Hvis man ikke kan gå dybt i sig selv, kan man heller ikke tage andre alvorligt.
Man kan ikke være overfladisk og på samme tid tage sig af et andet menneske.
I gamle dage havde man et gudsforhold til formålet.
Vi er jo skabt i Guds billede i følge den kristne, den gammeltestamentlige tro.
Begrebet Gud er skabt af en guddommelig størrelse eller faktor.
Det er skabt som en projektion af en menneskelig mulighed, nemlig at være os selv.
At være os selv, at være mig selv, har kun glimtvis været muligt undervejs i historien.
At tage andre alvorligt er at tage hånd omkring dem, ikke bare men også fysisk.
At gøre det af sig selv. At tilsidesætte sig selv i handlingen. Men med kendskabet til sig selv.
Mangler dette kendskab, bliver håndteringen også derefter.
Graden af empati afhænger af mit kendskab til mig selv.
Der er mange afledte, metaforiske begreber, der udtrykker forholdet:
At have fodfæste, at hvile i sig selv, at være tro mod sig selv. Man skal have noget at falde tilbage på, som ikke bare er penge.