Flirten er grænseløs og amoralsk

Hvis flirten skal lykkes, skal der være et vist minimum af tillid mellem de involverede. Samtidig skal situationen være gunstig. Forestillingen om at være alene med sin udkårne på en øde ø, hvor intet og ingen distraherer, kender vist alle. Hvordan er i øvrigt forberedelserne? og hvad med den reelle intention? Er det bare en fantasi, eller er der et dybtfølt, måske gensidigt ønske om at etablere en relation, eller måske bare et lidenskabeligt samvær?

Flirten i sig selv er amoralsk og tager alene sigte på en god oplevelse. Derfor er det for mange selvfølgeligt at indtage alkohol under en bytur, for at bryde den normale tilbageholdenhed, at lade lyster og følelser få frit spil, at slippe hæmningerne løs. Når man bliver ædru igen, kan det være med dårlig samvittighed, fordi der ikke foregik nogen bevidst bearbejdning, eller også er man bare glad for at have gjort, hvad man ellers ikke turde gøre.

Det grænseløse ligger i, at spillet foregår i fantasien. Alt er egentlig muligt, i hvert fald så længe det ikke konfronteres med virkeligheden. Hvis parterne er indstillet på det, er der basis for at afprøve nogle af de muligheder, som langt de fleste holder sig langt væk fra i en regelret tilværelse. Som ord alene kan man komme rigtig langt omkring. Når det kommer til fysisk kontakt og relationer, indtræder begrænsningerne ret hurtigt. Men det behøver jo ikke derfor at være kedeligt at bevæge sig ud i fantasiens verden, og ikke bare at overlade det til heltefigurer og filmskuespillere.

De fleste potentielle flirter bliver aldrig til noget. De er bundet op på helteroller og dukker op i form af smukke kvinder og mænd i film og på tv. De er således ensidige, modsat flirten, hvor der altid er to parter. Det er jo ikke noget galt i at betragte noget smukt på tv eller på lærred, så længe disse billeder ikke er den eneste form for virkelighed, som beskueren frekventerer. Når relationer erstattes af skærmfigurer, er der grund til bekymring.