Hvem styrer almenvellet?

I det sekulære samfund kan der ikke længere gøres krav på Vorherre som den, der afstikker grænserne for, hvad der er rigtigt og forkert, og hvad man bør stræbe efter.

Der er ingen tvivl om, at det gudgivne univers stadig stikker meget dybt i vores selvforståelse. Således kan vi stadig gøre de ti bud gældende som grundlaget for vores lovgivning.

Mange beslutninger i dag har dog skæbnesvanger betydning for den globale fremtid, uden at religionen har nævneværdig betydning for udfaldet. Der kan nævnes klimaforandringer som følge af vores fossile adfærd. Der kan nævnes den ekstreme skovhugst i regnskove. Der kan nævnes den snævertsynede anvendelse af kemikalier og kunstgødning med et lige så snævertssynet profithensyn.

Der er mange beslutninger, der tages i gråzoner, som kan forklares ved fødevaremangel, hensyn til fattigdom m.m. Det har været umuligt at blive enig om en global klimaaftale.

På det lokale plan køber vi økologisk, hvis vi er ansvarsbevidste. Vi tror på bæredygtighed, på Fair Trade. Vi gør det også for vores egen sundhed. Måske er det kun en af bevæggrundene, vi forfølger. Hjælper det noget i den store sammenhæng?

Det sidste er et åbent spørgsmål.

Det er også et åbent spørgsmål, hvilke løsninger der vælges på de globale problemer. Der er meget politik involveret. Der er også magtforhold, hvor tendensen i øjeblikket synes at være et opgør mod diktaturer, i retning mod demokratiske styreformer, i hvert fald i Mellemøsten. Der er stadig urokkelige diktaturer, mens andre kæmper for deres eksistens, hvor militærets indgreb mod civilbefolkningen kan være midlet. Det er på det materielle plan en ulige kamp.

I tilfælde af demokratiske styrer er der ikke dermed garanti for en bæredygtig udvikling, idet der fremadrettet vil være et flertal, som tager beslutningerne, ofte med korruption som en del af processen. Lovlydighed er heller ikke nogen garanti for bæredygtighed.

Vores del af verden har afsløret, at frihed ikke er nogen garanti for fremvækst af tænkemåder, der er til gavn for menneskeligheden. Vi lever i ekstremt egoistiske samfund, som siden århundredeskiftet er blevet mere og mere selvcentrerede.

Almenvellet er et begreb, der dækker et mellemmenneskeligt hensyn, som kan være svært at have for et middelmådigt udsyn. Når de gamle hævdvundne autoriteter og autoritetsbegreber forsvinder, er der kun individernes begreber tilbage.

De nye autoriteter er de personer, som formår at brænde igennem på tv-skærmen, men ofte virker de kun, så længe elektronikken er tændt. Et afledt problem heraf er eksponeringseffekten, som betyder, at karisma kan købes for penge gennem forskning i mediefremtoning. Hvornår og hvordan fanger man folks opmærksomhed? Reklamer er sådanne tiltrækningsblokke, og de tages i stigende grad også i anvendelse af politikere og andre, som har brug for interesse.

Argumenters tiltrækningskraft er på den måde afhængig af forskning og kapital, som ikke nødvendigvis er funderet i etiske standarder.

Tilbage er håbet om, at menneskelig udvikling vil virke mere overbevisende end smålige interesser, når de vigtige beslutninger skal tages.

Idealisme eller visdom

I forlængelse af min udredning  omkring en stadig skiften mellem kropslighed og åndelighed eller fysik og mentalitet © kan ungdommen kaldes for idealismens alder, mens den modne alder i højere grad er at ligne ved visdom.

Forud for ungdommens idealisme er den fysiske vækst, der kulminerer med ønsket om fuldkommenhed, som er narcissismens idealisme. Efter den idealistiske periode ligger så den fysiske etablering, hvor det i højere grad handler om indretning end om kropslig styrke. Det er dyrenes redebygning, som vi har kultiveret i form at børneværelser og samtalekøkken.

Vi er blevet voksne, har fået et job, og hjemmet er blevet indrettet. ”Og Gud så, at det var godt!” Vi har nået, hvad vi ville med hensyn til familie og karriere. Vi kan nu begynde at reflektere over tilværelsen.

Den tredje alder er visdommens eller tiden for de store ledere. Det er normalt i den politiske sfære, at lederne har nået en moden alder, inden de træder ind på scenen. De har lagt den personlige udvikling bag sig. Valgte politikere bliver ikke født til deres job, modsat kongelige. De skal først gøre sig fortjent til tillidshvervet, og vejen kan gå gennem en politisk karriere. Normalt ligger de tunge lederposter sent i karrieren.

Mens idealismen kigger ud mod verden og vil verdensrevolutionen og politiske omvæltninger, er der en tendens til, at visdommen resignerer. Den ældre har opnået, hvad der var muligt, eller hvad han troede muligt. Kroppen er på vej mod forfald. Det er ikke længere tid til rekorder. I stedet handler det om helhedsbetragtninger og måske om kompromisser ©.

Hvem styrer almenvellet? er det rimeligt at spørge igen. Vi har brug for ungdommens stræbsomhed og idealisme. Vi har også brug for visdommens tilbageholdenhed og respekt. Prioriteringerne skifter med alderen, idet der ikke nødvendigvis er tale om en omvendelse. Det mentale popper op på forskellige tider, og der er ikke tale om en kontinuerlig udvikling.

Almenvellet og næstekærlighed må nødvendigvis have noget med hinanden at gøre. Når det er godt for alle, kan det jo være et kompromis, den bedst mulige løsning. Den kloge fyrste kan ikke tilbyde alle rigdom, men kan regere landet, så alle får de bedst mulige livsvilkår.

Næstekærlighed er den optimale løsning for min næste. Med det ideale er ikke altid det realistiske. Hvis en befolkning aldrig har prøvet demokrati, vil det bedst mulige alternativ måske ikke være en ideel løsning, men alligevel kunne karakteriseres som hensynsfuld og troværdig.

Kærlighed springer ikke over, hvor gærdet er lavest. På den måde vil den måske altid være mere ultimativ end det hensyn, som hører under begrebet almenvellet. Så det går ikke at sætte lighedstegn ved de to begreber ©.

Begreber om kærlighed har i århundreder været pakket ind i en religiøs terminologi og på den måde kunnet udvikles, fordi der har været krav om ofring til guderne eller til guden, omgærdet af restriktioner eller trusler om fortabelse, hvis de ikke blev fulgt. Hvis det har været nødvendigt for overlevelse og udvikling, har det været under hensyn til almenvellet, undertiden under mottoet: ”Den, man elsker, tugter man!”