Hos nogle personer er man ikke i tvivl om deres handlekraft. De får noget fra hånden. Der er ingen tvivl om deres resultater og de bagved liggende intentioner.
Vi har alle et udgangspunkt, der styre vore handlinger. Han er et godt menneske. Han gør gode handlinger. Et sådant prædikat vil vi kunne tillægge bestemte mennesker.
Vores egen baggrund for at handle kan være indlysende, men kan også være grumset. På samme måde kan handlinger være udtryk for en overbevisning, men kan også være noget udspekuleret eller påtvunget.
Alle ved, hvad der forstås ved gode gerninger.
Det er de grumsede handlinger, som fordærver menneskeligt samvær. Det kan være bagtalelse eller ordgøgl, der ikke tjener andet formål end tidsfordriv eller økonomisk gevinst.
Gennemsigtighed kan være hæmmet af en urealistisk selvopfattelse, hvad enten der er selvovervurdering eller manglende selvtillid. Nogle river andre med i faldet, hvis de kan komme af sted med det, hvor den konstruktive handling ville have været sammen at agere positivt ud i verden eller sammen.
Et andet udtryk for at ødelægge det for andre eller sig selv er tilintetgørelse. Det er også, hvad der sker i krige. I fredstid kan man tale om Janteloven i fuld udfoldelse.
Had er kærlighedens dræbende modsæning.
Det korte og det lange er, at det er den samme impuls, livs- eller dødsdrift, om man vil, der bruges til det gode eller det destruktive. Og hvorfor nogle føler for for enhver pris og med alle midler at få andre ned i skidtet, må stå hen i det uvisse. Men det forekommer. Og det virker!
Lige som man kan fremkalde og udvikle kærlighed, kan man gøre det med had. Der er frit valg!
I vores materielle verden er verden splittet op i små enheder, svarende til de huse, vi bor i, men også familierelationer i øvrigt. Her trives den uformelle organisation i privatlivet. Her holder vi et vågent øje med hinanden. Her overvåger vi også hinanden. Nogle gange lægger vi sågar beslag på hinanden. Det er den sidste form, der har karakter af følelseskomplekser. Jeg tror, at mange livsstilsygdomme har deres oprindelse i denne omklamring, hvor vi ikke tillader hinanden noget som helst. Sådan kan det i hvert fald meget nemt tage sig ud. De følelsesmæssige bånd er betingede. Og det bevæger sig meget nemt igennem generationer, f.eks. mellem mor og datter og videre tilbage til en partner eller ægtefælle. Det kan være helt vildt.
Når man så begynder at skille det ad, f.eks. ved en personlig udvikling, kan man opleve hele organisationen reagere. Vi kender det meget fra traditioner i de muslimske lande, men glem alt om, at det alene er et muslimsk, eller for den sags skyld religiøst fænomen. Det kan kalde det laveste frem i mennesker, hvor den følelsesmæssige kontrol er den primære drivkraft.
Hvis parterne vil det, kan det opløses så let som ingenting. Men det kræver et ærligt arbejde med sig selv, og et ønske om at adskille kærlighed og kontrol. Det kræver helt sikkert også tid, fordi det har fundet sted så længe, og kan have en vedhæftning i barndommen, f.eks. i form at et fødselstraume.
Udgangspunktet vil ofte være fordomme eller normer, der kan være formuleret af andre, men som også kan være formuleret og vedligeholdt af de parter, der for enhver pris ønsker status quo.
Den person, som ønsker frihed og frigørelse, skal selvfølgelig have muligheden, også selv om alle de nærmeste er imod. Her kan tålmodighed og en gradvis erkendelse være den rigtige tilgang, idet der jo på et eller andet tidspunkt vil forekomme et brud, hvis ikke de andre eller den anden følger med i den frigørende proces. I så fald må man indstille sig på en række irrationelle handlinger, f.eks. konflikter for konflikternes egen skyld.
Det komplicerede består i, at der neden under alt moradset vil være ægte følelser, som f.eks. var aktive under forelskelsen, og som også lejlighedsvis popper op. Hvis ikke man giver plads til de ægte følelser, vil det kunne invalidere. Man kan lave moderne kunst på den baggrund, men ikke skabe et godt liv, hvor livsglæden er den ild, der brænder og lutrer.
Og det er den tilstand, som vi er på jagt efter, hvis vi vil det frie og det gode liv, alene eller sammen med andre.
Der er for så vidt ikke noget i vejen med et opklarende skænderi, eller at man i øvrigt råber ad hinanden, men hvis der ikke efterfølgende er plads til en mere kreativ udvikling af livet, vil konflikterne igen før eller siden og lige pludselig dukke op. Det er nødvendigt at få fat i følelseskomplekserne, sammen men også alene.