betragte begivenhederne lidt på afstand.

Bevidsthed handler om at blive voksen, eller at vokse med opgaverne, for vi kan handle og korrigere, handle og korrigere osv. Vi kan forholde os til vores adfærd, og forbedre den. Vi kan oven i købet gøre det seksuelt, som er den mest grundlæggende adfærd.

Vi blev til ved en seksuel akt, og at ville negligere den fortsatte betydning vil være at negligere livet ©.

Om overgangene

Spiralen til venstre i modellen ovenfor indikerer nogle overgange mellem den forskellige former for henholdsvis selvbevidsthed og elskværdighed. I mellemformerne er der stabilitet. Det er naturlige tilstande.

Den nederste indsnævring repræsenter det forhold, at tingene begynder at lykkes, overgangen fra det selvdestruktive til det konstruktive, hvor man får det godt med sig selv efter et ustruktureret kaos.

Overgangen vedrører forholdet mellem mig og min umiddelbare omverden, med fokus på min attitude. Det er ligesom i den tidlige barndom, mor-barn relationen, identiteten mellem mad og følelser, gråd og belønning.  Kan jeg skille det ad?

Den næste indsnævring er relationen mellem maskulin og feminin. Det er integritet og samspil, som ofte bliver til noget vanemæssigt. Hvor der tidligere var en klar skelnen mellem mandlige og kvindelige kønsroller, og mange steder på kloden – og i Danmark – stadig er det, er der nu blevet fokus på, at vi alle indeholder noget kvindeligt og noget mandligt. Nu handler det om at finde en god balance, også i de nære relationer.

Det er mødet med det modsatte køn, som markerer overgangen, mødet med et konkret andet menneske, som ikke tilhører kredsen af den kendte familie. Det er derfor også min måde at åbne mig for et nyt væsen, måske en ny verden, på sigt også et nyt fælles liv sammen, som vil bære præg af begge verdener. Vi er bindeleddet imellem disse forskellige verdener. Hvor meget plads vil vi i det forløb give os selv og hinanden?

Den tredje indsnævring angår ejendomsforholdet. Det er her, jalousien har indlejret sig. ”Hvis du besøger en anden kvinde, er det slut mellem os!”. Jeg ejer dig! Du har bare at blive og at indordne dig! Det var også her, inkvisitionen gjorde det klart, hvilken adfærd der var tjenlig til bålet. Det er her, Janteloven holder til. Det er normer, økonomi, jura, sladder i en pærevælling. Positivt handler det om respekten for andre mennesker, hvis den kan befries for besiddertrangen. Det er de indbyrdes aftaler, der konstituerer det menneskelige samvær, sociale relationer, men også arbejdsforhold osv. ©

Her er der mulighed for som mand at integrere sin kvindelighed (og vice versa) som alternativ til at være i en andens vold, dvs. henvist til dennes luner og forgodtbefindende. Som et helt menneske vil mødet med en anden nemmere blive en nydelse, en glæde, noget helt andet end hvis mødet er styret af to menneskers uforløste behov ©.

Det er herfra, at alt fælles udgår. Er det fælles udsprunget af en ægte interesse for det menneskelige, eller er det en egoistisk gruppes fælles interesser, uden hensyn til almenvellet © og den øvrige verden? Er begrebet menneskelighed udsprunget af en ægte interesse for, hvad der på sigt tjener alle bedst?

Den øverste indsnævring bevæger sig mellem noget aktivt, interagerende og noget passivt, nærmest meditativt eller blot iagttagende. Det er her, livsglæden findes, den lykkelige oplevelse af samspillet mellem dele og helhed. Selvoplevelsen er måske et godt udtryk for positionen.

I den positive overgang er det ikke os versus dem, men vi og vores omverden. Vi er en gruppe, og vi har fokus rettet ud mod verden, fordi vi har noget at give. Vi har et overblik og et overskud, som vi gerne vil dele ud af, til fælles glæde.

Spiralen er ikke en endelig form, som man glider ind i, for derefter aldrig mere at opleve noget selvdestruktiv. Jeg tror det er en form, som kan bruges til at understøtte faktorerne bag selvoplevelse, og selvtillid for den sags skyld, som jo forudsætter kærlighed, at være elsket.

Kærlighedens forskellige former

Kærlighedens forskellige formerEn anden måde at betragte spiralen på er at bevæge sig tidsmæssigt nedefra og opefter i et livsforløb. I den første indsnævring erkender man sig selv som individ. Det sker første gang i barndommen, når man pludselig oplever sig selv alene i verden, ubeskyttet, dødelig.

Ved undfangelsen skabes kimen til et nyt liv. Og i livmoderen er der symbiose mellem foster og livmoder. Barnet reagerer i forhold til moderens velbefindende.  

Den første adskillelse sker ved fødslen. Barnet er i sine første leveår dybt afhængig af andre, først og fremmest sin mor og sin far. Kærlighed som barn er at blive elsket, at få sine behov tilfredsstillet, at blive tilgodeset i sin skrøbelighed.

Oplevelsen af sig selv som individ falder sammen med oplevelsen af de andres manglende tilstedeværelse, ideelt gennem gemmelege og andre konstruktive måder at lære at være alene.

Når et barn eller en voksen oplever sig selv og sin egen begrænsning, kan oplevelsen samtidig være at blive vækket som et unikt væsen. Jeg er noget specielt. Ingen andre er som mig, selv om jeg også har noget til fælles med alle andre.

Som selvstændigt individ kan jeg følge min lidenskab og gøre en forskel. Jeg kan være mig selv, hvad jeg også får brug for i livet, og mange beslutninger skal jeg tage alene. Jeg skal selv stå inde for dem. Mange gange skal jeg vælge uden i første omgang et specifikt hensyn til en anden eller nogle andre. Det betyder ikke, at jeg er ligeglad med andre ©. Hvad skal jeg gøre for at passe på mig selv?

Den næste indsnævring i figuren er tematisk mødet med et du. Som individ søger jeg en partner, der kan komplementere mig, som kan give mig modspil, som i første omgang giver mig glæde og livslyst, som også fysisk giver mig velvære.

Enhver af indsnævringerne begynder som noget spinkelt og kan udvikle sig til noget meget intenst og kraftfuldt, hvorved de tilfører livet en ny dimension, noget som ikke var der før. En anden person kan på den måde repræsentere meningen med livet. Kan give mig noget, som jeg savner, i hvert fald når jeg én gang har oplevet det.

I et normalt livsforløb er det første seriøse møde med en person af det modsatte køn pubertetens forelskelse. Det er langt fra sikkert, at den anden er interesseret, og så må man på den igen. Det giver livet en særlig mening at møde sin udkårne ©, eller mindre ambitiøst: en jeg kan lide, og som kan lide mig.

Det er næppe den eneste gang, jeg flirter. Kærlighed som intensitet, nærvær, glæde og nærvær oplever vi vist alle, og vil gerne genopleve det. Det er et livgivende øjeblik, som samtidig kan være begyndelsen til et nyt forhold, eller bare en lykkelig erkendelse af, hvor fascinerende livet kan være.

En flirt er at føle hinanden på tænderne ©, en spænding, som fysisk er af begrænset varighed, men som i oplevelsen kan føre ind i evigheden. Der er normalt to mennesker involveret, men meget foregår i forestillingen, som kan materialisere sig i noget smukt og virkeligt, men som også kan forsvinde, som om det aldrig har været der ©.

Kærligheden er i denne fase en leg, en potentielt frigørende kraft ©. Det er normalt for unge mennesker i dag at have flere kærester, selvfølgelig ikke på samme tid. Nogle kalder det for "fjumreår", med tanke på studievalg og udenlandsrejser. Men også på partnerfronten er det blevet normalt at gøre sig forskellige erfaringer. Det er en læreproces med mulighed for fejltrin og selverkendelse.

Tiden efter ungdomsoprøret og p-pillens opfindelse har lært os, at nok er i princippet fri sex en mulighed, men samtidig kan vi ikke ukritisk skifte partnere uden tanke på graviditet, hygiejne og smittefare, selvfølgelig også ærbødighed over for den anden. Vi har allerede i ungdommen et både lokalt og globalt ansvar.

Med muligheden for sikker sex er risikoen for graviditet blevet væsentligt reduceret. Det giver frihed til at udforske vores seksualitet og lære os selv bedre at kende, inden vi involverer os dybere i et mere forpligtende forhold. Og vi kan vente med at få børn, indtil vi er klar til at give dem optimale opvækstforhold.

Efter eventuelt at have fundet sin livsledsager træder man som voksen ind i arbejds- og foreningslivet, til de mere forpligtende kontakter og måske også venskaber. Det er den tredje indsnævring. Nogle er i deres voksenliv mere markante end andre og bliver kulturskabere, mens andre blot glider med i den kultur, som de er født og opvokset i. Man gør karriere og medvirker til samfundets værdiskabelse ved at betale sin skat, men også ved at sætte sit præg på dagsordenen.

Kærligheden har andre ansigter end lidenskab og fascination ©. Der er også den oprigtige interesse fra et andet menneske: hvordan har du det? Det er ham eller hende, der lytter, som det giver mening at være sammen med, som kan blive en rigtig god ven. Dem kan der sagtens være mange af. De fleste er nu ude over fjumreårene og har fundet en forankring i sig selv og i deres nære relationer, kombineret med materiel og karrieremæssig stabilitet. Det giver ro i livet.

Endelig bliver man forhåbentlig ældre og mæt af dage og kan fra den position se tilbage og være tilfreds ©. Det er den sidste indsnævring. Det kan også være, man er gammel og sur og gnaven. Så fik man måske ikke så meget ud af livet. At se tilbage mod et godt liv kan også være at se frem mod det, der kommer. Det sker for nogle meget troende.

Også her er den alternative tilgang knap så tidsbundet og handler om dybden og visdommen. Nogle mennesker er ikke kun bundet til den fysiske hverdag med arbejde og familie, men evner at se og praktisere og formidle alternative måder at leve på. Det var i en sådan sammenhæng, at jeg opdagede den grundlæggende logik, som 4-delingen er. Den vil næppe kunne bruges som udenadslære i det eksisterende skolesystem. Integritet i kærlighedslivet

Den mentale ring

Nærværende figur er en videreudvikling af spiralen og de øvrige faktorer i modellen øverst på siden, specielt med anvendelse af begreberne om elsk-værdighed. Den viser et rum, hvor jeg vælger eller fravælger min seksualpartner, og hvor jeg lever mit liv. Det er kærligheden i den modne fase.

Som barn af ungdomsoprøret har det længe undret mig, hvorfor den tidligste kristendom fokuserede så meget på ægteskabet som det sted, hvor mennesker kunne udfolde deres primære kærlighed. Det begynder at give mening, at nogle relationer synes at være dybere end andre.  

Syndefaldsmyten lader mennesket være uden for paradis med smerte og med hårdt arbejde. I cirklen er der et rum, hvor det sammen med sin partner, sine nærmeste, kan udvikle sig. "Vil du elske og ære ...?"

Dyrene gør det instinktivt i forbindelse med parring og yngelpleje. Mennesket skal have sin sjæl og sit hjerte med, hvis det skal lykkes.

Det er inde i cirklen, at meningen med livet udfoldes. Det er i mødet med et andet menneske, du, at relationer udvikles, ikke i mødet med fjender. Det er her, vi tillader hinanden at være os selv, at give udtryk for vore følelser og tanker. Det er også her, vi udvikler tillidsforhold og tør betro os til hinanden.

Jeg tænker ikke mødet som noget, der nødvendigvis foregår inden for hjemmets fire vægge. Det kan være hvor som helst, men det foregår i en form for integritet, hvor du og jeg har eller udvikler en relation ©. Det kan også være gode venskaber. Det kan være arbejdsmæssigt eller på café. Det kan være under en uddannelse, på et weekendophold eller en anden social begivenhed. Eller det kan være på rejse, hvor de nye indtryk spiller med i samtalen og erkendelsen.

Internettet kan også være en mulighed. Jeg er dog forbeholden over for den distance, som en sådan kommunikation medfører. Den må ikke ret gerne stå alene.

Cirklens kvalitative omfang afhænger af, hvor meget man som menneske får integreret. Udenfor er fjenderne og selvhadet. Reklamer spiller på idealer, som modsvarer selvhad, og politik håndterer omverdenen og vore fjendebilleder, med mindre vi selv gør noget aktivt for at forstå os selv og for aktivt at møde vores omverden.

Hvordan lukker man cirklen hermetisk? Ved at bruge hovedet til at fortolke © i stedet til at forstå med. Fortolkninger bliver til normer, som gælder både dig og mig. Du er! Du skal! Du må! Det kan bliver så rodfæstet, at det opleves som naturgivet. Forventninger til den anden/de andre er der således ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved. Man gør bare ikke sådan!

Uden for cirklen ligger alt det, som man normalt undgår. Det tabuiserede. Det ubehagelige. Der tales ikke om det, og hvis der gør, er det i meget kategoriske vendinger Det er os versus dem, når det er ubearbejdet. Eller det er ulækkert, når det drejer sig om én selv. Det er fortrængninger, der i denne sammenhæng må siges at være kapslet ude ©.

Alternativt vil man oprigtigt gerne forstå og udvikle livet, og da kan cirklen blive en permeabel form til at integrere, modtage og at give med. Og formerne uden for cirklen vil ændre sig til en erkendelse af, hvad jeg ikke kan og er, samt en opmærksomhed på potentiale hos konkrete andre mennesker. Her skærper man sine sanser, fordi man vil livet.

Ringen, cirkelperiferien, kan blive integritetens, etikkens, livsglædens område, hvis vi vil det.

Bevægelsen ud af cirklen har jeg beskrevet andetsteds ©, hvor behovsopfyldelsen hos et barn får det til at vende sig ud mod verden. Hos voksne mennesker med karriere og med parcelhus er nok lidt mere kompliceret, men er i princippet det samme.

Cirklen indeholder mere end én person. Du og jeg er vi. Vore tanker og følelser er ikke altid lige tilgængelige for alle, heller ikke for hinanden. Når verden i dag er så lukket, som den er, på trods af vores frihed i denne del af verden, skal årsagen utvivlsomt søges i de mange cirkler, som familier eller par udgør. Derfor får det ukomplicerede tv ofte det sidste ord i stedet for at håndtere konflikter.

Når man taler forbi hinanden og ikke vil lytte, er det fordi man står to forskellige steder og slet ikke har mentalt udsyn til den anden. Man eller i hvert fald den ene er kapslet inde i en fortolkning eller attitude.

I forlængelse af min undren om en særlig institution for den primære kærlighed har jeg været nødt til at erkende, at vi har brug for hierarkier. Der er mennesker, der er klogere end andre. Der er brug for underordningsforhold, og der er brug for personer at se op til. Det nye er, at indholdet meget gerne må være båret af kærlighed og ikke som så ofte før i historien være et resultat af en undertiden dødelig magtkamp. Her indgår de enkelte cirkler, husholdninger, i en større sammenhæng, hvor ringene ideelt set supplerer og beriger hinanden.