Dette skema bare for at vise, at livet ser meget forskelligt ud fra de forskellige aldersgrupper. Prioriteringer er meget forskellige, ligesom måden at angribe problemerne eller udfordringerne på også er det.
Meget ofte tages det for givet, at alle oplever tilværelsen ligesom mig. Det er måske mere normalt, at de forskellige aldre simpelt hen har hvert sit medium at udtrykke sig igennem, ligesom de også af virksomheder og i medierne betragtes som forskellige kundesegmenter eller seer-/lyttergrupper.
Det kan godt være, at jeg ikke har ret i alle begreberne, men mit primære formål er at vise nogle afgørende forskelle, hvor nogle måske er indlysende, andre mere overraskende.
Nogle gange har man indtryk af, at mennesker på vore breddegrader ikke gider beskæftige sig med livets forskelligheder, med mindre det beskrives i livsstilsudsendelser eller anden underholdning. Hvorfor ikke?
Alle kan blive enige om det 4-delte aldersforløb. Humanister vil nok kalde det for ældre i stedet for gamle. Det er heller ikke in at blive gammel. Man vil helst forblive evig ung. Reklamer har i lang tid favoriseret og idealiseret ungdommen.
Realistisk betragtet bliver vi nødt til at indrømme, at livet består af nogle afgrænsede forløb. Måske skulle vi øve os i ikke at tale nedladende om nogle af dem, og i stedet søge at finde deres kvaliteter.
Leder vi efter overgangene, er der ingen tvivl om, at barndommen begynder ved fødselen. Ungdommen begynder med skolegangen, hvor der indtræder en social forpligtelse, der i de unge år er ensidigt vendt mod den unge, som til gengæld skal opfylde nogle krav til samfundet, og gøre sig fortjent til senere at træde ind i en social kontekst i et kontraktligt forhold.
Det kontraktlige indvarsler voksenlivet, både arbejdsmæssigt og ved etablering af en familie. Voksenlivet begynder vel, idet de unge flytter sammen og tænker på at bygge en fremtid sammen. Vennerne får lynhurtigt en mere sekundær status, og der opstår prioriterede valg, hvor noget pludselig er meget vigtigere end andet. Man forpligter sig på hinanden og forventer sig derfor også en masse af hinanden.
Alderdommen er fysisk den handling at holde op med at arbejde. Børnene har hver især etableret sig, og nu handler det om at nyde sit otium, at betragte frugterne af det arbejde, som man har brugt livet på. Det er velkendt, at hvert menneske dør, dog ikke hvornår, men man kan jo lige så godt forberede sig på det, ligesom manden der sov middagslur i kisten på loftet, for han kunne jo lige så godt vænne sig til det.
I Østen har man et meget mere afslappet forhold til døden, end vi har i Vesten. Der er ingen tvivl om, at vi med penge og materielle goder forsøger at holde dødens realitet på afstand. I Østen tror de på reinkarnation, hvad de kristne jo ikke gør. Det kan også være forklaringen på, at vi ikke er mere åbne omkring døden, hvis den efterfølges af enten frelse eller fortabelse. Grufuldt eller himmelsk! eller bare nogle skøre forestillinger?
Hvad handler livet egentlig om? Hvad er meningen med det? Svarene er forskellige set fra de forskellige aldre. Hvilken alder er den vigtigste? Der er ikke noget entydigt svar, eller det afhænger af, hvem der svarer. Måske er netop den alder, jeg har, den vigtigste. Måske ville jeg ønske, jeg stadig var barn eller ung, eller kunne gøre noget om, hvis det var muligt at flytte sig i tiden. Måske har livskvalitet ikke noget med alder at gøre. Måske handler det allermest om at være til stede, der hvor man lige nu er.
Til de enkelte livsaldre knytter sig nogle karakteristika. Husholdninger tilhører voksenlivet. Hos dyrene er det redebygning og yngelpleje. Hos menneskene handler det om at tjene penge for at få en familie til at fungere, med henblik på kommende generationer, men jo også for at en familie skal have det fornødne, materielt og som et socialt fundament. Ansvarlighed og gensidige aftaler tilhører denne alder.
Barndom og ungdom kan med rette ses som en forberedelse til voksenlivet. Men de har også kvaliteter hver for sig. Et barn tænker ikke væsentligt ud over sig selv, men bekymrer sig alligevel om det grundlæggende ved livet. Det bruger tiden på at forstå sig selv, mens det fysisk udvikler sig. Livets tilskikkelser får et sprogligt udtryk, meget konkret. Med charme er barnet i stand til at tilegne sig livet på sin egen overbevisende facon.
Der er vigtigt for barnet at tiltrække sig opmærksomhed. Skriget er det første, livsnødvendige meddelelsesmiddel, og moderen lærer lynhurtigt at respondere. Med tiden bliver sproget meget mere nuanceret og er barnets møde med sin kultur. Jo mere forfinet, jo bedre integration, og på sigt jo flere interaktionsmuligheder. Tilegnelsen af sproget sker i barndomsårene.
Den sproglige forskel på barn og ung er abstraktionen eller metafordannelsen. I barndommen er alt konkret, idet det konkrete også kan være uhyrer eller væsener af den gode slags, om ikke andet, så i tegnefilm.
I ungdommen er sproget både konkret og overført, idet forestillingen kan løsrives fra den velkendte hverdag og få sit eget sprog. Man kan blive "dybt skuffet", hvor sindstilstanden udtrykkes ved en vertikal glose ”dybt” og derefter den følelsesmæssige oplevelse, som jo heller ikke er "håndgribelig". Gennem sproget kan vi forstå hinanden, men uden fysisk at kunne røre ved emnet.
På den måde ”løfter” sproget sig og giver nye kommunikationsmuligheder. Det gælder også formuleringen af kategorier, som for længe siden er blevet formuleret af kloge, voksne eller ældre mennesker: retfærdighed, godhed, lighed, kærlighed osv.
Det flertydige indtræffer i ungdommen, hvor forvirringen ledsages af et voksende følelsesliv. Her er der interaktion med nye nmennesker, hvor personer af det samme køn er konkurrenter, mens det modsatte køn i højere grad indgår i spilmønstre, alt imens seksualiteten udvikles.
Barnet ønsker ikke grundlæggende forandringer i sin verden, mens den unge søger forandringen og fascinationen. Ofte indgår der konflikter i forhold til forældregenerationen, "de gamle". Det er også ungdommen, der går forrest med nye visioner og er de samfundskritiske. De besidder ikke de voksnes sathed.
Det er i ungdommen, at der sættes rekorder i fysisk udfoldelse. Her bliver barndommens kropsbeherskelse specialiseret og kultiveret i et karriereforløb. På et tidspunkt bliver man "for gammel" og skal forlade sportsarenaen. Vinderne af de indbyrdes kampe eller konkurrencer bliver helte og fylder lige så meget i pressen som politiske begivenheder, hvor politik tilhører den næste alder. De dygtige sportsfolk får ofte en ny "voksen" karriere, med afsæt i sporten, hvor de kan blive kommentatorer, trænere eller sportschefer, hvor udøvelsen har været den nødvendige læreproces.
I voksenalderen får ideerne en fast form og kan f.eks. bruges som grundlag for en virksomhed. De voksne er ikke længere søgende eller udforskende. De har fundet en mening med livet. De har etableret en platform, fået et indtægtsgrundlag, og de har, uanset køn, et hjem at vende tilbage til, en hjemmefront, hvor de dels slapper af og lader op til igen at være udadvendte, dels udformer deres egen version af livet, som gæster kan aflæse i rumindretning og samtaleform. Hjemmet er desuden platformen og de trygge rammer for den næste generation.
De gamle er en ny gruppe, som ikke længere bor i aftægtsboliger og understøttes af generationen før dem. De gamle er selv blevet formuende og lever deres eget liv, måske mere selvstændigt end nogle af de andre aldersgrupper, forudsat de har passet på sig selv i det hidtidige liv. Vi lever længere end tidligere, og vi har muligheden for som ældre at tilføre samfundet nogle nye værdier. Med den nye frihed har vi måske et bedre globalt udsyn, end tidligere generationer har haft det før os. Forudsat at vi ikke bare isolerer os i enklaver et sted ved en fremmed kyst.
Nogle gamle bliver særligt markante. Det har i hvert fald længe været tilfældet med politiske ledere, hvor de optjener en slags anciennitet. Og så er der vismænd, der alle har sølvgrå hår og er meget kloge.
Som det flere gange har været antydet, har vi mange frihedsgrader og er ikke strengt bundet til alderen. Vi kan blive som børn på ny, nogle siger genfødt. Vi kan måske være evigt unge. Man kan være "gammel i gårde", som normalt er en positiv betegnelse.
Metaforerne kommer til deres ret, idet de fører hen imod noget tidsbundet konkret. Selv om alderen indeholder nogle specifikke kendetegn, er der mange muligheder for transcendens. Normalt kan vi mere, end vi tror. Her tænker jeg ikke på at farve hår eller at udføre kosmetiske operationer.
Der er også mulighed for en negativ udvikling, som når en forsamling af voksne opfører sig som en børnehave.
Den mindst komplicerede udvikling er en god barndom, en udfordrende ungdom osv. I så fald er behovet for at søge tilbage mindre udtalt, end hvis livet hidtil har været miserabelt. Uanset udgangspunkt har alle muligheder for et godt liv, fordi vi kan træde et skridt ved siden af os selv og korrigere, hvis det er nødvendigt.
Man kan ikke fysisk løbe fra sin alder. Men man kan lære at håndtere den anderledes. Det gælder interaktionen med andre. Det gælder forholdet til mig selv. Det gælder først og fremmest min egen holdning og mine handlinger. Hvordan jeg tager imod. Hvad jeg involverer mig i og hvordan.
Jeg har mange muligheder, og det er mig selv, der skal tage initiativet og komme ud af starthullerne. Ingen andre kan handle på vegne af mig.