Det seksuelle er en del af det samlede energikredsløb, der til stadighed holder os i live, og som konstituerer livet.
Hele bevægelsesmønsteret tager udgangspunkt i det seksuelle.
Vi vågner op og strækker os. Vi glæder os over den nye dag. Tidligere kunne vi finde på at synge: "Vågn op og slå på dine strenge! Syng mig en dejlig morgensang!"
Har vi en partner, kan vi finde på at omfavne hende eller ham og dele glæden med hinanden.
Glæden strømmer igennem de erogene zoner, der findes overalt på kroppen. Den bliver særligt vakt, når vi kærligt tager om hinanden, og måske gør det mere intimt.
Med tantra har vi fået foræret en særlig metode til at lade energien blive i kredsløbet, med en stadigt voksende intensitet i det daglige samvær.
Vi kan glæde os over os selv og hinanden. Vi kan gøre det dagligt.
En stor del af aktiviteten omkring tantra er nonverbal. Man kan således ikke snakke sig til god sex, men sproget er en vigtig del af forståelsen, når de nye livsområder skal integreres i dagligdagen. Det bliver det hele ikke mindre spændende af.
Der skal måske opbygges et overskud for at etablere en mere kontinuerligt tilstand. Der vil skulle bearbejdes konflikter, og der vil skulle hentes ny forståelse. At gå rundt i en boble vil før eller siden betyde, at den brister.