seneste rettelse 17/12/11

Frihedens begrænsninger

Udgangspunktet

Frihed er muligheden for i en given kontekst at kunne handle anderledes

Begrænsningen er ikke at kunne eller ikke at ville

Historiske, geografiske og kulturelle begrænsninger

globaliseringens skygge

ejendomsretten bør revideres

alt har sin tid

intermezzo

om snyd

Personlige begrænsninger

de negative vibrationer

Kompleksdannende med tilbagevirkende kraft

Friheden forudsætter en viljesakt

hvem tager beslutningerne?

indforståethed

skal forestillingen have større magt end realiteten?

vores besynderlige dilemma

  
 

Frihedens begrænsninger

Udgangspunktet

På samme måde som det er interessant at indkredse, hvilke muligheder vi har, positivt forstået, i forhold til tidligere generationer, og i en global sammenhæng, er det relevant at forsøge at indkredse de forhindringer, der findes med henblik på at bruge mulighederne eksistentielt.

Forhindringer er der mange af. Det er dem, der er årsag til, at livet ikke bare sprudler.

I nogle af de fattige lande kan man opleve, hvordan mennesker, på trods af de åbenlyse mangler med hensyn til teknologi, materielle fornødenheder, herunder også mad, kan være glade og hjælpsomme. Man kan måske ligefrem kalde dem lykkelige. Og så udstråler de undertiden også stolthed og harmoni.

                                       

Vi kan sagtens finde glade mennesker herhjemme, også mennesker som forstår at gøre brug af friheden, og som ved deres adfærd beriger andre og på den måde skaber positive vibrationer eller cirkler, om man vil.

Glade mennesker er ikke nødvendigvis dem, der smiler på fotos. Dette er en i sammenhængen meget vigtig pointe. Hvordan en person ser ud foran et kamera, behøver ikke at hænge sammen med den adfærd, som karakteriserer vedkommende. Og det er adfærden, der har afsmittende virkning med hensyn til livskvalitet.

I vores meget opsplittede virkelighed, hvor billedmediet og medierne i det hele taget spiller en stadig større rolle, er det nødvendigt at være opmærksom på den begrænsende funktion, som de kan have i forhold til udfoldet liv.

Meget i teksten vil være en gentagelse af problemstillinger fra Frihedens muligheder, men det er sigtet at inddrage nye 4-delinger til forklaring af sammenhænge.

4-delinger er et udtryk for en ny helhedsorienteret tænkemåde, som jeg blev præsenteret for – eller opdagede, om man vil – i 1979. Jeg er bekendt med, at andre, bl.a. C.G. Jung, har benyttet 4-delinger. Det specielle ved mine af slagsen er, at en 4-deling altid er et forsøg på at indkredse en given problematik i sin helhed. Man kan sige, at en 4-deling altid tager sit udgangspunkt i et tilstand af frihed. Og så handler det ikke kun om en psykisk realitet. Jeg vælger at betragte tilværelsen som en helhed, uanset hvilket problem vi står overfor.

Den væsentlige erkendelse stammer fra 1979, hvor jeg blev opmærksom på 4-delingen, samtidig med de unikke muligheder, vi har som menneskelige væsener. Et gennembrud var også erkendelsen af en sammenhæng i 1982 og forholdet mellem viden og kapital.

I de senere år er der ikke erkendelsesmæssigt opstået noget væsentligt nyt. Det handler mere om at føje ny viden til de begreber, jeg tidligere har fået en forståelse af, idet jeg hver gang har haft oplevelserne fra 1979 i baghovedet.

Samtidig har det været en glæde at støde på forfattere som Elaine Pagels og Søren Giversen, der begge behandler den tidlige kristendom.

Organisatorisk har især Edgar H. Schein og Gareth Morgan bidraget med begreber om kultur og om metaforer.

Historisk har min interesse bevæget sig i mange retninger, men især omkring almindelige menneskers forestillingsverden og levevilkår.

Nytænkning vil altid implicere et opgør med gamle måder at gøre og tænke på. For mig er det vigtigt, at der er formuleret et alternativ, når en forældet måde skrottes. Det er samtidig vigtigt at værne om de gamle værdier, som ofte dækker over fornuftige måder at gøre tingene på. De kan også udtrykke en beskyttelse af naturen eller en respekt for noget vitalt, som det ofte er tilfældet ved religioner.

Omvendt: hvis religion eller andre foranstaltninger kun handler om at beskytte privilegier, vil det være forkert at vedligeholde dem.

Vore dages rationelle tænkning vil tit være forhastede konklusioner i forhold til de mere dybtliggende forhold, som en religion dækker over. Samtidig har velfærdsindivider sjældent den dybde i engagement, som gør dem i stand til en egentlig forståelse af livets mangfoldighed. Der er især rejseaktiviteter i andre verdensdele, der har givet mig indblik i andre levemåder, men også andre filosofier.

Frihed er muligheden for i en given kontekst at kunne handle anderledes

Under en rejse i Indien oplevede vi en fattig bonde, der gik bag ved en plov, der var trukket af et oksespand. I nærheden så vi også traktorer. Der var altså nogle bønder, der var mere formuende og derfor kunne være mere effektive.

Den teknologiske udvikling har givet os mere frihed. Vi behøver ikke længere at gå i marken hele dagen for at tjene til føden. Vi har fritiden og dermed frihed. Vi kan selv bestemme, hvad vi bruger tiden til.

Landarbejderen har brug for at hvile og spise, når han ikke er i marken. Måske har han et fjernsyn hjemme i den lerklinede hytte. Der er nu ikke nogen antenne eller parabol at se på billedet. Til gengæld er der heller ingen stress.

Gennemsnitslevealderen i Indien er 64 år (2001). I Danmark er den 77. Forskellen er ikke mindst begrundet i befolkningens generelle sundhedstilstand, f.eks. den fysiske slitage.

Livskvaliteten udspringer af de fysiske forhold, som kan være materielle, teknologiske og den kropslige belastning, som arbejdet medfører. Hvis man er født og opvokset i en indisk landarbejderfamilie, er udsigten til uddannelse og et andet job ikke særlig stor.

Vi regner med, at lande som Indien med tiden kommer op på det samme teknologiske niveau som os, på samme måde som det et sket i alle de industrialiserede lande. Det vil medføre en række forbedringer.

I Indien besøgte vi også et antal storbyer. I gaderne lå der drenge og sov. I dagtimerne kørte de med rickshaws. Det var de samme vogne, som de sov i om natten. Andre børn sov på stativer, eller hvad der nu fandtes. De havde ikke andre ejendele, end hvad de stod og sov i.

I byerne vrimler det med mennesker. De seneste undersøgelser viser, at mere end halvdelen af Jordens befolkning bor i storbyer. Forureningen er massiv, så det er ubehageligt at være der i myldretiden. Man kan sagtens forestille sig, hvilke konsekvenser det får på lungerne på de unge mennesker, der er tvunget til altid at være der.

I det sidste tilfælde er der ikke udsigt til en forbedring i levevilkår. Selv om det er sandsynligt, at det ad åre bliver muligt at nedbringe forureningen gennem teknologiske forbedringer, vil det ikke gavne de drenge, der i dag lever i gaderne.

De drenge, som er heldige at have et arbejde med rickshaws, får derigennem til livets opretholdelse, som er mad og drikke. Der er andre, som ikke er så heldige. Derfor er tiggeriet omfattende. Som besøgende er man nødt til at kunne sige nej, også fordi noget af tiggeriet er organiseret. Det er i øvrigt ikke svært at forestille sig, hvordan byudviklingen skaber drengebander og anden kriminalitet, men også prostitution for de unge piger.

Der findes ikke nogen reel frihed for de involverede, som fødes ind i de – for os at se – uanstændige forhold. De vedligeholdes af hinduismen, som opfatter de socialt dårligst stillede som pariaer, der selv er skyld i deres skæbne, som kun kan overvindes ved egen hjælp, altså ved gode gerninger – god karma.

...

Begrænsningen er ikke at kunne eller ikke at ville

Begrænsninger handler om, hvad vi ikke kan, eller hvad vi ikke gør, selv om vi kan. I det sidste tilfælde er det personen selv, der standser bevægelsen hen mod en handling, som han/hun burde udføre, enten for andres eller for sin egen skyld.

Begrænsningen er til at forstå, når emnet er amerikanske fængsler.

I USA er de i gang med at bygge nye flugtsikre fængselsceller, der er gennemtænkt ned i mindste detalje med hensyn til overvågning, betonens konstruktion, hængsler osv. Tidligere tiders flugtkonger bliver svære at overgå. Nye fanger er sat på noget af en opgave, hvis de også vil i historiebøgerne.

Friheden for en fange under disse vilkår er praktisk taget ikke-eksisterende. Med en kreativ evne kan han måske overleve gennem en forestillingsverden. Fysisk er mulighederne få.

Det er velkendt, hvordan religioner på forskellige måder virker begrænsende på adfærden. For den troende bliver et ydre krav til en næsten selvvalgt handlemåde.

Inden for islam har vi oplevet en kvinde blive idømt 200 piskeslag og ½ års fængsel, efter at hun var blevet voldtaget. Dommen var oven i købet blevet skærpet, efter at hun ankede den. I Saudi-Arabien må en kvinde ikke kontakte andre mænd end dem, hun er i familie med.

For den troende bliver et ydre krav undertiden til en selvvalgt handlemåde. Det er en væsentlig betingelse for religionens fortsatte berettigelse, hvor magten i form af hårde straffe er en anden. Men den kan ikke stå alene.

Hvordan kan en muslimsk kvinde, der er helt tildækket, være fri?.

En rettroende muslim har forklaret, at kvinden derved beskytter sin seksualitet. På en måde kan jeg godt forstå ham, når han henviser til vores meget åbenlyse eksponering af seksualitet i Vesten.

Er det frihed, at vi løser vores behov for erotik gennem pornofilm? Eller vores behov for spænding gennem actionfilm? Der er en hel industri, der i den vestlige verden holder de naturlige impulser i ave, eller passiviserer dem. Er det frihed efterfølgende at kunne vælge mellem 5 forskellige pornofilm?

Pornofilm er måske ikke helt stuerene. Men det er til gengæld de fleste spændingsfilm. Er det ikke et lidt usselt kulturelt kendetegn, at vi lukker spændingen ved tilværelsen inde og får den ud gennem en Hollywood-produceret forløb, der fra producenterne handler om at få os til at bide på krogen i 1½ time?

Selvfølgelig skal man da kunne se en god, velkomponeret film, hvis man har lyst til det.

Andre begrænsninger er en blanding af noget materielt og mentalt.

Det er ikke kun i børnehaven og i skolen, at børnene undertiden er på nakken af hinanden. Voksenlivet kan være fyldt med bagtanker og bagtalelser. Derfor kan man opleve, at sproget fuldstændig har mistet sin betydning, at handlinger altid tolkes, som om modparten er ude på et eller andet ondt.

Når det sker, kan det udvikle sig til en ond spiral. Jeg skrev for nogle år siden en opgave om Strindberg, som er et godt eksempel på den negative udvikling i voksenlivet, nærmere bestemt i parforholdet.

Jeg tror, at mange af velfærdssamfundets problemer kan føres tilbage til samlivsproblemer.

Samfundets problemer er selvfølgelig en akkumulering af, hvad der sker i de enkelte huse. Der er fællestræk, som viser sig i det ændrede politiske klima, i fremmedhad og i andre forhold. Man kan også pege på volden, der har ændret karakter.

Når familien opfattes som samfundets base, er det vel logisk, at det både gælder med hensyn til de positive og de negative konsekvenser. Derfor er familiens mentale sundhedstilstand vigtig for samfundets måde at reagere på.

Hvis ikke den miljømæssige baggrund er i en mental sund tilstand, kan personligheden vel heller ikke være det. Personen får det i hvert fald sværere, når miljøet modarbejder frigørelse og udvikling, end hvis det opmuntres af miljøet.

Historiske, geografiske og kulturelle begrænsninger

Hver dag hører vi om borgerkrig, hungersnød og naturkatastrofer i medierne. Vi, der kan lide at rejse, ønsker ikke at flyve til destinationer, der er præget af ulykkerne. I 2006 var vi i Nepal, hvor der kort forinden var etableret en våbenhvile mellem kongemagten og maoisterne. Vi oplevede ingen uroligheder. Vi kom for at besøge den særegne nepalesiske kultur, og selvfølgelig også den storslåede natur.

I 2005 var vi i Egypten. Rejsen begyndte i Sharm el Sheik, hvor der et par måneder senere blev udført et terrorangreb, hvor en del mennesker omkom.

Vi opsøger ikke de urolige steder. Vi kunne f.eks. ikke tænke os at tage på ferie i Irak. Men det er svært at gardere sig mod så irrationelle kræfter, hvis man samtidige gerne vil ud at opleve en anderledes og oprindelig kultur.

Med hensyn til naturkatastrofer er der en tilbagevendende debat om, hvad der er menneskeskabt. Nogle begivenheder ligger helt uden for menneskelig kontrol, f.eks. jordskælv.

                                  

Da vi rejste i Peru i 2005, boede vi to døgn i Pisco. Her fik vi rigtig slappet af og har siden opfattet dem som nogle af de bedste dage på rejsen. Vi nåede også at skabe kontakter, specielt med en pige, der hjalp os til Ica, men som også fulgtes med os på en gåtur i Pisco. Vi fotograferede hende sammen med de tre kvindelige rejsende foran en af byens kirker.

Den 15. august 2007 blev Peru hjemsøgt af det værste jordskælv i 100 år. Det målte 8,0 på Richter-skalaen. Det sted, som blev hårdest ramt, var Pisco, hvor en kirke styrtede sammen under en gudstjeneste. Flere end 100 kirkegængere blev dræbt. 85% af byen blev lagt i ruiner.

                             

I august er det vinter i Peru, og de overlevende savner tag over hovedet. Det er underligt og forfærdeligt at høre om, netop fordi vi har været der selv og oplevet smilene, hjælpsomheden og den smukke og rolige by.

I forhold til de individer, som lever i bjergene, hvor nøjsomhed er et livsvilkår, virker bundetheden til naturen mindre i en by som Pisco. Men det har ændret sig brat med skræmmende styrke. Jordskælvet i Peru kostede mere end 500 menneskeliv.

Globaliseringens skygge

Det er en kendsgerning, at skellet mellem rige og fattige lande i disse år øges. Det betyder, at de rige får mere, og de fattige mindre. Der findes også rige i de fattige lande, ekstremt rige.

Når forskellen vokser, skyldes det ikke bare dygtighed, men også kynisme. Den formuende har friheden til at omgive sig med de bedste advokater, revisorer og spindoctorer, der formår at trække fordelen ud af enhver situation. Det består i at udnytte loven til bristepunktet. Det kan også bestå i at omgås den ved brug af kynisme og vold. Til den sidste kategori hører den kriminelle verden, der ikke mindst excellerer i narko og i menneskesmugling og slaveri. Der er tale om en voksende branche.

Rigdom kan også være et resultat af dygtighed og hårdt arbejde. Der findes bestemt hæderlige forretningsfolk, der er sig deres sociale og globale ansvar bevidst. Det er ikke dem, der er årsag til det stadig større gab mellem rig og fattig.

På grund af Internettet og Tv opbygges der i de fattige lande et billede af de rige som et slaraffenland med uanede muligheder. Da den legale flygtningestrøm er blevet bremset af de enkelte landes lovgivning har det sat skub i den illegale flygtningestrøm og samtidig en ny niche for de kriminelle.

Det er dyrt at købe sig adgang til de overfyldte både, der hver nat krydser farvande for at fragte flygtninge på vej mod en anden tilværelse, med risikoen for at nogle drukner undervejs.

De som kommer over på den anden kyst, og for hvem det lykkes at komme over grænsen, pådrager sig samtidig en gæld, som det nemt kan tage 6-7 år at afvikle. Bagmændene tjener formuer på transporten, samtidig med at de sikrer sig indtægter fra de illegales nye liv.

For nogle af flygtningene lykkes det over en årrække at afvikle gælden. Andre kommer frem til et liv i prostitution, hvor vold og trusler hører til metoderne. Truslen er bl.a. rettet mod de tilbageværende familier i oprindelseslandet. Volden består i tæv og tortur.

Ud over prostitution bruges de illegale flygtningen som billig arbejdskraft i derfor konkurrencedygtige brancher. Det er ikke svært at se, hvordan denne adfærd, selv om politimyndighederne gør en ihærdig indsats, kan true vore velordnede samfund, imens den kriminelle adfærd gør sit indtog, f.eks. med narkotika til de unge.

Samtidig går det hver dag ud over nye tusindvis af mennesker, på jagt efter en bedre tilværelse. Man skal ikke glemme, at korruptionen i de fattige lande på forhånd giver meget ulige vilkår mellem os og dem, hvis nogle med en liberal tankegang skulle finde på at sige, at de bare kan tage sig sammen.

Ejendomsretten bør revideres

Skriveprocessen er for mig også en erkendelsesproces. Min seneste konklusion udredning er, at ejendomsretten bør revideres. Vi har i dag ret til at eje, men vi har også ret til at være kyniske. Lad mig eksemplificere.

I gamle dage var slaverne ejendom. Hvis det var nødvendigt, måtte man slå slaverne ihjel.

I andre lande er kvinden mandens ejendom. Det kan godt være, at lovgivningen siger noget andet, men i praksis kan manden gøre, næsten hvad han vil. I Pakistan må han hælde syre i hovedet på sin kone, hvis han ikke længere bryder sig om hende. Resultater er, at hun bliver vansiret og i praksis udstødt, mens han i praksis ikke kan retsforfølges.

Tidligere havde man tyende, en mellemting mellem slaver og arbejdere. De havde ikke mange rettigheder.

Indtil 1788 var der i Danmark stavnsbånd, som betød en særlig ret for godsejeren i forhold til bønderne. Det indebar også revselsesret, som kunne effektueres med pisk, gabestok eller jernhest. Stavnsbånd betød, at landarbejderne var bundet til den gård, hvor de arbejdede, og ikke havde ret til at flytte til en anden egn.

Ledelsesretten virker i dag på arbejdsmarkedet. Den giver arbejdsgiveren dispositionsret over de ansatte, som i arbejdstiden skal følge arbejdsgiverens ordrer. Hvis de nægter, har han lov til at fyre dem.

I disse år er der opblødning i ledelsesretten. Flere beslutninger er op til de ansatte. Ved mangel på arbejdskraft bliver de ansatte et mere vigtigt aktiv, og der lægges vægt på arbejdsmiljø.

Selv om nogle virksomheder forsøger at omgås arbejdsmiljøregler, slipper de ikke altid heldigt om ved det.

Fagforeningerne er i dag en integreret del af arbejdsmarkedet, men opstod under vanskelige arbejdskampe, hvor ridende politi var arbejdsgiverens forlængede arm, og hvor arbejderbevægelsens pionerer blev landsforvist.

Ledelsesrettet giver lederen ret til at ansætte og afskedige. I dag skal der være en god grund til at afskedige. Sådan har det ikke altid været.

Ejendomsret er også bestemmelsesret over ejendom, alt hvad vi kan købe.

Vi har en enorm bilpark, på trods af at Erhard Jacobsen skabte Centrumdemokraterne, bl.a. med et trusselsbillede af, at bilerne ville forsvinde med nye afgifter. Bilparken har aldrig været større, og nu taler man seriøst om en bro over Kattegat.

Flere dør af trafikken end i trafikken. Trafikdrab er strafbart, men det er ikke strafbart at være årsag til forurening, som fremkalder flere dødsfald. Det er en politisk beslutning, siger man.

Man kan godt vende frihedsbegrebet mod bilisterne og sige, at de har nogle valg i forhold til bilismens skadevirkninger.

At bagatellisere virkninger har vist altid været en brugt teknik for dem, der ligger inde med magten, men henblik på at bevare den.

Kynismen er blevet en stadig større del af vores hverdag. Nogle kalder det manglede solidaritet. Det dækker helt sikkert over en forskydning af de midler, vi har til rådighed.

Der skal være et incitament til at arbejde, lyder det politiske argument. Men samtidig foregår det studehandler, så de rige bliver i stand til at akkumulere endnu mere kapital, som ikke er et resultat af hårdt arbejde, men nærmere lyssky transaktioner.

Det er de samme ledere, som optræder i medierne og forsvarer deres handlinger, sikkert efter at have konsulteret medierådgivere.

Undertiden taler man om et etisk ansvar. Virksomheder må ikke importere produkter, hvor børn har deltaget i produktionen. Der er forbud mod børnearbejde, men det foregår i stor udstrækning i mange lande.

Nogle virksomheder vedkender sig et socialt ansvar, som kan være at stille en børnehave til rådighed for de ansattes børn. Det kan også være at sikre en anstændig indtægt til producenter i fattige lande (Max Havelaar).

I nogle lande betyder ejendomsretten, at regnskov fældes i en hastighed, der er foruroligende, både over for de lokale stammer og det globale klima. Har man pengene, har man også råderetten, uanset konsekvenserne. Det gælder også i forhold til de truede dyreliv. Der er ingen sanktioner mod de store koncerner, i modsætning til de krybskytter, der risikerer livet, hvis de bliver opdaget, på jagt efter trofæer, der efterfølgende sælges på markeder, der ikke har tilsluttet konventioner og beskyttelse.

Ejendomsret kan også betyde - i nogle lande - at alt hvad der ikke er beskrevet som ulovligt, eller som kan foregå upåtalt - i det skjulte - eller som kan holdes skjult ved hjælp af trusler eller det, der er værre - er tilladt.

 

Verset er fra Imagine af John Lennon, et smukt billede, som med nogen ret kan kaldes paradisisk. Det minder i hvert fald om det paradis, som jeg er blevet opdraget med, hvor man bare går rundt uden at lave noget. Der er ingen grådighed, ingen sult. Alle deler alt.

Paradiset findes i en lidt anden version i Pär Lagerkvist’s Det Evige Smil. Det er nærmest en venteposition, hvor flokken af døde med hver sin skæbne i livet efter lang tids vandring finder gud – i form af en gammel kroget mand. Han svarer stilfærdigt på deres bebrejdende spørgsmål: ”Jeg gjorde det så godt jeg kunne!”

Min erkendelse i 1982 siger mig, at vi bør acceptere kapitalen som en faktor. Det er ikke realistisk som John Lennon at tro på fravær af ejendomsretten, selv om det er en smuk tanke. Det var jo heller ikke en, som han selv praktiserede. Han var i situationen privilegeret ved ikke at skulle tænke på penge.

Derimod bør vores holdning til ejendom ændres, så vi også giver plads til respekt for andre mennesker – og plads til naturen. Det gør vi alt for lidt i dag. Hvordan vi griber det an, lader jeg være et åbent spørgsmål.

John Lennon har ret i, at der klæber sig grådighed til ejendomsretten, og at den ulige fordeling af den grund skaber sult.

Og det er et gigantisk problem, som kun kan løses ved at revurdere begrebet.

Alt har sin tid

Der har altid været mennesker, der har været de dominerende, som har ejet jorden eller fabrikkerne, eller på anden måde har haft den økonomiske eller mentale magt.

Der har altid været mennesker, der har været undertrykt, som har været henvist til andres nåde eller forgodtbefindende.

Og så har der været en gruppe eller enkelte, der har kæmpet for større retfærdighed, som har kunnet gennemskue urimelighederne og har formuleret alternativer.

Historisk er det ofte nemt at kritisere denne gruppe for en manglefuld adfærd, uden at kritikerne forstår eller gør noget for at forstå den kontekst, hvor handlingerne udspilles, og hvor ordene formuleres.

I forhold til større magtgrupperinger har modstanden været formuleret som ismer, som har været et særkende i det 19. og især det 20. århundrede.

Et andet sprog har været det religiøse. Op igennem kristendommen har nye teologier formuleret alternativer, der gav de undertrykte folk nye muligheder.

Et tredje var ungdomsoprøret og rockmusikken. Virkningen var en anden og på et andet plan. Der var sange, der overlevede og rakte ud over det årti,  hvor de blev skrevet.

Det er altid nemt at stå på afstand og kritisere, hvis man ikke forsøger at sætte sig ind i konteksten, hvor det for mange har været dødsens alvor. Adskillige forkæmpere for en idé eller nogle frihedstanker har måttet lade livet, fordi magthaverne har følt sig truet.

I mange situationer har truslen bestået i, at idégrundlaget eller ideologien ikke passede dem, der sad på magten, at det/den ville forskyde balancen, når den slog igennem i form af flere rettigheder for de underkuede.

Det forekommer også i dag, mange steder på kloden.

Oprørsbevægelsers dilemmaer har ofte været at omstille sig, hvis de selv kom til magten. Mange gange har vi set fortiden gentage sig.

Frihedsbevægelser formulerer altid et udgangspunkt og et mål, der naturligvis begrænser projektet. Hvis målet er proletariatets diktatur eller arbejdernes overtagelse af produktionsmidlerne, kommer oprørerne aldrig ud over deres materielle udgangspunkt.

Der er formodentlig ingen tvivl om, at en af de største frihedsbevægelser gennem tiden har været kristendommen, som den blev formuleret af sin grundlægger. Begreberne om Gudsriget har givet en ny dimension i forhold til de jordiske fortrædeligheder, som livet dengang bestod af, hvis man da ikke lige tilhørte de meget privilegerede klasser. Livet får et nyt indhold med de nye mellemmenneskelige relationer, som lignelserne og kærlighedsbudet forkynder.

Kristendommen har som mange andre bevægelser historisk gentaget det, som den oprindelig var oppe imod og tog afstand fra, f.eks. den dominerende overmagt i form af en kejser eller en statsmagt. Derfor har der næsten fra begyndelsen været forsøg på at bryde med den etablerede kirke og reformulere, hvad der blev sagt engang ("Thi dit er riget, magten og æren!").

I nyere tid er der blevet formuleret en frihedsteologi i Sydamerika, som selv den katolske kirke har taget afstand fra, ligesom den amerikanske efterretningstjeneste CIA har medvirket aktiv til at standse bevægelsen. Magteliten går end ikke af vejen for mord. Intentionen fra frihedsteologien har været og er at give den oprindelige befolkning muligheden for at dyrke egen afgrøder og skabe et anstændigt liv. Reaktionen har været militær intervention og udryddelse af landsbyer i form af mord, voldtægt og afbrænding af husene, ikke mindst i Guatemala. Det er vanvittigt, hvad der er sket.

Det er logisk i Sydamerika, at teologien må tage sit udgangspunkt i fattigdommen og i konkrete handlinger, når målet er at give indianerne frihed. Det skal ikke mindst ses i lyset af den magt, som kirken har og har haft, ofte i tæt samarbejde med magthaverne, hvis det ikke lige var kirken, der var den mest indflydelsesrige, og den største jordbesidder.

På vore breddegrader er den vigtigste frihedsbevægelse i dag den økologiske, både fordi den er visionær og praktisk. Den største faldgrube er, at den skulle miste et af benene, som andre bevægelser har gjort tidligere, og udvikle sig til enten at blive et glansbillede eller til et simpelt regelsæt.

Intermezzo

Enhver frihedsbevægelse er ensidig. Den har et specifikt udgangspunkt og et specifikt mål. Når målet er nået, hvad skal der så ske?

Hvis midlet er våben, hvad skal der så ske efter våbentilstand?

Hvis det er en fredsbevægelse, hvad skal der så ske efter fredsslutning? Der er en tendens til, at modstridende interesser kan samles om freden, men hvad så bagefter?

Velfærdssamfundet indeholder den samme problematik. Vi har overvundet sult, fryser ikke om natten, har også godt fat i epidemier og andre sygdomme, der skyldes mangel på vitaminer eller dårlig hygiejne. Men hvad er herefter meningen med livet?

De globale og de lokale problemer har forskellige udspring og årsager. Fællesnævneren er, at de globale altid starter lokalt. Det globale forbrug er summen af de enkelte husholdninger. Den globale opvarmning er summen af de lokale udledninger af CO2.

På samme måde kan man addere holdninger. Vi kender det som det politiske klima, som i demokratier tælles ved antallet af afgivne stemmer. Der ligger også holdninger bag forbrug.

Det er nærliggende I Danmark at sammenkæde politik og forbrug. Der har udviklet sig en forbrugerisme grænsende til det maniske, som i høj grad slår igennem i hele vores tankegang. Alt måles i kroner og øre. Alt måles i arbejdsduelighed, og resten af verden betragtes gennem denne begrænsning.

Når man herhjemme den 16. oktober (2007) kan finde et læserbrev i Jyllands-Posten, der giver de dovne og nu fængslede buddhistiske munke i Burma skylden for militærdiktaturet og fattigdommen i Burma, så vidner det mere om en civilisationsfallit i Danmark end nogen form for reel forståelse af forholdene i Burma. Er vi virkelig kommet så vidt? Bliver det næste et militærdiktatur i Danmark til forsvar for ytringsfriheden?

Jeg er udmærket klar over, at læserbrevsskribenten hører til de mere rabiate af slagsen, men der er nu alligevel en slags massepsykose i disse år, der vifter alle sunde overvejelser af banen.

Interessen vendes i det følgende mod det personlige eller individuelle. Virkningen vil være lokal, dog afhængig af individernes engagement. Nogle har større pondus i medierne og i det politiske billede end andre. Som udgangspunkt virker individet først og fremmest i sine nærmeste omgivelser.

Om snyd

Vi er ikke altid reelle. Det skyldes, at vi ikke stoler på hinanden. Derfor har vi paraderne oppe, når vi mødes.

Det foregår på arbejde. Arbejdsgiveren vil altid udnytte os. Kollegaen kan man ikke stole på.

Det foregår i hjemmet. Alle steder er det et rollespil, som vi bruger for at beskytte os selv, men også for at bevare kontrollen.

Det er meget sjældent, at vi er sammen med nogle, hvor der ikke er et spil i gang. Når det sker, er det dejligt befriende.

Jeg tror, at de fleste sætter pris på fravær af spil, eller søger mod relationer, hvor der er mindst muligt rollespil – eller snyd.

For vi er noget andet end den facade, vi giver os ud for. Måske kan man bilde sig selv ind, at man er den rolle, som man spiller. Måske er spillet så indarbejdet, at det er virkeligheden.

Det kan også være den ene part, der spiller, mens den anden ikke gør det. Nogle trives bedre med spil end andre.

Hvor der er rollespil i et parforhold, er der ingen reel frihed.

Jeg tror, at sidespring ofte er en oplevelse, hvor man får lov til at være sig selv, måske hvor begge parter giver sig selv lov til det, eller giver sig lidenskaben i vold, fordi hverdagen efterhånden er så stivnet i normer og roller, at der slet ikke er plads til almindelig glæde. Det skulle også være årsagen til, at forelskelsen til at begynde med er fantastisk, men blegner efter nogen tid, hvor den kedelige hverdag presser sig på.

Er den ikke kun kedelig, fordi vi lader den blive det?

Er livet i sig selv kedeligt?

Er det i øvrigt så skidt at kede sig? Der er mange, der slet ikke når det, som altid skal underholdes og have input, der stimulerer et eller andet.

Der er nogle, der ryger, hver gang situationen nærmer sig noget, som man ikke lige har et svar på.

Der er nogle, der ikke kan sidde stille uden at skulle åbne en øl.

Jeg forsøger med mine skriverier at give plads til en tilstand uden alt dette pjat.

Det skal nævnes, at det ikke altid er uden grund, at man har paraderne oppe. Der er situationer, hvor det er yderst fornuftigt, og hvor svage sjæle vil benytte enhver lejlighed til at stjæle eller på anden måde gøre indhug i ens enemærker. På en rejse skal man ikke lægge pengene foran sig i toget. Her giver det mening at holde kortene tæt ind til kroppen.

Der er situationer, hvor andre vil bruge enhver anledning til at fange én på det forkerte ben.

I nogle sportsgrene går man bevidst efter at udnytte modstanderens svaghed. Det er ikke bare legalt. Det er en del af spillet og som sådan ikke snyd.

Der er også helt sikkert erhvervsledere, der er villige til at sælge deres bedstemor for højstbydende, eller som på anden måde har en fantastisk evne til at vende alt til egen fordel. Det kan også godt være, at det ikke er snyd, men bare en udvikling af en evne, som ikke altid er sympatisk.

Så snyd er ikke kun et fænomen, der undertiden foregår som et psykologisk spil i et parforhold. Det kan forekomme i alle menneskelige relationer.

Det gør det ikke mere rigtigt eller attråværdigt.

Personlige begrænsninger

Der findes mennesker, som ikke er i stand til at forstå, når noget ændrer sig, som af en eller anden grund kan leve uanfægtet videre på en tolkning, der ikke længere er gangbar. Fænomenet har sikkert eksisteret lige så længe, som arten har været til.

Problemet kan også beskrives som manglende tillid til den nye tolkning eller til den person, som beretter om det nye. Der er masser af eksempler i litteraturen, ,fordi det altid har manifesteret sig som urimeligt over for den retskafne eller måske det følsomme gemyt, der bliver overtrumfet på en ufølsom eller barok måde.

I gamle dage var det slaveejeren over for sin slave, der i kraft af sin ejendomsret skulle sørge for, at slaven ikke gjorde oprør eller viste for mange følelser.

Siden var det overklassen over for de underkuede, hvor retten lå hos den stærke.

Med velfærdssamfundet er det andre mekanismer, der ligger bag ved den manglende tillid eller lydhørhed, som er to sider af samme sag.

Der er mennesker, for hvem ord altid er værdiladede, og hvor almindelige argumenter preller af, som ikke kan rokkes fra en given overbevisning.

Det er muligvis det samme fænomen, der kaldes uden for terapeutisk rækkevidde, men det behøver ikke at være noget kriminelt. Tværtimod vil man blandt de nævnte kunne finde nogle af samfundets støtter.

...

Jeg opfatter livet som en læreproces. Måske er det rigtigt, at vi genfødes. Terminologien giver i hvert fald mening, når jeg prøver at forstå det udviklingspotentiale, der hos nogle er meget mere udfoldet end hos andre. Nogle mennesker virker af natur meget mere glade og åbne end andre, som om de har øvet sig på det længe. Mens andre virker meget tillukkede, næsten som en naturlig egenskab. Nogle er meget mere disponerede for at lære nyt end andre.

Det er nok mere rigtigt at sige, at vi alle er koblet op på nogle relationer, arbejdsmæssigt og personligt, og at vi derudover har et frit spillerum. Hvis en tanke er tilstrækkeligt overbevisende, vil den virke tilbage på de mere bundne relationer, som når f.eks. en religion har fået mennesker til at forlade deres familie og arbejde for at følge en leder. Det samme fænomen så vi under ungdomsoprøret, ofte kortvarigt og ledsaget af stoffer.

For mange mennesker i dag er der tilsyneladende ikke mere energi end til at tænke på egen familie og karriere. Hvis man så tilmed har belånt hele friværdien til en variabel rente, er der nok ikke plads til alternative sysler, eller tanker for den sags skyld.

Når jeg medtager tekstrammen, er det for at vise, at vi, hvis vi vil, kan betragte tilværelsen som et hele, hvor vi selv kan spille med, at vi grundlæggende har friheden til at gøre, hvad vi vil, eller med Kierkegaards ord kan tage ansvaret for vores egen tilværelse. Vi kan gøre, hvad vi vil, hvis vi gør det under ansvar.

Når der ikke er alvor bag en interesse, vil den forsvinde igen. Hvis det lykkes at overbevise en person, vil det slå igennem i alle relationer. Varigheden og dybden af vore valg afhænger af villigheden til at lade dem angå hele tilværelsen.

De negative vibrationer

De negative vibrationer fylder så meget i dag, at der ikke er plads til ret meget andet, når der altså lukkes op for dem. De som udspreder dem, er næppe selv klar over det. Det foregår inde i husene. Det foregår udenfor. Det foregår i det politiske liv, i fjernsynet. Mistilliden er i situationen allestedsnærværende.

Selvfølgelig er det et udtryk for menneskelig umodenhed. Problemet er, at de er så dominerende, at de undertiden overtager den politiske dagsorden, også beslutningerne.

Hvad er negative vibrationer for noget? Ingen er vel i tvivl om det, når de er der. Intet harmonisk og velafbalanceret menneske kunne begynde at være negativ. For mig er der ingen tvivl om, at den udøvende har forsømt at gøre noget, som han/hun skulle have gjort. Eller også er han/hun selv blevet forsømt.

Negative vibrationer kan også være nonverbale, i form af en attitude, som sagtens kan forpeste stemningen for en større gruppe.

Strindbergs skuespil viser parforholdet som et rollespil, der med årene bliver mere og mere ondskabsfuldt, så forholdet i de sene skuespil nærmest har karakter af Helvede. Samværet udvikler sig til djævelskab, hvor ingen giver hinanden naturlig plads. Parterne er altid på vagt efter svaghed hos den anden.

Man kan nu også opleve vanvittige reaktioner uden at have kendt en person i særlig lang tid. I trafikken er der nogle, der tilsyneladende har ladet fornuften og det gode humør ligge hjemme i skuffen, når de sætter sig bag ved rattet.

Kroppen har en naturlig måde at reagere på, ligeså med sindet eller det mentale. Når noget vitalt længe nok fortrænges eller bevidst holdes nede, forekommer vulkanudbrud eller noget, der ligner.

Problemet er især, at det ofte går ud over andre mennesker. Og det er den situation, som jeg forholder mig til. Man kan næsten kun vente på, at det går over. Men skal man altid vente og lade det udvikle sig?

Det fortrængte kan være følgen af en proces, der har stået på i årevis. Derfor kan det være svært at stille noget op, som kunne være at appellere til en holdningsændring. At foreslå, at den anden ”slapper lidt af” er sjældent en god ide, når udbruddet er i gang.

Nogle gange er der blevet sparet op i længere tid, før udbruddet begynder: "Hvor har du været henne?" "Hvad har du lavet?" Det oser langt væk af noget, der ikke er rart. Og det er så ufrugtbart.

Fravær af humor. Fravær af selvkritik. Jeg opfatter det ikke som et personlighedsmønster. Det er ikke i den forstand en personlig begrænsning, for den pågældende kan ændre sin adfærd, hvis han eller hun vil.

Det må være, fordi det har udviklet sig til en vane, måske fordi miljøet har opfordret til det, eller det kunne betale sig som barn at udvikle den specielle adfærd.

Jeg er som nævnt på jagt efter forklaringer på,  at vi ikke alle synes, at livet er en god idé, som det er værd at forfølge. De negative vibrationer er helt sikkert en vigtig årsag i et samfund som vores, hvor alle de fundamentale behov for længst er opfyldt.

Fænomenet er ikke nyt, selv om det hver gang kan virke overvældende, ledsaget af mistro og andre irrationelle følelser. Det er beskrevet i både forskellig litteratur, bl.a. den religiøse, hvor pointen er ikke at sætte prædikat på personer, men at finde en "god vej" ud af problemet.

I anden litteratur bruges det til at skabe fjendebilleder med, men det er ikke en konstruktiv metode, med mindre det drejer sig om at forholde sig til en meget dominerende overmagt. Selv da vil et fjendebillede være en uheldig metode, fordi det fikserer problemet til noget uhåndterligt, med mindre det drejer sig om at hugge hovedet af vedkommende.

Kompleksdannende med tilbagevirkende kraft

I forbindelse med det udvidede manuskript i 1979-1980, da jeg stadig håbede på, at nogle ville publicere det, arbejde jeg videre med Freuds tanker om Ødipuskomplekset. For ham er det den psykiske energi, libidoen, der bremses i barneårene. Freud anvender en figur fra den græske mytologi til at forklare det dilemma, som barnet er i, når det skal vinde forældrenes kærlighed.

...

Det er de forskellige former, der gør os til mennesker, hver med vores særpræg, forudsat de får lov til at udvikle sig. Særpræg kan dog også være en konsekvens af en negativ udvikling.

Her vil man kunne finde noget af forklaringen på, hvorfor en person, på trods af de fysiske muligheder, forbliver indelukket, måske ligefrem udviser en tvangsadfærd.

Sproget har den egenskab, at det kan åbne mod større forståelse og erkendelse, men det kan også begrænse udfoldelse. Religioner er et godt eksempel. De er jo alle sproglige manifestationer, som videreføres i ritualer, handlingsanvisninger, undertiden også forbud.

Lagene under det sproglige er vanskeligere at håndtere, end hvis løsningen alene består i et sprogligt udsagn: gør dette! eller: undlad dette!

Så er der alle de sproglige udsagn, der kræver uddybning og fortolkning, og det er jo ret beset de fleste. Her kan man ofte lægge i ordene, hvad man vil.

Der er masser af sproglige udtryk, der ikke er entydige, og hurra for det!

Tvangsadfærden er styret af nogle handlinger, der engang har vist sig hensigtsmæssige. Jeg gjorde dette, fordi jeg derved undgik lidelse, eller fordi det gjorde mig særlig glad. Når det bliver til en tvangsadfærd, fortæller det, at handlemåden ikke længere er hensigtsmæssig. Det er en indre stemme, der regerer. Psykoterapi handler om at lokalisere og erkende den og dermed korrigere adfærden.

Komplekser kan også være socialt funderede. Det betyder, at en gruppe af mennesker påvirkes, mere end enkeltpersoner. Hvis en frihedsbevægelse slås tilbage med ridende politi eller bevæbnet militær, forsvinder engagementet. Der er gruppen, der bliver krænket, og det går ud over holdånden, som man også kan finde på en arbejdsplads.

Når man i dag bør undre sig over, hvorfor livet ikke får mere plads, vores rigdom og velfærd taget i betragtning, skal svarene både findes som fællesskabsbaserede og individuelle. Det kan være svært at adskille de to, som ofte vil være sammenvævede, specielt fordi vores baggrund er nogenlunde ens, herunder opdragelsen. Men der er bestemt også store individuelle forskelle. Fædre og mødre er jo ikke ens.

Når man ikke kan få sin mors eller fars kærlighed, handler det om selvværd hos den forsmåede. Janteloven virker på samme måde i forhold til offeret. Personen er på vej mod noget, som han eller hun brænder for, men standses af en autoritet, én som i forvejen nyder respekt. Afvisningen kan have flere former. Næste gang bliver personen lidt mere forsigtig eller undlader helt forsøget igen.

Barnet vil gerne have interesse. Vi gider det ikke. Vi fik jo heller ikke interesse som børn. Dovenskaben kan skjule et kompleks.

Mange komplekser videreføres i generationer. Nogle udformes som ritualer, handlinger der gentages regelmæssigt.

...

Når et kompleks får lov til at virke, altså når en impuls ikke finder en naturlig udfoldelse, påvirker det personen. Han bliver hæmmet. Hvis det gentager sig, vil der efterhånden opstå et mønster. Måske bliver han duknakket.

Når der i stedet forekommer en blokering, kan resultatet blive, at personen mister glimtet i øjnene. Hvis man gribes i noget lystbetonet af en instans, der bestemt ikke synes om, hvad han ser, trækker den forurettede sig ind i sig selv. Det udvikler sig måske til et hemmeligt liv. Det kunne såmænd også være et sidespring i ny og næ.

Undertrykkelse kan som konsekvens have sløvhed i krop og sjæl. Da ungdomsoprøret i Kina for nogle år siden blev brutalt standset med militærmagt, forsvandt også frejdigheden. Det samme kendes ved militærdiktaturer, hvor tortur og likvideringer bevirker, at ingen tør tænke højt.

Før ungdomsoprøret i Europa var det normalt, at opdragelsen lagde beslag på frihedstrang. I virksomheder skulle man følge de klart definerede kommandoveje. Kæft, trit og retning blev videreført fra en militær disciplin, sågar i skolerne. Med rockmusikken begyndte ungdommen at røre på sig. Livet blev farverigt, og organisationerne ændrede sig. Der blev også plads til kreativitet. De nye sider af menneskelivet slog dog kun langsomt igennem samfundslivet, hvor andre måder at gøre tingene på stadig blev underkendt.

Med ændringen i det politiske klima i Danmark og mange andre lande efter årtusindeskiftet er mange af de spirende tendenser fra ungdomsoprøret blevet trådt under fode. I praksis viser det sig ved fratagelse af bevillinger til udvalg og væresteder, f.eks. Huset i Århus. I København er dialog ikke længere mulig mellem ungdom og myndigheder. Her ender det i gadekampe, en meget uheldig måde at håndtere menneskelige behov på.

Underkendelse findes også på det personlige plan, hvor holdningen er: du duer ikke?

Hele problemstillingen omkring komplekser handler meget om forholdet til andre mennesker. Man er blevet påført et reaktionsmønster, som man nu viderefører i en uheldig adfærd, for så vidt det bremser en naturlig udfoldelse.

Hvis man lever i nogle relationer uden tillid, er chancen større for en videreførelse af den uheldige adfærd. Kynisme er en særlig form, der i sig selv blokerer for noget godt. Miljøet er en faktor, der er medbestemmende for den personlige udvikling. Det er vel egentlig meget logisk.

Det betyder også, at vi som personer har et ansvar for andres udvikling. I arbejdsmæssige relationer har der været en del fokus på dette aspekt gennem de senere år. I privatlivet taler man nu om kvalitetstid, så intentionen er der i hvert fald.

Det er ikke unormalt at videreføre komplekser i generationer, så der er ingen garanti for at komme om på den anden side, selv om man taler godt sammen. Man kan sagtens have vænnet sig til at holde sig langt væk fra noget, der kan være ubehageligt.

Det er også årsagen til, at terapeuter kan være et godt sted at blive konfronteret med problemer.

Et kompleks kan få en sådan styrke, at der ikke længere er plads til noget spontant eller oprindeligt. Det kan fuldstændig overtage personligheden.

Friheden forudsætter en viljesakt

Friheden er altid noget, der ligger foran én, og som man skal vende sig imod. Det behøver ikke at være i form at nogle veldefinerede muligheder. Det kan også være som frisk luft, noget der strømmer en i møde, eller som bare er der i situationen.

Det kan også være som muligheder, hvilket er nemmere at forstå og forklare i vores del af verden.

Hvis ikke man griber friheden, er den ikke-eksisterende. Kierkegaard taler om at overtage sit liv i alvor eller at blive eksisterende. Der er en handling knyttet til valget, men det kan også opfattes som en holdning, hvor man åbner sig for livet og lader det komme til én.

Det er således den første og vigtige betingelse at sige ja eller at ville livet. Så længe det ikke sker, vil det begrænse den pågældende person. Et ja vil betyde personlig interaktion i de tildragelser, som møder vedkommende. Dermed vil begge dele flytte sig. Graden vil afhænge af styrkeforhold og intensitet.

Det kan sammenlignes med et bryllup, hvor begge parter kan sige ja, men i princippet også nej, og hvor svarene efterfølgende får konsekvenser for dem begge.

Viljen er en begrænsende faktor, alene af den årsag, at den er retningsbestemt. Man vil noget bestemt. Derved fravælges noget andet, som kan være mere eller mindre betydningsfuldt. Men uden valget kommer man ikke ud af stedet. Viljen er det, der flytter en person fra en position til en anden, når intentionen vel at mærke udgår fra personen selv.

I 1979, da jeg skrev mit første manuskript og forventede, at nogle ville udgive det, tog jeg samtidig hul på problemstillingen til den næste bog. Figuren herunder skulle bruges som det overordnede tema, idet jeg tog for givet, at andre – som jeg – kunne se det potentiale, der består i, at livet er et anliggende for frie mennesker, fyldt med muligheder, herunder løsningsforslag til de problemer, som vi i dag bliver konfronteret med.

Det naturlige udgangspunkt er det enkleste af alt. Det er at stå på sine egne ben, uanset hvor man er. Alle har nu muligheden for at bevæge sig i en af de fire retninger. Alle har også muligheden for at lade være, at være lukket i stedet for at være åben, at være upræcis i stedet for at prøve at nærme sig sandheden, at undlade at handle i stedet for at handle, at være indifferent i stedet for at udtrykke sin vilje.

Jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor ikke flere mennesker vover springet, eller bare åbner sig, smiler til verden. Der må være en intern jantelov indbygget i adfærden, siden det sker så forholdsvis sjældent, set i forhold til potentialet.

Det kan slet ikke udelukkes, at mennesker i velfærdssamfundet i den grad er låst fast i rollemønstre, at det er den væsentligste forklaring på, at der ikke sker en naturlig udvikling. Det er en erkendelse, som jeg har gjort i løbet af de par år, som det aktuelle skriveri har stået på.

Hvorfor er frihed et gode? Eller hvorfor søger så mange trygheden, hvis den er ringere?

Godt spørgsmål. Der må være en tiltrækningskraft eller en følelse af sikkerhed, som næsten kemisk reducerer lysten til at være sig selv. Som udgangspunkt kan man jo sagtens være sig selv i de kendte rammer.

Mange kommer slet ikke ud, hvor de mærker friheden som et spændende vilkår. Der er mange måder at undgå det på. Hvis man regelmæssigt sørger for at gå i verbal infight med sine nærmeste, kan der lægges låg på spændingen.

Hvis man ved følelsen af kedsomhed har en remote control i nærheden og kan aktivere en kilde til at bremse oplevelsen, er det også en nogenlunde sikker måde. Det er lidt synd, når man tænker på, at hele den materielle opbygning, inklusiv tekniske hjælpemidler, har været med til at frigøre os fra slavelignende vilkår.

Hvad kan man gøre? Man kan åbne sig for livet. Man kan over for sig selv være præcis i sine formuleringer og have som forsæt at være ærlig over for sig selv. Begge dele er omkostningsfri. Men det skulle også gerne udmønte sig i handling eller udtrykke sig i en vilje. Det er figuren, som jeg henviser til.

Selvfølgelig skal man opbygge styrke, inden man kaster ud for at revolutionere verden. Og så er der helt sikkert nogle forestillinger, som man undervejs er nødt til at revidere. Men hvorfor ikke forsøge sig i det små?

Det besynderlige er, at den positive oplevelse giver lyst til mere. Hvorfor er der ikke flere, der er enige med mig i den betragtning? Jeg kender ikke svaret.

Hvem tager beslutningerne?

Nogle gange kan en beslutning ikke gøres om, og alle efterfølgende handlinger retter sig ind efter den. Det kan sagtens være andre, der tager dem, og som derfor begrænser frihedsrummet. Det kan sågar være meget hensigtsmæssigt. De andre eller den anden kan være mere kompetent og derfor tage en hurtig og en rigtig beslutning. Det hører til forældrerollen at sige ja eller nej, eller at tage mere komplicerede beslutninger for barnet.

Nogle gange er man nødt til at tage en beslutning uden at kende konsekvenserne. Ret beset gælder det vist tit. Konsekvenserne er heller ikke altid lige vigtige.

Andre gange sker der hver gang en lille ændring, der med tiden hober sig op. Det kan være ved indtagelse af kemiske artikler eller tungmetaller gennem maden.

Det kan også være en strålepåvirkning. Nye undersøgelser har vist, at trådløse netværk kan være skadelige for småbørn. Tit ved vi for lidt om det, men det ændrer ikke ved konsekvenserne, og at ignorere dem er kun dumt.

Virkningerne kan være langvarige, nogle gange skæbnesvangre.

Nogle er mere dramatiske og traumatiserende end andre. ”Du er fyret!”

Nogle gange kommer en beslutning bag på én. Andre gange er man forberedt og klar til at tage konsekvensen.

Hvis man selv tager den, og i øvrigt gør det velovervejet, er det nemmere at forholde sig til konsekvenserne, end hvis det er påtvunget eller uovervejet.

Der hænder, at der tages forkerte beslutninger, hvor det var bedst, hvis de ikke var taget. Det er især, når det går ud over en anden eller andre. Det stiller i det hele taget store krav at ville beslutte på vegne af andre, specielt efter at vi ikke længere har slaver, og de andre jo også har et følelsesliv, en økonomi osv.

Det kræver modenhed at tage en beslutning. Det er en god ide at vide så meget som muligt og at kunne lytte til indvendinger. Nogle gange bør man lade andre vælge, fordi det angår vedkommende mere end mig/os.

Der er mange beslutninger, hvor det er moden, eller normen, eller konventionen, der bestemmer. Det kan være valg af læskedrik, at bukser, men også af venner og livsstil.

Tidligere bestemte forældrene, hvem den unge skulle giftes med. Det gør de stadigvæk i nogle lande og kulturer. I vores del af verden vil det være utænkeligt. Vi er vist alle enige om, at det er resultatet af en god udvikling.

I nogle lande praktiseres omskæring af de unge piger, alene af den grund, at det har man altid gjort. Der er ingen fornuftige grunde til at lemlæste den unge pige, og at fratage hende livslyst.

På samme måde er det nogle steder indlejret i kulturen, at manden bestemmer over kvinden, og næsten kan tillade sig hvad som helst.

Også her mener vi i Vesten at være kommet længere i retning af at kunne tage de rigtige og individuelle beslutninger, at manden og kvinden begge har rettigheder og bør behandles med værdighed.

Det fungerer dog ikke altid efter hensigten. I parforholdet eller ægteskabet er det ikke altid slået igennem, som man kunne ønske sig.

At giv hinanden frihed til og mulighed for at tage de rigtige beslutninger bør være en selvfølgelighed.

Indforståethed

Friheden til at tage beslutninger på et velovervejet grundlag er ikke altid til stede.

Specielt i de nære relationer vil der være en tendens til sammenblanding, så beslutningen bliver et kompromis, vel at mærke et kompromis baseret på indforståethed. Hvem kender ikke sætningen: ”Du får ret, og jeg får ro!”

Indforståethed er en sammenblanding tanker og følelser, der mødes i en fælles mening.

Det er én af mange tilstande af uudfoldethed, der meget nemt lukker for forståelse og kommunikation.

Der er altid mindst to personer impliceret ved noget indforstået.

Den ene forventer en bestemt attitude eller en bestemt handling af den anden, egentlig uden hensyn til, hvad den anden tænker og føler.

Hvis tankerne og følelserne i stedet havde været udfoldet, kunne de adskilles gennem sprog med henblik på en fælles forståelse.

Hvis de to personer har den samme kulturelle baggrund, vil der være en meget stor del af adfærden og af sproget, der er indforstået.

Det kan være hensigtsmæssigt, når der skal løses praktiske opgaver. Man ved, hvad den anden gør. Det har været gjort tusinde gange før.

Når personer fra forskellig kulturel baggrund mødes, kan det indforståede, som begge bærer med sig, være et stort problem. Den manglende forståelse er årsag til ghettodannelser, hvor man grupperer sig efter kulturel tilhørsforhold. På sigt kan det føre til konfrontationer, hvis ikke der gøres noget for at åbne op for en fælles forståelse.

Indforståethed kan i det videre forløb føre til racisme, hvor hudfarven bliver den faktor, som den ene part kan enes om i karakteristikken af den anden.

Vi behøver ikke at gå tilbage i historien for at finde eksempler, men ”Mein Kampf” og Nazityskland er meget illustrative med henblik på at vise, hvordan jøderne gøres til syndebukke, og hvordan de helt bogstaveligt forsøgtes udryddet med henblik på racerenhed.

Der er vistnok en tendens til, at indforståethed, når den er værst, udvikler sig til ekstremisme.

Et andet kendt eksempel på indforståethed var, da jøderne først i flok hyldede Jesus som Messias, og mindre end en uge efter råbte i kor: Korsfæst ham! Det er en blanding af overbevisning, massehysteri og fælles jubel/ondskab.

Et nyere eksempel på massehysteriet foregik i Italien under Mossulini. Reaktionerne var nogenlunde den samme, som da Flemming Madsen i fjernsynets barndom holdt tale for en flok kalkuner.

Det konstruktive alternativ er at udfolde tanker og følelser med henblik på forståelse og dialog. Det er en god idé at gøre det, inden tingene udvikler sig. Hvis begge parter opfatter hinanden som fjender, er udgangspunktet skidt.

Forståelse udvikler sig bedst i en positiv atmosfære. Jo mere afklaret parterne er med sig selv, jo mere vil det være muligt på et dybere plan at forstå hinanden.

For at undgå indforståethed bør man starte allerede i barndommen for at skabe en fælles forståelse, hvor hver især opbygger en viden om sig selv og om hinanden.

Det er meget normalt, at barnet mener og føler ligesom sine forældre, fordi det ikke ved bedre.

En forælder og en lærer bør indhente og viderebringe viden, og være med til at udvikle nogle platforme, der gør det muligt for den unge selv at tage stilling og på sigt opsøge viden. Det er klart, at det stiller krav om udvikling hos den voksne, også når personen er alene.

Der er ikke ret meget i vores kultur, der opmuntrer til, at vi skal være alene og lære os selv at kende ad den vej.  

Måske specielt blandt teologer har jeg hørt den holdning, at mennesker kun eksisterer gennem hinanden. Hvad så, når de er alene og egentlig har det godt med det?

Hvad med dem, der bor for sig selv, uden ret meget social kontakt?

Vi betræder her et forholdsvis uopdyrket område, som jeg i mine tidlige skriverier har beskæftiget mig meget med.

Når jeg ikke fik mulighed for at udgive, var årsagen ikke mindst indforståethed.

Jeg er bekendt med, at indforståethed meget ofte vil være synonymt med noget tabuiseret. Det gør det ikke mindre vanskeligt at håndtere. Men at lade være vil være mere forkert, med mindre tabuerne skal styre os, mere end vi selv gør. Det kan man godt nogle gange have på fornemmelsen, er ved at ske.

Skal forestillingen have større magt end realiteten?

Der er utrolig meget underforstået og uudtalt i vores hverdag. Det gælder på arbejde, og det gælder derhjemme.

Når nogen træder ved siden af, kan man pludselig få at føle, at det var søreme ikke så godt. For selv om det ikke bliver sagt, gælder der et normsæt, hvis oprindelse kan være svær at spore.

I barndommen er det forældrene, der fortæller barnet, hvad det ikke må, hvis det gør noget forkert (i deres øjne). Barnet skal være ”sød” og ”rar”. Det skal ”opføre sig ordentligt”. På den måde lærer det, hvad der er godt, og hvad der er skift. Det kan også være i form af ros.

I barnets verden handler det også om at være ”den største” eller ”den bedste”, i hvert fald hvis det er en dreng. Samtidig med de værdiladede udtryk opbygges sproget, hvor nuancerne hører til.

Ethvert barn vil gerne gøre sine forældre tilpas, fordi det medfører den en god stemning. Men det har også brug for at trodse for at få sin egen vilje igennem. For at kunne sætte sin egen dagsorden kan det skrige, råbe, nægte at adlyde. Med mindre forældrene vælger at knægte barnets vilje, som det foregår i nogle kulturer, nødvendiggøres et kompromis, hvor parterne nærmer sig hinanden. Det er i den samme periode i opvæksten, at sproget som en logisk forklaring på verden opbygges.

Gennem leg og socialt samvær lærer barnet sig selv og verden at kende. Den fysiske kontakt er afgørende for erkendelsen af realiteterne. Det gælder også ordvekslingen med især de voksne med henblik på at nuancere sproget og forståelsen af verden.

Leg er barnets måde at lære verden at kende på. Det foregår ved at tage tingene i munden, at røre ved dem, at slå med dem eller på dem.

For vore dages unge foregår et antal timer hver dag foran fjernsynet. Det vil som regel være en eventyrverden, der møder barnet i form at tegnefilm eller noget, der foregår i et studie. Der er altid afstand til begivenhederne, der vises gennem en skærm. Berøring er ikke mulig, og heller andre måder at afprøve tingene selv.

Tegnefilm er en leg med begreber, hvor alt er muligt. Gang på gang ryger helten ned i en dyb grøft og er kort efter klar til at tage kampen op, som om intet var hændt. Det samme sker i øvrigt i mange Hollywood-film.

For den generation, der som jeg ikke er vokset op med fjernsyn og tegnefilm, var virkeligheden en anden. Vi fik lov til at kede os, hvor vi mærkede verden som noget sanseligt og besværligt, som man kunne lære af. Bestemt også noget behageligt, måske især efter at have overvundet vanskelighederne.

Der er helt sikkert farer forbundet med overdreven brug af billedmediet, hvis der ikke samtidig foregår en fysisk interaktion med omverdenen. Barnet har ingen mulighed for at vurdere skadevirkningen. Det kan kun den ansvarligt voksne.

Til voksenlivet hører demokratiet, som betyder, at alle er delagtige i beslutningerne, hvor man først taler sammen, og ud fra en kvalificeret vurdering lader flertallet bestemme, hvilke retningslinier samfundet skal følge.

Tendensen er i dag, at billedmediet stjæler mere og mere af virkeligheden. Dermed forsvinder også den fysiske og sproglige interaktion med levende mennesker. Bag ved skærmen kan vi følge andre skæbner, men vi bliver aldrig rigtigt involverede.

Demokratiet blev etableret på et tidspunkt, hvor det gjorde op med enevældet, hvor borgerskabet efterhånden fik den politiske magt. Sådan var det i hvert fald i Danmark. Det var en lang og sej kamp, hvor det varede mange år, inden det flertalsdemokrati, som vi kender i dag, blev en realitet. Kampen om et reelt demokrati foregår stadigvæk.

Vi har stadig mange fortalere for folkestyret. Realiteten er bare skredet, så hele spillet i dag foregår i medierne. Det er altafgørende, at der er et kamera til stede, når de kendte politikere besøger plejehjem og andre institutioner. Vi som seere skal kunne genkende deres gode vilje. De mange ord har ikke nødvendigvis nogen relation til den fysiske virkelighed. I en valgkamp er det dog vigtigt, at man ikke taler usandt, fordi det ofte vil blive afsløret af modparten.

I politik handler det om, hvordan man præsenterer sig i medierne med hensyn til troværdighed, påklædning, mimik. For mange er det sproglige underordnet. Der var folk, der stemte på Schlüter, fordi han var ”sådan en pæn mand!”

Billederne bygger hele tiden oven på den virkelighed, som med det konstante bombardement sjældent bliver bearbejdet. På den ene side af skærmen sidder en passiv person, på den anden side viser de billeder, som de kalder virkeligheden. Hvad sker der med den passive? Bliver han mere vidende? Eller bliver han dummere? Hvis ikke indtrykkene bliver genstand for en dialog, fylder de vel bare op, men uden at ændre noget.

Der er således to forskellige virkeligheder, den passives og den verden, de viser inde i fjernsynet. Den passive ændrer sig ikke. Han tager måske på i vægt og bliver lidt mere doven.

Virkeligheden flytter sig under alle omstændigheder. Han bliver jo ældre. Men det er ikke en ændring, der er villet eller ønsket. Det sker bare. Vi lader omverdenen styre os.

Pludselig har vi alle fået stress eller livsstilssygdomme.

Hvis vi har penge nok, følger vi moden og køber nyt tøj, nyt køkken, ny båd, eller hvad der nu er råd til.

Jo mere af den passive underholdning der virker og fylder tiden, jo mere glider vi selv i baggrunden som de levende mennesker, vi burde være. Frihed og ærlighed og retfærdighed og skønhed er alt sammen noget, der foregår i filmens verden.

De fleste af os forfølger vel også idealer om godhed og hæderlighed. De er bare i skarp konkurrence med nogle tendenser, der ligner, eller som bare kopierer, uden at have en reel substans.

Når man så hører, at det er blevet moderne, at unge mennesker kan finde på at videoptage vold, som de selv udøver, på mobiltelefon, sågar et drab, så er der altså noget galt.

Vores besynderlige dilemma

På den ene siden har vi en frihed som aldrig før

På den anden side er der vist ikke ret mange, der vil erkende den

Vi har handlefrihed, tankefrihed

Alligevel virker det, som om vi bruger mere tid på bøvl end på at finde ud af

hvad vi vil med friheden

Vi kan hjælpe dem, der har hjælp behov

Vi kan skabe virksomheder med knowhow, der

gavner både os selv og dem, som vi sælger til

Vi har friheden til at gøre op med forældede normer

alligevel er vi normfyldte som aldrig før

Vi har chancen for at gøre brug af friheden fælles og individueltAlligevel bruges der enorme anstrengelser på at forgudeog at skabe nye helte

i stedet for at tage ansvar og selv træde i karakter.

Der er heldigvis undtagelser.