Skemaet indeholder eller indebærer en helhedsforståelse, som åbner for nye muligheder for den interesserede.

I både den religiøse og den spirituelle tradition har der altid været et guddommeligt element. Det har sågar været det styrende punkt eller den styrende faktor, den hvorfra alt kom og hvortil alt vendte sig mod. Det var altings begyndelse og slutning. Mennesket er f.eks. i den kristne tradition placeret mellem skabelse og dommedag, hvor alting drejer sig om at være beredt. Tilsvarende i karmatænkningen, i islam, og man kan blive ved.

Begreberne i skemaet tager afsæt i, at mennesket kan udvikle sit potentiale, et potentiale, der blandt andet er udtrykt religiøst ved hjælp af figuren Jahve ("jeg er") eller i andre religioner ved hjælp af mange guder eller ånder, der hver især repræsenterer noget vitalt. "Gudsriget er inden i jer" eller "midt iblandt jer" - afhængig af hvilken oversættelse man foretrækker.

Jeg har ikke dermed sagt, at der ikke findes en gud eller noget guddommeligt. Det har jeg faktisk oplevet. Derfor er jeg også i stand til at formulere skemaet og andre begrebssammensætninger, vel vidende at det altid vil basere sig på en påstand fra min side, der ikke vil kunne bevises.

Vi skal leve i den tid, vi lever, med de udfordringer, den medfører. De er mange i dag, hvor vi har friheden til selv at udforme vores tilværelse, under skyldigt hensyn til de livsvilkår, som vi selv er med til at skabe. Det er ikke os, der har skabt verden, og vi er ikke herrer over livet, selv om vi i høj grad har evnen til og muligheden for at ødelægge det. Hvis vi ikke grundlæggende korrigerer vores destruktive adfærd, vil det kunne blive resultatet.

Vi bør i det hele taget tilstræbe at formulere os på den måde, der svarer til os selv, og droppe alt det selvhøjtidelige, som man oplever fra tid til anden. Det nye er, at politikere og andre iscenesætter sig selv gennem medierne på en meget folkeforførende måde, og at medierne undertiden forsøger at tilpasse verden til sit eget billede.

Det er eksistensforholdene til venstre i figuren, der bestemmer, hvor meget der vil kunne realiseres eller virkeliggøres. Det er kort sagt den enkelte, der sætter en stopper for eller siger ja til mulighederne i livet. Den som altid venter på et initiativ fra andre, diskriminerer sig selv.

Det subjektive og det objektive

Traditionelt hører venstresiden til det subjektive og højresiden til det objektive. Min intention går i sagens natur ud på at reformulere disse begreber.

Venstresiden er normer, der er dikteret af moden, men dybest set måske af moderen. Hvad ser man godt ud i? Hvordan skal man helst opføre sig? Hvad skal man afholde sig fra? Hvad må man kun gøre, når man har fået alkohol?

Højresiden er styret af en faderfigur, oprindeligt Vorherre, siden kejseren, kongen, biskoppen, præsten, guruen, videnskabsmanden. ”Hvad fatter gør, er altid det rigtige!” har H.C. Andersen formueleret det ironisk og spøgefuldt. Det er ikke god moral at modsige autoriteterne. Hvis man gør det, skal man følge en bestemt metode eller kommandovejen. Det er autoriteten, der udstikker retningslinier for den rigtige fremgangsmåde, som fører kniven og ordinerer piller. Der skal års uddannelse til at være kvalificeret til at modsige en autoritet, også selv om vedkommende agerer som et fjols.

Min påstand er, at både højre- og venstresiden er mere enkel, uden derfor at miste validitet. Der er vandtætte skodder mellem det subjektive og det objektive, ligesom der er det mellem tro og viden. Med adskillelsen er konstrueret, ligesom mange autoritative begreber er det, tidligere med anvendelse af magt, i dag i højere grad som adskillelse i rum, hvor der i hvert rum tales et andet sprog end i de andre. Det kaldes også en kategorisering. Tidligere brugte man begreber som synd til at definere, hvad der var indenfor og udenfor. I dag går man måske bare ind i et andet rum og forudsætter en verdensorden bekendt, svarende til skellet mellem Nyhederne og et underholdningsprogram.

Al erkendelse går igennem venstresiden, men altid med udgangspunkt i højresiden, fordi der er brug for kategorier at håndtere erkendelsen i. Bøger kan efterlade det indtryk, at de er stationær viden. De vil altid være en del af en proces og kan være forfatterens endelige erkendelse, som kan være god at få forstand af. Modtageren skal normalt igennem en tilsvarende, om end mindre proces, omkring min egen fysiske oplevelse og erfaring. Når jeg læser, kan det være et ønske om at blive underholdt, men kan også være nysgerrighed. I begge tilfælde involverer det tanker, følelser, fantasi i mig selv. De bedste bøger tager også fat i instinktet.

Mit rum

En måde at give fantasien et spillerum med anvendelse af ovenstående skema er mentalt at sige: jeg vil have mit eget rum. Her gør jeg præcis, hvad jeg gerne vil, men altid med et ærbødigt hensyn til andre.

Mange har allerede et sådant rum, hvor de fører enetaler med sig selv, mens de går, cykler eller kører bil. Nogle netter sig I timevis. Nogle intimbarberer sig. Andre sidder foran computeren. Nogle muntrer sig med afklædte damer på skærmen og den ene hånd et sted på underkroppen. Lad være med at slippe energien løs, er mit råd, hvis ønsket er at klargøre sig selv eller give sig selv et spillerum, hvor intentionen er at lære sig selv at kende. Lad være med at fiksere fantasien til et manipuleret billede. Giv fantasien mulighed for at bevæge sig frit, ligesom energien i kroppen. Den flytter sig hele tiden, især under berøring.

Hvis jeg er et unikt væsen, må det kunne mærkes. I karrieresammenhæng og på jobbet har de fleste af os et sådant rum, hvor vi udfordres. Nogle gange er det på autopilot. Andre gange gør vi noget, som vi ikke har prøvet før. Nogle arbejder under stress. Det er ikke befordrende for personlig udvikling.

På hjemmefronten er vi normalt mere private. Her er det nemmere at gøre noget, man virkelig har lyst til. Nogle gør kun noget lystbetonet i sammenhæng med en partner. Af og til bør man også spørge sig selv: Hvad er mit potentiale? og ikke bare i relation til en karriere.

Dialogen er både god og nødvendig. Alene kan det være en dagbog eller en anden måde at formulere sig på. Sammen er det samtalen, men lige så meget ordene, der ledsager andre former for samvær. Nogle kalder det smalltalk. Det er blevet moderne med samtalekøkkener, men det er naivt at tro, at alle samværsproblemer kan løses der, altså ved at tale sammen. Det vil svare til, at mennesket kun er bevidsthed, jf. ovenstående skema.

I mit rum kan jeg klargøre mig for mig selv. Det er et godt udgangspunkt, hvis der er knas i parforholdet. Der er ingen fantasi til rådighed, når et par ryger i totterne på hinanden. Der er ingen positive alternativer. Men jeg skal bruge rummet til at se mig selv i øjnene og turde kendes ved mig selv.

Rummet forudsætter frihed, men den er til stede for stort set alle på vore breddegrader. Ellers er det på tide, at vi insisterer på den, ikke bare som ledig tid, men som anvendt tid.

Uden bevidsthed vil et frihedsrum kunne bruges til at trøstespise eller at tænke dårlige tanker, om sig selv eller andre. Hvis jeg oprigtigt vil det, kan jeg forholde mig til mine vaner og på den måde blive mere mig selv.

Måske kan mit rum blive et sted, hvor du bliver budt indenfor, hvor du kan lære noget af mig. Måske er mit rum det sted, hvor jeg udfolder mig over for dig, til fælles glæde. Nogle gange overrasker du mig og puffer til mit rum, så jeg må revidere min egen opfattelse.

Mit rum bliver aldrig til vores rum, eller det vil ikke være ønskeligt. Jeg skal have et sted, hvor jeg kan være alene med mig selv. Det er fint, at vi deler noget sammen, men alle har brug for personlig integritet.

Hvad er formålet med at have sit eget mentale rum? Jeg vil have et sted, hvor jeg altid er ædru, altid søger sandheden, ikke for at sammenligne den med andre eller at sammenligne mig med andre. Jeg vil have et sted, hvor jeg kan kendes ved mig selv, hvor jeg kan se verden fra et ærligt perspektiv. Det vil altid være en tilnærmet eller en tillempet sandhed sammen med andre, fordi andre i sagens natur også har noget at skulle have sagt.

Vi lever af sandheden. Derfor skal vi altid være villige til at udfordre den over for os selv, ikke nødvendigvis eller i første omgang over for hinanden. Vi skal mærke efter, om det er rigtigt, hvad vi gør, og hvis ikke skal vi søge det rigtige.